Det største problem i gymnasiet i dag er ifølge lærerne ikke, om eleverne er dygtige nok, men hvordan man får alle elever til at forstå, at de skal deltage aktivt i undervisningen.
I går offentliggjorde Danmarks Evalueringsinstitut rapporten ”Gymnasieelevers baggrund og forskellighed,” som dokumenterer, at selvom andelen af en ungdomsårgang, der søger ind på de gymnasiale uddannelser, fra 2001 til 2012 steg fra 59 til 73 procent, er andelen af elever fra uddannelsesfremmede hjem faldet fra ni til seks procent.
”Eftersom det er en generel udvikling i samfundet, at flere uddanner sig, er det ikke så besynderligt, at børn fra uddannelsesfremmede hjem fylder mindre. I forhold til forældrenes uddannelsesbaggrund er gymnasieelever blevet en mere ressource-stærk gruppe,” siger Thea Nørgaard Dupont, evalueringskonsulent og projektleder på undersøgelsen.
Lærerne i undersøgelsen oplever dog ingen sammenhæng mellem forældrenes uddannelsesbaggrund og hvor aktive og motiverede, eleverne er.
”Gymnasielærerne giver udtryk for, at manglende deltagelse er en større udfordring end fagligt udfordrede elever. Nogle trækker sig, fordi de er sårbare over for kritik, nogle har svært ved at fokusere på undervisningen, for eksempel fordi de er distraheret af noget andet, og nogle er deltagende, men på en stille måde, som lærerne ser som en udfordring,” siger Thea Nørgaard Dupont og tilføjer:
”Der er en fremherskende forståelse af, at den som er aktiv, er den, der lærer, og at det vigtigste derfor er at få eleverne i gang. Men der må vi sige, at det også er vigtigt, at gymnasielærerne holder fokus på elevernes læring og progression og ikke kun på deltagelse.”
Ifølge Steen Beck, som er lektor i uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet og forsker i gymnasiepædagogik, er der imidlertid ikke den store fare for, at gymnasielærerne skal komme til at aktivere eleverne til noget, de ikke lærer noget af.
”Men det er måske rigtigt, at den tænkning, som lægger vægt på synlig læring i form af individuelle mål og planer, ikke er slået igennem i gymnasiet,” siger han.
Hvad angår elevernes baggrund mener Steen Beck ikke, det kan komme bag på nogen, at det er den veluddannede middelklasses børn, der går i gymnasiet.
”Men hvis man tror, at bare vi får mere middelklassebaggrund, så får vi automatisk også bedre uddannelse, tager man fejl. Også blandt de uddannedes børn er der i dag en del elever, som har en meget diffus tilgang til at lære, og som i løbet af skoletiden har udviklet dårlige studievaner. Hvis vi vil have et højt niveau i gymnasiet, er det ikke et spørgsmål om fortsat at lukke arbejderklassens børn ude, men om at have en gymnasieskole, som tør skabe respekt om sig selv ved at forbyde Facebook og spil i timerne, og som tør sige: 'Det er ikke godt nok - lav det om',” erklærer gymnasieforskeren, som skynder sig at tilføje, at danske gymnasier også har masser af god undervisning og mange flittige elever.
At motivation og deltagelse fra gymnasieelevers side kan være en udfordring, kender Marianne Benoni Jørgensen meget til. Hun er studievejleder på Aarhus Katedralskole, hvor hun arbejder med et projekt for at hjælpe de såkaldt ”stille stræbere”, og ved siden af arbejder hun som privat coach for unge, der lider af perfektionisme og præstationsangst.
”Som studievejleder kender jeg både til den gruppe, som er umotiverede, og dem, der bruger lang tid på lektierne, men ikke kan få sig selv til at række hånden op,” siger Marianne Benoni Jørgensen, som vurderer, at begge disse elevgrupper er voksende, og at begge grupper er i fare for at ryge ud af gymnasiet.
Mens de stille stræbere kræver meget af sig selv, kræver de umotiverede ofte, at læreren giver et godt svar på, hvorfor stoffet overhovedet er relevant at lære.
Og ifølge Jan Alexis Nielsen, læringsforsker ved Københavns Universitet, kan gymnasiets løsning være at slippe eleverne fri, men med et meget konkret formål. Det har han blandt andet været med til i projektet ”Gymnasiet tænkt forfra”, hvor seks københavnske gymnasier gennem tre år har arbejdet med at aktivere elever til at tænke innovativt:
”Hvis man som lærer i naturfagene alene aktiverer eleverne til at diskutere og sige deres mening, kan man få svært ved at kvalificere meningsudvekslingen. I vores projekt går vi den anden vej og definerer en konkret opgave, for eksempel at eleverne skal designe en legeplads, som de så selv må finde en løsning på. Vores erfaring er, at denne metode gør eleverne bedre til at navigere i kaos. Og så længe læreren har et klart sigte med det hele, gør det ikke noget, at eleverne bliver kastet ud på dybt vand.”