Det kan virke irrationelt at forlade relativ fred og velstand til fordel for brutal krig og ustabilitet. Alligevel giver unge mennesker født og opvokset i demokratiske samfund i stigende tal efter for sirenesangen fra dødsdyrkende grupper som Islamisk Stat (IS) og forlader hjem og familier for at udkæmpe en hellig krig på fjerne steder. Hvorfor har demokratiet mistet sin tilslutning fra disse hvileløse sjæle? Og hvordan kan demokratiet vinde disse unge mennesker tilbage for sin sag sammen med de andre unge, vi ellers også risikerer at miste?
Filosoffen Friedrich Nietzsche skrev engang, at menneskene foretrækker at ville intetheden for slet ingenting at ville. Den tunge og triste desperation fra livløshed, magtesløshed og håbløshed er langt mindre tiltrækkende end intensitet - om så intensiteten bliver fundet i vold og død og ødelæggelse.
Det handler kort sagt om meningsfuldhed.
Når den er til stede, motiverer den os og forbinder os med hinanden og bringer orden i vores liv. Når den mangler - hvis eksempelvis demokratiske idealer og institutioner ikke formår at bibringe en tilstrækkelig mærkbar oplevelse af fællesskab og formål - så søger folk en oplevelse af mening andre steder, og i nogle tilfælde bringer det dem i armene på en ondsindet sag.
Det er den kulturelle udfordring, demokratiet står over for i dag, og det vil gå ud over os selv, hvis vi ignorerer den udfordring, som truer de demokratiske samfunds fortsatte frihed og løfterighed. Det er en udfordring, som vi bør erkende, ikke blot fordi den fortæller os noget om livsforholdene i højtudviklede demokratiske lande verden over. Men også fordi enhver krise er en mulighed - i dette tilfælde for at genfinde meningen inderst i demokratiets kerne. Tiltrækningskraften hos grupper som Islamisk Stat for unge mennesker opvokset i demokratiske lande er udtryk for disse samfunds voksende ulighed, hvad angår uddannelsesmæssige og økonomiske muligheder. Det skaber kynisme, opgivenhed og vrede blandt dem, der ser sig lukket ude af den samfundsmæssige elite.
Oplevelser af håbløshed og desperation i centrum ansporer til ekstremisme i udkanterne.
Eliterne i de højtudviklede demokratier - lad os sige dem med den øverste ene procent af indkomsterne - kan dårligt trøste sig ved det. For selv den mest isolerede globetrotter, som fistrer fra det ene marked til det andet eller legesygt drøner fra den ene kultur til den næste, vil være nødt til at tænke på sine børn. Hvilken kultur vil de tage ind? Hvorfra skal de få deres oplevelse af håb for fremtiden?
Demokratiets forsvarere må beslutte sig nu for ikke alene af finde ud af, hvordan der kan skabes jobs og materiel velstand for nutidens unge mennesker, men også hvordan de unge menneskers sjæle kan få næring undervejs.
Lykkes det ikke, vil andre udfylde tomrummet, sådan som vi har set det ske, og kan hænde, det bliver med en opfordring til kaos og ødelæggelse i en messiansk fremtidighed.
For at vinde denne konkurrence med så meget på spil er de demokratiske samfund nødt til at se længere end til sejren på slagmarken og fokusere på at vinde folk for deres sag med tankens magt og løftet om meningsfuldhed - præcis sådan som Islamisk Stat har gjort det.
Det er håbløst at tro, at demokratierne blot med våbenmagt kan holde sig sådanne styrker fra livet med hele deres velfinansierede og medieegnede ideologiske apparater.
Det er en kamp om mening, og den kan alene vindes med tanker, der inspirerer til håb, handling og et sammenhængende selv og samfund.
Bestræbelserne bør begynde med et offentligt opdrag, hvor et bredt udsnit af blandt andre politologer, antropologer, teologer, filosoffer, kunstnere fra hele det politiske spektrum indkaldes fra universiteter og lignende institutioner rundt om i verden. I løbet af en på forhånd fastsat periode skal de så producere en klar og letlæselig rapport til offentligheden.
Rapporten skal forholde sig vedholdende og ærligt til afgørende spørgmål om demokratiets aktuelle livsduelighed. Hvor springer kilderne til demokratisk liv? Hvordan kan man bedst udtrykke, præstere, iværksætte og sikre demokratiet? Hvad er demokratiets mest håbefulde budskab og dets mest troværdige løfte om fremtidig succes? Hvad er de dybe kulturelle, intellektuelle og åndelige kilder til frihed, tolerance og produktivitet?
Vi lever i farlige tider. Med de demokratiske idealer i fare verden over, selv i demokratiske lande, kan deres fælles kulturelle og ideologiske grundlag ikke tages for givet. Meningen og livfuldheden i et demokrati må ikke få lov at svinde bort.
Udfordringen forude kræver en samlet respons fra vores bedste tænkere og mest kreative kunstnere. Det er vores formål i dag: Vi er nødt til at gå til sagen med samme ildhu, som demokratiets fjender gør det.