Kræsen orkidé viser vej til supernatur

Mygblomsten gror og trives, hvor der er en mose med rent grundvand, der strømmer frem i rigelige mængder - og hvor kvæggræsning holder vegetationen lav

Den sjældne mygblomst bliver op til 20 centimeter høj og stiller store krav til sine levesteder.
Den sjældne mygblomst bliver op til 20 centimeter høj og stiller store krav til sine levesteder. Foto: Niels Poul Dreyer.

15 steder i landet findes ekstraordinært rene moser med kildevæld. Her vil den kræsne mygblomst kunne trives, hvis et frø fra den lille orkidé lander og spirer. Det gælder blandt andet ved Arreskov Sø ved Faaborg, på Grenen ved Skagen, i Gøderup Mose nær Roskilde og ved Stubberup Vad ved Rold Skov.

Observationerne stammer fra en undersøgelse fra DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Naturstyrelsen, der har vurderet alle moser med kildevæld - såkaldte rigkær - der indgår i det nationale overvågningsprogram NOVANA.

”Der er bestemt basis for, at mygblomsten får flere levesteder i Danmark, end den har i dag. Men det kræver selvfølgelig, at vi bliver ved med at passe godt på de moser, der har mygblomstklasse, og som er de mest sandsynlige fremtidige voksesteder,” siger skovrider Søren Kirk Strandgaard fra Naturstyrelsen på Fyn ifølge Naturstyrelsens hjemmeside.

Det er især vigtigt, at grundvandet i mosen er rent og strømmer frem i rigelige mængder. Derudover trives mygblomsten godt, når kvæggræsning holder vegetationen lav.

Mygblomstens levesteder hører til de mest artsrige i Norden. Den vokser næsten altid med andre botaniske seværdigheder som sumphullæbe og mosserne grøn krumblad og guldstjernemos.

Den sjældne orkidé kan kendes på de to store, kraftige, grønne blade og de små, gulgrønne blomster. Mygblomst bliver op til 20 centimeter høj og stiller store krav til sine levesteder. I dag vokser den kun 21 steder i Danmark.