Vil du dø under operation, i en scanner, på hospitalet eller derhjemme?
Vi bliver stadig bedre til at behandle dødeligt syge, men vi er nødt til også at blive bedre til at stoppe behandlingen, hvis der ikke er udsigt til bedring, og behandlingen derfor alene risikerer at give en mindre rolig død på operationsbordet fremfor en afsked omgivet af sine kære.
Sådan lyder det fra Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, der kalder udsigtsløs behandling det vigtigste etiske dilemma i sundhedsvæsenet i dag:
”Vi kan behandle mere end nogensinde, men nogle gange fortsætter behandlingen, selvom det er udsigtsløst. Det er en problemstilling, som bliver stadig mere aktuel i det danske sundhedsvæsen. Førhen kunne lægen lettere sige, at behandlingsmulig-hederne var udtømt, det kan lægen ikke så ofte i dag, fordi vi har skabt så mange nye behandlingsmuligheder.”
Gorm Greisen, næstformand i Det Etiske Råd og overlæge og professor på Rigshospitalet, er enig i, at behandlingen indimellem fortsætter for længe:
”Som pårørende har jeg oplevet, at der i behandlingssammenhæng har været kort vej fra livsforlængende behandling til palliation (lindrende symptombehandling for uhelbredeligt syge og døende, red.). Selvom lægerne måske ikke har italesat håb, så har de måske foreslået nye konsultationer og nye undersøgelser, fordi de ikke følte, at de havde ret til at tage håbet fra patienten. Det er synd for patienten, der så ikke får mulighed for at tale om, hvordan han gerne vil dø.”
Behandlingen fortsætter ofte for længe, fordi døden er et tabu, og fordi der er mange læger inde over et behandlingsforløb, siger Gorm Greisen:
”Der er typisk flere læger tilknyttet et patientforløb, og måske er der travlhed, og så kan den enkelte læge måske være mere tilbøjelig til at sige, at man lige må se, hvad scanningen viser frem for at tage den svære samtale. Og som patienter tør vi måske heller ikke tage initiativet.”
Bodil Abild Jespersen, overlæge ved Det Palliative Team på Aarhus Universitetshospital, siger, at vi skal være bedre til at acceptere, at døden er et vilkår:
”Mange er tilbøjelige til at behandle helt frem til dødstidspunktet. Der skal man blive bedre til at acceptere, at døden er et vilkår, når man kan se, at den kommer, i stedet for bare at blive ved med at behandle. Hvis man accepterer, at døden er uundgåelig, bliver den sidste tid mere rolig, og de pårørendes sorgproces nemmere, for så kommer døden ikke som et pludseligt chok.”
Jacob Birkler efterlyser mere næstehjælp:
”I Danmark glemmer vi ofte, at selvom behandlingen stopper, er der fortsat meget at gøre og være for og ved patienten. Her sker der en bevægelse fra førstehjælp til næstehjælp. Vi skal fokusere mere på næstehjælp i Danmark.”
Preben Kok er sogne- og sygehuspræst i Vejle og har arbejdet med dødeligt syge kræftpatienter i mange år. Han oplever, at der stadig er udfordringer med udsigtsløs behandling, men oplever, at det er blevet bedre:
”Indtil 2012 havde alle svært ved at sige stop for en behandling. Det lå i befolkningen og politikernes opfattelse, at man skulle blive ved med at kæmpe. Man accepterede ikke magtesløshed, og mange læger følte sig presset af en urealistisk opfattelse i befolkningen om, at man skulle blive ved og ved med at behandle. I 2012 skete der et paradigmeskifte, da direktøren for Kræftens Bekæmpelse sagde, at der kan være situationer, hvor man må give op og stoppe med at behandle. I dag accepterer vi, at noget er umuligt. Men der er stadig situationer, hvor man vedbliver at behandle, selvom det er udsigtsløst, og der er derfor stadig en problematik i forhold til, at man kan komme til at formindske livskvaliteten ved at behandle for længe, fordi man, selvom man øger antallet af levedage, også øger mængden af smerte.”