Overbevisende roman omen kvindes ophold i kz-lejr

Den franske forfatter Valentine Goby gør i ”Kinderzimmer” koncentrationslejrens rædsler nærværende igen

”Min syren er ikke med i den store historie, men den tilhører mig, min historie, syrenen mærker den dag, jeg for første gang siden arrestationen kunne gå uden tvang, uden andet formål end at redde min søn.”

Med denne bemærkning husker Suzanne Langlois, hovedpersonen i den franske forfatter Valentine Gobys roman ”Kinderzimmer”, tilbage på en bestemt dag i april 1945, hvor hun så årets første syrener i vejkanten - mens hun selv var på vej til den nyvundne frihed efter mange måneders ophold i den tyske koncentrationslejr Ravensbrück.

Og bemærkningen om syrenerne er eksemplarisk for romanens tilgang til historien: Med skarpe og præcise billeder beskrives hovedpersonens rædselsfulde erfaringer i den tyske koncentrationslejr; gang på gang gengives intensive indtryk af mareridtet, og ofte er det netop de små iagttagelser, der præger romanen: Den store historie fornemmes i baggrunden, men den fylder ikke meget i romanens opsætning. I den står de individuelle erfaringer i centrum.

Romanen er fiktiv, men bygger på interviews med forskellige overlevende fra koncentrationslejren Ravensbrück, der i nazitiden var forbeholdt kvinderne. Den fortæller historien om den unge kvinde Suzanne Langlois, der i midten af 1944 bliver deporteret fra Frankrig til Tyskland - og i koncentrationslejren opdager, at hun er gravid. Det lykkedes hende langt hen ad vejen at holde graviditeten skjult for vogterskerne, men hun nedkommer mod slutningen af 1944 i en rystende scene, hvor hun for alt i verden skal undgå at give lyd fra sig - hun må under ingen omstændigheder skrige - for ikke at forstyrre de tyske læger, der slapper af i rummet ved siden af og kunne finde på at slå hende og barnet ihjel, blot fordi hun afbryder roen.

Barnet ender efterfølgende i det såkaldte Kinderzimmer, børneværelset, hvor alle børn, der fødes i koncentrationslejren, ”opbevares”, inden de slås ihjel af SS-vagterne, når de er tre måneder gamle. Hvis ikke de på dette tidspunkt allerede er døde på grund af afkræftelse eller kulden i vintermånederne. Og døden er konstant nærværende i romanen.

Samtidig hører det til en af dens mest uafrystelige scener, at hovedpersonen efter sit eget barns sultedød simpelthen overtager et andet barn, hvis russiske mor lige er død. Med enorm finfølelse vises det, hvordan biologisk afstamning fortaber sig i disse ekstreme situationer, og hvordan hovedpersonen på tiltagende vis tager den andens barn til sig. Og hvordan kampen for at sikre dette barns overlevelse bliver til hendes egen overlevelsesstrategi.

Man har ofte diskuteret, hvordan historien skal mindes, når de sidste øjenvidner til holocaust og Anden Verdenskrig begynder at forsvinde fra jordens overflade. Valentine Goby insisterer med sin roman på fiktionens mulighed for at gøre historien nærværende. Hendes roman følger åbenbart - det antydes sidst i bogen - en bestemt overlevendes historie, nemlig den franske modstandskvinde Marie-José Chombert de Lauwe, som forfatteren indgående har interviewet. Den egentlige pointe ligger imidlertid et andet sted: nemlig i erfaringen at kun skønlitteraturen kan formidle de individuelle sansninger og iagttagelser, der knytter sig til enkelte, historiske øjeblikke. I romanen hedder det: ”der skal historikere til for at klarlægge de nøjagtige begivenheder; uperfekte vidner til at beskrive de enkeltes oplevelser; forfattere til at opdigte det, der er forsvundet for altid: øjeblikket.”

Faren er selvfølgelig, at nøjagtigheden i de historiske begivenheder fortaber sig, når der kun er fiktive tilgange til historien tilbage. Dette er ikke tilfældet hos Goby, der endnu havde muligheden for at trække på de sidste beretninger fra overlevende.

Og måske er det grunden til, at romanen virker uhyre overbevisende: den formår at gendigte historien uden at blive urealistisk eller sentimental. Den gør historien nærværende for nutidige læsere - i al sin gru og med al det håb, som denne historie også er præget af. Det er stærk, imponerende og i mange henseender uafrystelig læsning.

kultur@k.dk