STEMNINGER KAN så let skifte, bare få ord kan gøre et ellers dystert øjeblik muntert og glædeligt. Ofte blæser vi som siv i vinden, når vi er mange sammen. Vi bøjer os efter den herskende stemning og lader os føre med uden nødvendigvis selv at tage stilling.
Palmesøndag er et sådant stemningsscenarie udspillet med få ord fra evangelisten Matthæus. Der er mange følelser i spil, når vi bliver taget med gennem den korte fortælling om indtoget i Jerusalem.
Jeg tror, stemningen blandt disciplene har været trykket, da de har nærmet sig Jerusalem. De ved, at Jesus rider lige i armene på døden, for det har han fortalt dem. Men de kender også profetien og ved, at det lille æsel skal føre folks tanker ind på forudsigelserne om den Messias, der skal komme. Folket forstår det instinktivt, og glæden breder sig som ringe i vandet.
De lægger deres kapper ud som en rød løber foran æslets hove. De skærer grene af træerne og vifter med dem over Jesu hoved. Stemningen har været tyk af forventning, og mon ikke disciplene har sluppet de mørke tanker for et øjeblik?
Når man forestiller sig indtoget i Jerusalem med skaren af mennesker og palmegrene, der vifter i luften, så forsvinder Jesus let i det billede. Han bliver væk i menneskemængden, der omkranser ham, for den menneskelige magt, som folkeskaren ville indsætte ham til, var ikke hans.
Deres forventninger skulle skuffes, før de kunne opleve det, som ingen kunne have forventet ville ske. Det var langt større end det, som forestillingsevnen rakte til, men det krævede, at de først måtte slippe den forventning, der var bundet til det menneskelige.
For Jesus blev den ventede konge, men på en helt anden måde, end vi nogensinde kunne have forestillet os. Vi kunne ikke selv have en forventning om den kærlighed, som Gud viste os den første påske. Det er for stort og underfuldt for os. Jesus rider ind bag Jerusalems mure som en symbolsk handling, for han vil ikke være konge over et land eller et folk. Han vil være menneskets konge. En konge, der hersker ved at tjene.
Det er vores mure, han rider ind bag ved. Ind bag alle de stemninger, vi skaber og lader os styre af. Og han bryder alt det ned, som vi sætter op af forventninger og forståelser af os selv og hinanden.
I stedet peger han med sit liv og sin død på en kærlighed, der er større, end vi kan forstå, men som vi er en del af: Guds kærlighed til mennesker - en kærlighed, der sprænger alt det, vi kunne forvente.
Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Fester Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen