Der har på det seneste været en del ballede om præst Søren E. Jensen. Hans strid med provst og biskop i Roskilde Stift har ført til flere principielle spørgsmål angående forkyndelsesfrihed og tjenestelige samtaler, og især har en enkelt prædiken været diskuteret, idet Søren E. Jensen i den beskyldes for at være ukollegial.
Jensen kritiserer her folkekirkens bevægelse i retning af diverse populistiske tiltag, der trænger den klassiske gudstjeneste i baggrunden, og denne prædiken over teksten om Martha og Maria er også med i den prædikensamling, som Søren E. Jensen nu udgiver under titlen ”Kulsorte syndere i en kridhvid kirke”.
Bogen præsenteres som den første prædikensamling direkte henvendt til de kirkefremmede kulturkristne, hvilket udgør en noget kunstig målgruppetænkning, da de fleste præster vel forsøger at prædike til alle. Det fremhæves også som noget særligt, at Søren E. Jensen er vokset op i et ikke-kirkeligt hjem, skønt det i dag gælder for ganske mange præster, og allerede her studser man lidt over den klare selviscenesættelse. Jensen identificerer sig i så høj grad med den ikke-kirkevante del af befolkningen, at det gennemsyrer skrivestilen og får hans prædikensamling til at flyve for lavt og rumme betragtelige mangler.
Et stykke af vejen forstår jeg ellers udmærket Søren E. Jensen. Han er som jeg selv kommet ind i folkekirken gennem journalistikken og ønsker at koble de mange samfundsbetragtninger sammen med kristendom. Dette er både journalistens styrke og svaghed på en prædikestol, og Jensen har svært ved at ramme balancen. Han indtager en sært distanceret position med et markant udgangspunkt i egen person, og man trættes ved den evindelige henvisning i tredje person i stil med ”efter hjælpepræstens mening” og ”Nå, ham hjælpepræsten er så sandelig i det satiriske hjørne i dag”.
Søren E. Jensen virker næsten lidt forlegen ved sit eget virke, og hans stemme synes mere tryg ved avisklumme-tonen end den egentlige forkyndelse. Han hudfletter et tema - for eksempel sin træthed ved samfundets nypuritanisme - hvorpå evangeliet klistres på som en lille, kort formular, som for eksempel på 6. søndag efter påske, hvor det lyder, at: ”“ det 'dem', han taler om, er os alle sammen, og hvis vi ikke er helt korrekte i kanten, bliver Jesu kærlighed paradoksalt nok bare endnu større. Som man siger: Det er da en trøst. Amen.”
Mere får man ikke her, og i mine øjne undervurderer Søren E. Jensen folks behov for at blive mødt af teologisk alvor. I sin iver efter at kritisere tiden og på drenget vis hylde sine helte blandt cykelryttere og rockstjerner fremstår Søren E. Jensen som en prædikant, der simpelthen mangler teologisk nysgerrighed. I stedet forfalder han til at kokettere med sin egen menneskelige hang til fest og fadøl, og mærkatet ”synder” bruges i flæng og næsten demonstrativt - som her: ”Kom som du er. Du er ganske vist ikke andet end en sølle synder, men det er vi alle sammen, og Gud elsker os alligevel.”
Det er luthersk teologi skåret så simpelt ind til benet, at det nærmer sig en karikatur, og man savner forsøg på at udrede begrebet syndighed eller frelse eller skabelse. Ja, forsøg på dybere teologiske refleksioner i det hele taget.
Og det er ærgerligt, for Søren E. Jensen rummer sund fornuft. Hans kritik af de ensrettende kræfter i folkekirken er relevant, og det giver mening, når han beskriver, hvordan retningslinjerne i stiftets projekt ”Grøn kirke” kan føre til, at det er ”miljøet og balancen, vi hylder, og så lurer nyreligiøsiteten lige om hjørnet.”
Jensen har grundlæggende godt greb om menneskets position i verden som skabning stillet over for sin Skaber, men hans teologi er så minimalistisk, at dagens tekst ofte nærmest opløses.
”Hovsa, hvad med evangeliet; hvad blev der af det?”, spørger hjælpepræsten selv 1. søndag efter helligtrekonger efter at have græmmet sig over den kapitalistiske kultur, hvorefter han faktisk forsøger at sætte den i relation til kristendommen. Men det har ikke meget at gøre med fortællingen om den 12-årige i templet, og Søren E. Jensen demonstrerer, hvordan den polemiske præst skal lære at disciplinere sig selv, så strømmen af holdninger kan rummes inden for rammen af dagens tekst. Og ikke omvendt.
Problemet med Søren E. Jensen er ikke, at han er polemisk eller ukollegial, og der er intet at komme efter på den front i hans omdiskuterede Martha-prædiken. Problemet er, at han er alt for lidt teologisk, og er man ikke en velfungerende avislæser med sarkastisk overskud, kan en søndag i kirken i Hvalsø blive en fattig oplevelse.
I bogens forord skriver dr.theol. Carsten Pallesen, at Søren E. Jensens prædikener skal ses i lyset af forsøget på at genoverveje Luthers elementære tiltro til ordets egen gøren og ikke-gøren - dets virkning som en ”forbigående plaskregn”. Det er en fin hensigt, men resultatet her overbeviser ikke. Det er først og fremmest Søren E. Jensens holdninger, sarkasme, begejstring for cykelløb, fodbold og David Bowie samt fokusering på egen person, der plasker. Evangeliet fortoner sig mere som støvregn.