Mors dag... I Nepal føder kvinder mellem murbrokker

TRE DAGE FØR jordskælvet ramte Nepal den 25. april, fødte Laxmi Shakya en lille søn. Nu bor den 31-årige kvinde med sine to børn under plasticpresenninger i Bungmati-bydelen i udkanten af hovedstaden, Kathmandu.

Men selv meget simple pakker med helt basalt fødselsudstyr såsom et stykke plasticunderlag, plastichandsker, et sterilt barberblad til at skære navlestrengen over med og et klæde til at svøbe den nyfødte i, kan redde liv. Arkivfoto.
Men selv meget simple pakker med helt basalt fødselsudstyr såsom et stykke plasticunderlag, plastichandsker, et sterilt barberblad til at skære navlestrengen over med og et klæde til at svøbe den nyfødte i, kan redde liv. Arkivfoto. . Foto: UnFrame.

Debatindlægget er skrevet af Pernille Fenger er chef for FN's Befolkningsfond, UNFPA's, nordiske kontor

Bungmati er et af de værst ramte områder efter jordskælvet. Her er det en udfordring at sikre mad, drikkevand, tæpper og telte for de mange nyligt hjemløse og overlevende, der af frygt for nedstyrtning og efterskælv er flyttet udenfor.

Men for kvinder som Laxmi Shakya er livet ekstra problematisk. Ligesom tusinder af andre nybagte og ammende mødre har hun behov for ekstra nærende mad, varmt tøj, sæbe og mulighed for at holde god hygiejne.

FN's Befolkningsfond, UNFPA, arbejder på at nå ud med hjælp til nybagte mødre. Ligesom vi forsøger at hjælpe de anslået 126.000 gravide piger og kvinder i de værst berørte provinser, som er ekstra hårdt ramt af jordskælvet. For UNFPA gælder det om at sikre, at kvinder, der overlevede jordskælvet, ikke dør, når de giver liv.

Hospitalerne i Kathmandu-dalen er overfyldte af sårede fra jordskælvet, og lagrene af medicin og andre nødforsyninger bliver hurtigt opbrugt. Derfor føder mange kvinder i øjeblikket under åben himmel under primitive og uhygiejniske forhold og ofte uden kvalificeret fødselshjælp. Disse kvinder har behov for hjælp nu og her. Mangel på sundhedshjælp og akutberedskab i tilfælde af komplikationer kan få fatale konsekvenser.

Men selv meget simple pakker med helt basalt fødselsudstyr såsom et stykke plasticunderlag, plastichandsker, et sterilt barberblad til at skære navlestrengen over med og et klæde til at svøbe den nyfødte i, kan redde liv.

FN's Befolkningsfonds indkøbskontor i FN Byen i København har siden katastrofen sendt sådanne fødselspakker til Nepal - sammen med forsyninger af for eksempel prævention, sæbe og hygiejnebind til de anslået to millioner piger og kvinder i den fødedygtige alder, der er ramt af jordskælvet. Og igennem lokale partnere støtter FN's Befolkningsfond, at udstyr og andet når ud til dem, der trænger mest. Desuden arbejdes på at forebygge og forhindre en eskalering af vold mod kvinder i de interimistiske lejre, hvor mange har slået sig ned.

Nepal er blandt verdens fattigste lande, hvor en stor del af befolkningen bor i svært tilgængelige områder med stor mangel på uddannede læger og sygeplejersker.

Der er dog sket forbedringer: Andelen af fødsler, der har dødelig udgang, er siden 1990 blevet reduceret med 76 procent - men der er stadig lang vej til, at gravide kvinder kan føde uden fare for liv og helbred.

På verdensplan er Nepal med i den triste statistik om de 800 kvinder, der hver dag dør af komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel. Mødredødelighed koster årligt 289.000 vordende og barslende mødre livet. Et tal, der heldigvis går i den rigtige retning. Siden 1990 er tallet faldet med 45 procent - hvilket dog er langt fra det mål om 75 procent, som var et af de otte 2015-mål, der har deadline i år. Og som derfor er et af de uopfyldte mål, der forventes at blive inkluderet i de nye globale udviklingsmål, som verdens lande i øjeblikket diskuterer.

Vi ved, at 85 procent af de kvinder, der dør i forbindelse med graviditet og fødsel, kommer fra Afrika og sydasiatiske lande som for eksempel Nepal. Og vi ved, at langt størsteparten af disse liv kunne være reddet, hvis blot sundhedssystemerne havde været bedre udbygget, så kvinderne havde haft adgang til familieplanlægning og til kvalificeret fødselshjælp - herunder også til akut behandling som for eksempel kejsersnit i tilfælde af komplikationer. Derfor arbejder UNFPA samt andre FN og civilsamfundsorganisationer med at støtte myndighederne med at uddanne og opkvalificere sundhedspersonale og på at sikre en infrastruktur, der tilgodeser gravide kvinders behov.

Det er ikke acceptabelt, at kvinder dør, når de giver liv.