Foxcatcher. Instruktion: Bennett Miller. USA 2014. Vises over hele landet.
Sport er en vigtig bestanddel af den amerikanske nationalkarakter og undertiden en nøgle til at forstå USA. I undervisningssystemet er sportsudøvelse en integreret del og fylder især på universitetsniveau langt mere end i Europa. Summerne, der er forbundet med årets nationale højdepunkter inden for eksempelvis baseball og basketball, er astronomiske, og forlader man de kulturelle højborge på øst- og vestkysten, finder man hurtigt ud af, hvor betydningsfulde sportsgrene som Nascar-racerløb er.
Som på nærmest alle andre felter findes også inden for sportsgrene det hele i USA, så derfor er det ingen overraskelse at lære af filmen ”Foxcatcher”, der netop har haft dansk premiere, at også brydning er ”big business”. Instruktøren, Bennett Miller, har før rettet linsen mod arenaen - den glimrende ”Moneyball” med Brad Pitt handler således om baseball - og nu er det den sandfærdige historie om rigmanden og brydercoachen John du Pont (Steve Carell), han serverer.
Vi er i 1980'erne, hvor den tidligere olympiske guldvinder i brydning fra Los Angeles i 1984, Mark Schultz (Channing Tatum), hutler sig gennem tilværelsen, indtil han ringes op af du Pont, der vil have ham med på sit hold af elitebrydere på sit landsted, Foxcatcher Farm, i delstaten Pennsylvania. Målet er at vinde guld i 1988 til OL i Seoul. Mark er langtfra nogen Einstein, og han gennemskuer først alt for sent du Ponts bagtanker med at hyre ham. Kvikkere er hans ældre bror, Dave (Mark Ruffalo), der selv er OL-guldmedaljevinder fra Los Angeles og en respekteret brydetræner, og som først takker nej til du Ponts generøse tilbud af hensyn til familien. Også han ender dog på farmen, og en tragisk finale lurer.
Filmens miljø er ramt på kornet, og billederne afspejler 1980'erne nærmest perfekt. Den gråmelerede, halvt elegiske tone er gennemført og lægger en behageligt antydende forventning om det tragiske udfald på historien. Du Ponts på mange måder bizarre interesse for brydning handler kun i mindre grad om sporten. I virkeligheden er han fanget i et uforløst moderopgør, hvis dybde man rigeligt fornemmer gennem de få, men stærke optrædener af Vanessa Redgrave som du Ponts mor. Hun har hele sit liv satset på heste, men han vil ud af hendes skygge og vælger brydning, som hun selvsagt ser ned på med aristokratisk foragt.
Den amerikanske drøm ligger som et filter over hele filmen. De tre mænd i centrum jager den alle på hver sin måde gennem de ærkeamerikanske institutioner familien (Dave), sporten (Mark) og kapitalismen (du Pont). Ingen af dem fanger drømmen. Men det er ikke filmens endelige udsagn, at den amerikanske drøm er en løgn. Dybere ligger dens opgør med coachingens betydning og den blinde tillid til autoriteteter, som er eksemplificeret gennem de to bryderbrødres afhængighed af du Pont.
”Foxcatcher” er en påmindelse om at stole på sig selv og skabe sin egen vej. Også heri er den meget amerikansk.