MED MELLEMRUM dukker begrebet ”forkyndelsesfrihed” op i den kirkelige debat. Oftest brugt temmelig misvisende som figenblad for præster, der på prædikestolen måske nok er gået ud fra søndagens evangelium, men kun for aldrig at vende tilbage til det igen.
Leder man i lovsamlinger, regelsæt eller anvisninger for den forkyndende del af præstens pligter, kigger man imidlertid forgæves efter ordet forkyndelsesfrihed - simpelthen fordi folkekirkens præster slet ikke har sådan en.
Så vidt det overhovedet lader sig gøre at grave ned til, hvor begrebet forkyndelsesfrihed så stammer fra, ser det ud til at være en dårligt dækkende omskrivning af den bestemmelse i lov om menighedsråd, paragraf 37, at præsterne i deres embedsvirksomhed og sjælesorg er uafhængige af menighedsrådet - hvilket ikke siger spor om forkyndelsens form, indhold eller eventuelle grænser, men blot, at søndagens prædiken ikke kan sættes på menighedsrådets dagsorden, hverken før eller efter. Er dér noget at komme efter, må man om ad provst og biskop.
”Forkyndelsesfrihed” er et misvisende ord, der har skullet understrege, at menighedsrådene ikke kan pålægge præsterne, hvordan de skal udføre deres arbejde, men ikke desto mindre har ordet forledt både politikere og offentlighed til den opfattelse, at præster på prædikestolen nærmest har frikort til at sige nogenlunde hvad som helst. Det har de netop ikke.
Nu er emnet så blevet aktuelt igen. En præst har i en prædiken - det forlyder ikke, om det ligefrem var fra prædikestolen i en kirke - revset sin samtids kirkelige hittepåsomhed og indkasseret en tjenstlig advarsel i den anledning.
Og den almindelige samfundsdebats varmeste kartoffel er så trillet også forbi kirkedørene: Jamen, præsterne må da vel også have ytringsfrihed?! Ja, det har de skam - men ikke på prædikestolen.
PRÆSTER I FOLKEKIRKEN nyder naturligvis samme demokratiske privilegium som alle borgere i dette land, altså en grundlovssikret ytringsfrihed til ”“på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker” (Grundlovens paragraf 77).
De kan frit debattere, skrive læserbreve, kronikker, artikler og bøger om sten i skoen og skrive lige, hvad de vil - blot de som alle andre husker, at med enhver frihed følger et ansvar for, hvordan denne frihed bruges. Det er, som om det ofte overses, at også med ytringfriheden følger der et ansvar.
Men på prædikestolen gælder ingen ytringsfrihed. En prædikestol er ikke en fri talerstol, men et gudstjenestemøbel med den ganske bestemte funktion, at der skal den, der taler, tale som Guds ord.
Prædikener skal forkynde det kristne evangelium, intet andet. Og man skal ikke lede længe for at opdage, at der næppe er nogen del af præstens arbejde, der er så grundigt præciseret, som netop hvad prædikanter skal og ikke skal.
Allerede Luther mente, at præsterne hellere burde læse op af en god prædikensamling (og tænkte ubeskedent på den, han selv havde udgivet) i stedet for at skrive noget sammen af deres eget hoved. Luther var med god grund klar over, at præsterne ellers nemt forfaldt til at tale om alt muligt andet end evangeliet.
Og på dansk grund har århundreders kirkelige lovgivning udmøntet denne altid aktuelle bekymring for misbrug og udvanding af prædikenen i ganske karske anvisninger. For eksempel Danske Lov 1683, som på dette punkt stadig er gældende:
”Præsterne skulle i deres prædikener forklare de forordnede texter, og dennem henføre til troens lærdom og christelige skikke og sæder (...) de skulle i deris prædikener og forklaringer ej fremføre noget, som er mørkt og vanskeligt at forstaa: Ej heller bevise deris visdom og skarpsindighed paa det hellige stæd, men alting giøre til Christi meenigheds opbyggelse (...). De skulle ej heller sige hvad dennem selv lyster, men hvad der hører til sangen skulle de paa-minde med klare og velforstandige ord (...). De skulle holde sig fra allehaande skienden og forhaanelse, saa at de ingen røre ved navn: aleniste skulle de straffe synden i almindelighed, og saadant som de have hørt og vide forvist. Hvad de ej sandfærdeligen hørt tale om, det skulle de tie, og i særdeleshed skulle de vare sig, at de intet af deris privat affecter, eller had, paa det hellige stæd tale og fremføre, og saaledis sig selv hævne (...). De skulle heller ikke hadskeligen lade ilde paa andre, som have anden troes bekiendelse; men naar fornøden giøris, og mand frygter for forargelse, eller forførelse, skulle de med beskedenhed meenigheden derom advare og formane (...). De skulle ej giøre deris prædikener alt for vidtløftige, og dem ej over én time forlænge den gemeene mand til kiedsommelighed og des mindre opbyggelse, som alt for meget paa én gang ikke fatte og beholde kand.” (DL 2-4, artikel 6-11).
KIRKERITUALET FRA 1685 satte trumf på: ”Præsterne skulle blive ved texten i deres Prædikener (...), og skal de især erholde sig fra at føre noget frem, som deres Tilhørere ikke vedkommer, eller noget, som angaar Kongens Regiering.”
Tillige var der anvisninger på særlige forhold, som skulle behandles i prædikenerne undervejs i kirkeåret - for eksempel på anden juledag skulle prædikenen særlig minde om de fattige, på fastelavnssøndag om dåben, skærtorsdag skulle der prædikes om nadveren og så videre, ja, en kancelliskrivelse 1783 tog endda fat på selve formen og fremhævede, at en prædiken ikke må læses op, men faktisk forventes lært udenad, så den kan ”holdes”. Den forordning gælder i øvrigt, så vidt jeg har kunnet se, den dag i dag.
Prædikener over en time er næppe nogen risiko i dag. Men resten kunne der såmænd gerne mindes om. Både de klare afgrænsninger af, hvad en prædiken ikke skal bruges til (såsom at håne anderledes troende eller hænge navngivne personer ud ) og langt mere præcisionen af, hvad prædikener skal sigte mod, nemlig at forklare de bibelske skrifters fortællinger og udsagn for mennesker i dag, og slet og ret gøre klart, hvad kristendom går ud på.
De gamle lovbestemmelser står fortsat ved magt og føres også videre i det præsteløfte, som præster stadig skriver under, før de kan ordineres og få prædike-embede. De skal love ”“at forkynde Guds Ord rent og purt”, således som det findes i Bibelen og i folkekirkens bekendelser. Ren og purt betyder, at prædikenen ikke må grumses til med private aversioner eller emner, der er ”sagen” uvedkommende. Det sidste er måske ret umuligt at leve op til, men ikke desto mindre idealet.
Den fra tid til anden højt besungne ”forkyndelsesfrihed” er derfor tværtimod egentlig en ”forkyndelsesbundethed”, nemlig en forpligtelse til at holde sig til sagen. I den aktuelle debat - hvor det mindste ”men” sat efter den efterhånden sakrosankte ytringsfrihed udløser teflonbelagte tilbedelser af samme - er det imidlertid nok på sin plads at understrege, at når der tales om ytrings- og forkyndelsesfrihed i folkekirken, er der akkurat tale om en frihed. Friheden fra at skulle bekymre sig om andet end det, som kirken er i verden for at ytre og forkynde: Den glæde, som skal være for hele folket: Fred til mennesker med Guds velbehag!
Jørgen Kjærgaard er lektor, stiftskonsulent og adjungeret professor