I 2013 flyttede Margrethe Wivel til New York, hvor hendes mand skulle arbejde som korrespondent for Weekendavisen. I København forlod hun en karriere som direktør for Indvandrer Kvindecentret på Nørrebro og som socialordfører for De Radikale i Københavns Borgerrepræsentation. Velankommet skulle hun finde ud af, hvad hun ville bruge tiden i USA til. Hun fik den idé, at hun ville importere ladcykler og lære new yorkerne at transportere sig på københavner-manér. Så ville hun åbne cykelværksteder, hvor socialt udsatte kunne komme i jobtræning. Hun tilmeldte sig kurser i at starte en forretning, men var mere optaget af at iagttage de andre mangfoldige kursister end undervisningen i regler om eksport og import. Det gik op for hende, at den del af hendes forretningsplan, hun var mest interesseret i, var den, der handlede om at hjælpe udsatte. Og der endte ladcykel-eventyret.
42-årige Margrethe Wivel fortæller selv anekdoten på sin blog og ender med at konstatere: ”Det er i nonprofitverdenen, jeg hører til.”
Meget passende tiltræder hun den 1. juni som forstander for Settlementet på Vesterbro i København, der arbejder for at sikre socialt og kulturelt ligeværd i samfundet blandt andet gennem rådgivning og ved drift af fire socialøkonomiske virksomheder.
Som direktør for Indvandrer Kvindecentret har Margrethe Wivel tidligere grundlagt de socialøkonomiske virksomheder 'Send Flere Krydderier' og 'Place de Bleu' og i sin tid som lokalpolitiker, blandt andet som radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation, var hun initiativtager til, at Københavns Kommune fik en strategi for socialøkonomi.
Hun er drevet af at skabe positiv social forandring ved at hjælpe mennesker til at få forløst deres fulde potentiale.
”Det handler om at give folk en fiskestang fremfor at give dem en fisk,” siger hun og peger på det engelske begreb empowerment, som handler om at gøre folk i stand til selv at håndtere de udfordringer, de har.
”Alle mennesker er unikke og har noget at bidrage med. Vi har alle brug for, at der er andre mennesker, der tror på vores potentiale,” siger Margrethe Wivel.
Hvis hun selv skal pege på en, der trofast har støttet hende og altid troet på hendes potentiale, er det hendes mand, som hun har dannet par med i over 20 år, journalist og forfatter Klaus Wivel, der ligeså fint siger om sin hustru, at hun er en sjælden blanding af viljestyrke, loyalitet, kærlighed, begavelse, sødme og humor.
En tidligere kollega omtaler hende som enormt engageret i det, hun laver. Det forlyder også, at hun er god til at lytte til og involvere sine ansatte.
Fornemmelsen for menneskers forskelligheder og fremmede kulturer blev grundlagt, da hun forlod barndomshjemmet i Charlottenlund efter tre år på Øregård Gymnasium for at rejse som rygsækrejsende og tage på højskole. Den blev igen skærpet, da hun efter studier i religionshistorie på Københavns Universitet flyttede tre år til Jerusalem for at gøre sit studium færdigt der. Herefter fulgte en stilling på Syddansk Universitet, hvor hun underviste i jødedom og siden en deltidsstilling på Københavns Sprogcenter, hvor hun underviste i dansk som andetsprog. Der skulle også være tid til at tage sig af døtrene, der i dag er otte, 14 og 16 år.
At forlade en karriere for at følge sin mand til New York kalder hun et privilegium og en mulighed for at gøre status, men samtidig sindsygt udfordrende, da hun i høj grad havde identitet i sit arbejde.
”Vi har fået en international oplevelse som familie, der er ubetalelig, og nu glæder jeg mig utroligt til at komme tilbage og starte som forstander på Settlementet,” siger Margrethe Wivel, der i stedet for at importere ladcykler brugte sin tid i New York på at arbejde med frivilligt socialt arbejde og tage en leder- og coachinguddannelse på New York University.