En af valgkampens overraskelser er Alternativets opstandelse fra det døde vælgerhav. Partiet står nu til at komme i Folketinget og levere de afgørende stemmer til en rød regering. Helle Thorning-Schmidts (S) politiske overlevelse ser ud til at afhænge af et parti, som de færreste for bare få uger siden betragtede med seriøsitet.
Hvordan kan det ske? Formentlig af to grunde.
Den træthed, der har meldt sig hos mange vælgere over den snævre politiske retorik, mundhuggeriet og manglen på vision og lyst til politisk fornyelse, kan nok vække en Rasmus Modsat i mange vælgere. Hvis valget står mellem ”Det Danmark, du kender” og en politisk utopi, hvorfor så ikke prøve utopien? Det er også fra De Radikale og den politiske venstrefløj, at Alternativet henter det meste af sin støtte. I takt med at dansk politik er blevet ”den nødvendige”, åbnes der for et parti eller snarere en græsrodsbevægelse, der fører sig frem på, at partiet skal hylde seks kerneværdier i dansk politik, herunder humor, empati og generøsitet.
Og mon ikke det også spiller en rolle for Alternativets fremgang i meningsmålingerne, at religion for mange danskere ikke længere betyder noget i deres liv, hvorfor deres længsler er blevet hjemløse og retter sig i andre og nye retninger? En af partiets støtter fortalte forleden i et avisinterview, at hun netop følte, at hendes længsler fandt et mål i partiets værdier og program.
Alternativet vil have arbejdsugen ned på bare 30 timer, så danskerne ikke skal stresse. Danmark skal blive økologisk og miljømæssig bæredygtigt. Der skal indføres en fast obligatorisk vegetardag i alle offentlige institutioner. Pensionskasserne må ikke arbejde for at sikre deres kunder en så høj pension som muligt, men skal derimod investere grønt og bæredygtigt. Og så skal kontanthjælpen afløses af en slags borgerløn, med generøsitet og uden kontrol.
Alternativet ønsker intet mindre end at skabe en bedre, stressfri og generøs verden. Og det er i sandhed et ædelt formål, men også religion i politiske klæder. Måske rammer det noget i tidsånden netop nu. Ønsket og drømmen om et bedre samfund, ja, en højere bestemmelse, frigjort fra al praktisk tænkning og jordforbindelse midt i en almindelig og flad hverdag. Det ny Jerusalem her og nu.
Partiets guru, Uffe Elbæk, er en sympatisk og idealistisk mand med en intakt selvbevidsthed. Forleden udtalte han til Politiken, at han som radikal politiker havde været ”måske den bedste kulturminister, Danmark har haft”. Det er en vurdering, som mange ikke deler med ham.
Men han er dygtig til at tænke netop alternativt og organisere græsrødder. Kommer han og partiet i Folketinget og bliver udslagsgivende, er det en stor præstation. Men Alternativet bekymrer sig ikke om, hvordan Danmarks økonomi skal hænge sammen. Ligesom flere af de øvrige ikke-regeringsbærende partier føler de intet ansvar for at have en sammenhængende politik. Det kan virke tillokkende på nogle vælgere, men det er en stor udfordring for demokratiet. bjer