Himlen er at være i Guds hånd

Jesus slog døden ihjel påskemorgen. For hans opstandelse viser os andre vejen til det evige liv hos ham, mener salmedigteren og den tidligere sognepræst Lisbeth Smedegaard Andersen

Opstandelsestro er tillid til Gud, det er gudstro, mener salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen, der ikke gør sig mange konkrete forestillinger om Himlen, men hun tror på, at vi skal møde Kristus. Og håber lidt på, at en engel også vil lære hende at spille cello.
Opstandelsestro er tillid til Gud, det er gudstro, mener salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen, der ikke gør sig mange konkrete forestillinger om Himlen, men hun tror på, at vi skal møde Kristus. Og håber lidt på, at en engel også vil lære hende at spille cello. Foto: Leif Tuxen.

I den vestlige kirkes kunst er den korsfæstede Jesus det mest almindelige billede, men spørger man salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen, er det afgørende at se påskens begivenheder som en helhed. Som en kamp mellem godt og ondt, hvor Jesus døde på korset, men derefter steg ned i dødsriget og besejrede dødens magt ved sin opstandelse.

I Grundtvigs salme ”I kvæld blev der banket på Helvedes port” kan man næsten se for sig, hvordan Satan knap havde nået at gnide sig i hænderne over Guds søns smertelige død, før den korsfæstede Kristus sparkede døren ind til dødsriget og berøvede ham alle hans fanger. Efter nedfarten til dødsriget gik den opstandne Kristus foran de frigivne fanger, de døde, ind ad Himmerigs port, som på Joakim Skovgaards klassiske maleri ”Kristus i de dødes rige”, der nu hænger på Statens Museum for Kunst.

Men Jesus er ikke blot et motiv for malere og actionfilminstruktører, han er Guds levende søn, og det er netop Jesu tomme grav, der giver troen fylde, mener Lisbeth Smedegaard Andersen, da hun roligt gengiver dramaet fra sin hyggelige stue i Hellerup:

”Jesu opstandelse ændrede verdenshistorien. For sådan brød han dødens magt og gav os andre håb om et evigt liv hos ham,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen og tilføjer:

”Jesus er både helt menneske og helt Gud, det er væsentligt at holde fast i den balance. I de vestlige kirker har man typisk lagt vægt på den lidende Jesus på korset for at fremhæve, at Jesus var menneske, måske ligefrem for at trække ham ned på jorden som vores ligemand, mens østkirken har været mere optaget af den triumferende Kristus for at fremhæve hans guddommelighed. Men begge dele hører med. Og denne helhed er jeg selv mere optaget af. Jesu død på korset får først sin fulde mening, når den ses gennem opstandelsen, ligesom opstandelsen altid må ses på baggrund af Jesu lidelse og død. Opstandelsen er både grundlaget for min egen tro og for hele den kristne kirke. Og derfor synes jeg også, at opstandelsesdebatten, der har kørt i medierne i kølvandet på Per Ramsdals udmeldning i juleferien, er fortænkt,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen, der selv har skrevet mange salmer, som peger på opstandelseshåbet.

”Verden er ny, den er påskebegyndt,” som hun skriver et sted. Og derfor har hun været stærkt forbløffet over, at præster overhovedet kunne skændes om påskens fundamentale betydning:

”Det er, som om man helt har glemt, at opstandelsen er forudsætningen for troen. Uden opstandelsen var der slet ingen kirke. Hvis jeg skal sammenligne opstandelsen med noget, er det skabelsen. I de gamle påskesalmer synger vi også om opstandelsen som en ny skabelse. Man kan få interessante diskussioner ud af at tale om, hvordan skabelsen foregik, men man stiller ikke spørgsmål ved, at det skete. Og på samme måde er opstandelsen en historisk begivenhed, og den er fundamentet for kirken. Men der var som bekendt ingen vidner til opstandelsen, så man kan selvfølgelig godt spekulere over, hvordan det foregik, men det vil altid være gætteri. Selv i Det Nye Testamente har vi jo mange udsagn om, hvordan folk mødte Kristus, efter at han var opstået fra de døde. Men selve opstandelsen kan man ikke rokke ved.”

Hvad tænker du om vores egen opstandelse fra de døde?

”At vi skal møde Kristus. Hvad der ellers skal ske og hvordan, kan vi ikke vide noget om. Opstandelsestro er vel dybest set tillid til Gud, det er gudstro. Igen kan det være interessant at prøve at forestille sig, hvordan det skal foregå, men det eneste, vi ved, er, at Jesus i Johannes-evangeliet siger, at han er gået i forvejen for at gøre en plads rede for os. Og det synes jeg, at man kan forholde sig til. P.G. Lindhardt blev engang spurgt om det samme, og han svarede med et salmecitat: 'Krist stod op af døde, i Himlen vi ham møde'. Det er jo i virkeligheden det samme.”

Afskaffede P.G. Lindhardt ikke nærmest Himlen i sin teologi?

”Han påviste kun, at vores billede af Himlen som noget, der ligner det, vi kender, ikke er noget, der har bibelsk belæg. Og det synes jeg, at han har ret i. Vi kan gøre os forestillinger om det, men de vil altid være ufuldstændige. Og jeg har tillid til, at Guds forestillingsevne er mange gange større end vores.”

Men er det ikke en nærliggende tanke, at Gud skabte Jorden i Himlens billede, ligesom han skabte mennesket i sit billede?

”Det kunne man måske sige. Den mulighed har jeg faktisk ikke tænkt over. Men det er klart, at man tænker videre over det indimellem. Salmedigteren Sthen sagde det godt med ordene om, at ”Hvad intet øre nemmed, hvad intet øje så, har Gud i Himmelhjemmet hengemt til sine små”. Jeg forestiller mig noget med lys og glæde og harmoni. Da jeg var barn, tænkte jeg nok også mere, at Himlen ville ligne Jorden, bare smukkere. Og at vi der skulle møde hinanden og genkende hinanden, fordi vi vil ligne os selv. Og jeg drømmer stadig lidt om, at der vil komme en engel til mig i Himlen og lære mig at spille cello. Men i virkeligheden tror jeg, at de færreste gør sig meget konkrete forestillinger om Himlen. Sådan tror jeg nærmest altid det har været. Himlen er et stærkt udtryk for et håb. Og for mig er det nok at tro på, at jeg i livet og i døden er i Guds trygge hænder. Og så vil alt være godt. Jeg er i øjeblikket ved at læse den nye biografi om Luther, og jeg har lagt mærke til, at på hans tid gjorde man sig langt flere forestillinger om Helvede end om Himlen. Og Middelalderens forestillinger om Helvede var meget konkrete, mens forestillingerne om Himlen også dengang var mere vage. Måske har vi mennesker nemmere ved at udmale det skræmmende end det gode og smukke.”

Sommetider bruger vi jo alligevel frasen, at noget er himmelsk, når man for eksempel går en tur i skoven og ser et smukt tæppe af anemoner.

”Ja, sådanne oplevelser kan virke som et glimt af noget, som ligger uden for vores almindelige virkelighed. Som en gave. Men det er også kun glimt. I gammel kirkekunst opfattede man billedet af Veronikas svededug som noget, hvor man ligesom kunne se et glimt af Jesu ansigt, og man skrev en bøn, der kunne bedes foran det billede, og hvor udgangspunktet var Paulus' Første Brev til Korintherne, kapitel 13: 'Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt'. Det billede blev opfattet som et glimt eller en slags forsmag på det, vi skal møde, når vi engang træder frem for Guds ansigt. For Kristus er Guds ansigt på Jorden. Deri ligger jo også et stort håb om, at det er noget godt, vi skal møde. At det er en kærlighed. Og tilgivelse.”

Lisbeth Smedegaard Andersen sidder et øjeblik og lader blikket glide ud ad de store vinduer i lejligheden i Hellerup, hvor man et sted udenfor kan høre nogle børn lege højlydt og ubekymret med hinanden. Så vender hun blikket og tilføjer:

”Jeg hører ikke til dem, der tænker over det som noget så negativt, at vi skal møde til en dom. For jeg tror, at det, der sker ved dommen, er, at alt det mørke og onde i os skal blive i graven, så vi kan møde Gud som det, han havde tænkt, da han skabte os i sit billede. Som forklarede mennesker. Og det synes jeg er trøsterigt. For der er jo en hel del, man ikke ville have noget imod at efterlade i graven,” siger hun og slår en hjertelig latter op, inden hun tilføjer:

”For mig er Himlen et håb om at leve i et fællesskab, hvor der ikke mere er noget uforløst. Her på Jorden kan man jo ikke gå igennem livet uden at opleve kriser. Det har jeg selvfølgelig også selv oplevet. Det var for eksempel meget svært for mig at miste min mor, selvom hun blev over 90 år, men hun blev deprimeret og vanskelig i sine sene år, og der var meget, vi ikke fik talt ud om. Derfor tror jeg også, at sorgen efter hende blev hårdere for mig, end da jeg mistede min far, selvom jeg kun var 25 år dengang. Det har lært mig, at der findes ting, man ikke kan gøre om. Og sådan er der mange ting i det moderne liv, man må leve med. Jeg tror også, at det er svært for mange kvinder i en vis alder, hvor man både stadig har arbejde, har børnebørn, som ens børn gerne vil have, man passer, og gamle forældre, der også har brug for hjælp. Det kan være umuligt at leve op til, og pludselig kan det være for sent. Og det kan også være svært at rumme,” siger hun og tilføjer:

”Men man skal prøve at undgå, at kriserne ender i bitterhed. Man må forarbejde sine nederlag og kriser, så de bliver til erfaringer. Og så må man tilgive. Ligesom Gud har tilgivet os, må vi tilgive hinanden. Og det er svært. Det er ikke alle, der har nemt ved det. Ironisk nok er det min egen erfaring som præst, at det ofte er mennesker, der har haft et relativt nemt liv, der er endt som bitre, gamle mennesker. Sådan har jeg talt med mennesker, der har gået et langt liv og husket på små uretfærdigheder, mens folk, der har været igennem store vanskeligheder, sorger og økonomiske problemer i livet, ofte har været bedre til at acceptere livets vilkår. Deres kriser har givet dem en dybde og empati, men også en større evne for at åbne sig for glæden, for opstandelsen i hverdagen. Det er måske lidt lommefilosofisk, men sådan er min erfaring altså,” siger hun nærmest undskyldende, inden hun fortsætter:

”Det er, når man føler, at der ingen anden udvej er, at troen bliver stærkest. Og derfor er det også et stærkt billede, at Jesus råber 'Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig?' og faktisk udånder med et skrig. Troen bliver mere nærværende, når man er i krise eller sorg. Nogle reagerer på kriser ved at sige, at Gud ikke er til, men mange oplever også hans nærvær stærkest i de situationer.”

Den rejse fra tvivl til tro kan salmer også afspejle, påpeger hun:

”En salme skal bevæge folk, ikke kun gribe dem, men også flytte dem eller noget i dem. Det kan man også se på klagesangene og salmerne i Det Gamle Testamente. Og jeg tror, at det er en grundstruktur i enhver form for klagesang. Det begynder i mørket og uddyber måske også mørket, og så kommer man op igen. En af mine egne salmer er for eksempel skrevet over Davids salme 22, hvor det virkelig begynder i fortvivlelsens sprog, men det ender i tro.”

Og i Davids næste salme, salme 23, ”Herren er min hyrde”, er troen og håbet vendt helt tilbage...

”Ja, det er rigtigt. Og Davids salmer er netop så rige, fordi de er udtryk for det almindelige menneskeliv. Ingen går jo igennem livet uden skrammer, sorg og sygdom. Men opstandelsen lyser ind i vores mørke. Jeg har selv været med til at skrive nogle salmer til de gammeltestamentlige tekster, men det er i en kristen sammenhæng svært ikke at komme til at pege frem mod påsken. For den har ændret verden. Påsken har givet os håb.”