Klingende fynsk eksborgmester på tinge

Den tidligere mangeårige borgmester i Broby på Fyn Erling Bonnesen, skiftede læst og kom i Folketinget. På lørdag fylder han 60 år

Erling Bonnesen, da han sidste år blev udnævnt til ridder af Dannebrog.
Erling Bonnesen, da han sidste år blev udnævnt til ridder af Dannebrog. . Foto: Bjarne Lüthcke.

Erling Bonnesen var indflydelsesrig Venstre-borgmester i 12 år i den lille fynske kommune Broby. Så kom han i Folketinget, men trods den vigtige rolle som fødevare- og landsbrugsordfører har han ikke kunnet flytte sin magtbase med ind på Christiansborg, hvor han i dag optræder som en af partiets anonyme, men troværdige arbejdsheste.

Det er det lange, seje træk, der karakteriserer den offentlige person Erling Bonnesen. Han har aldrig kunnet lade være med at blande sig. På positiv vis forstås. Allerede i 1980'erne blev han involveret i flere lokal- og idrætsforeninger hjemme på Midtfyn. Det naturlige videre skridt var politik, og den revisoruddannede Erling Bonnesen blev borgmester i Broby i 1994.

I 2003 blev han af Danske Kommuner udpeget som en af de mest indflydelsesrige borgmestre.

På det tidspunkt var han kravlet op som bestyrelsesmedlem i Kommunernes Landsforening og sad til forhandlinger om kommunernes økonomi med finansministeren. Han sad som borgmester frem til 2006, hvor han stoppede for at hellige sig livet på Christiansborg. Han stillede faktisk allerede op til Folketinget i 2001, men blev ikke valgt.

Da Mariann Fischer Boel blev landbrugskommissær i 2004, fik han i første omgang hendes plads. Og blev så selv valgt ind i 2005, 2007 og 2011.

Privat kendes han som lun og venlig, og han giver stadig gerne en hånd med i de lokale foreninger hjemme på Midtfyn. I det hele taget har han haft en længere række tillidshverv 1980-2014: forenings- og bestyrelsesarbejde, i sports- og idrætsverden, vælgerforeninger med mere./ritzau/