Manden, som hindrede Tredje Verdenskrig

Gribende film om modet til under et ubærligt pres at trodse systemet for at undgå ragnarok

Filmen om den sovjetiske oberstløjtnant Stanislav Petrov foregår både i Rusland og i USA - her Coney Island.
Filmen om den sovjetiske oberstløjtnant Stanislav Petrov foregår både i Rusland og i USA - her Coney Island. . Foto: 41Shadows.

Det er sjældent, at man flere timer efter at have set en tankevækkende film stadig befinder sig i en trancelignende tilstand. Men sådan er det med den nervepirrende film ”The Man Who Saved the World”.

Filmen, der er en blanding af dokumentar og fiktion, fortæller historien om den sovjetiske oberstløjtnant Stanislav Petrov, som egenhændigt, ved at undlade at handle, forhindrede en verdensomspændende atomkrig i 1983. Det lyder utroligt, men meget tyder på, at det er sandt.

Året er 2006. I filmens lange prolog ser vi den virkelige Petrov, som i sin lejlighed i Moskva bliver interviewet af en amerikansk journalist. Lejligheden er fyldt med halvtomme vodkaflasker. Der er rodet og beskidt alle vegne. Anledningen til interviewet er, at Petrov på foranledning af den amerikanske skuespiller Kevin Costner er blevet inviteret til USA. Costner er meget fascineret af Petrov, som Costner omtaler som ”manden, der reddede verden”. Det umiddelbare indtryk af den 67-årige Petrov er, at han er en frustreret og bitter mand.

Han fortæller, at han som 17-årig kom i militæret. Han steg hurtigt i graderne og blev oberstløjtnant og systemets mand. Han lærte at koble fornuft og følelser fra og blindt følge protokollen. ”Intet menneske ved sine fulde fem vil nogensinde være i stand til at beslutte, om vi skal ødelægge vores planet eller ej. Det var derfor, vi skulle holde os til protokollen. Alt handlede om protokollen,” siger han.

Han blev ansat på Sovjetunionens hemmelige militære anlæg Serpukhov-15s, der lå uden for Moskva. Her modtog anlægget oplysninger fra ”spionsatellitter”, der kunne registrere fremmede atomraketter. Petrov skulle ikke have været på vagt den 26. september 1983, men måtte tage en ekstravagt for en syg kollega. Da fem formodede atommissiler fra USA fløj mod Moskva, var han den øverstkommanderende, som måtte tage beslutning, om Sovjetunionen skulle gengælde missilangrebene og starte en atomkrig.

Herfra springer vi tilbage i tid til selve hændelsen, nu i fiktionaliseret form og den dengang 44-årige Petrov, flot spillet af den russiske skuespiller Sergej Sjnyryov. Hvad der nærmere sker i den lange scene, der foregår i kommandocentralen på Serpukhov-15s den 26. september 1983 klokken 00.15 , skal ikke afsløres.

Dog skal det nævnes, at da alarmerne hyler, og systemet viser, at de fem atommissiler er på vej fra USA, fanger filmen mesterligt i lange uafbrudte indstillinger med mange nærbilleder de vagthavendes voksende angst for en forestående atomkrig. Alt imens klippes der effektfuldt til terrorangrebet den 11. september 2001 og atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945. Dernæst tilbage til interviewet i 2006: ”Vi prøvede at finde en systemfejl, men kunne ikke. Hvis jeg tog fejl, ville millioner dø. Jeg havde ikke lyst til at være årsag til Tredje Verdenskrig”.

I den dokumentariske del af filmen ser vi som nævnt Costner, men også Robert de Niro og andre kendte Hollywood-stjerner, samt journalisten Walter Cronkite tale med Petrov. Det virker godt. Især er mødet mellem Petrov og Costner bevægende. Costner er oprigtigt dybt berørt. Han siger: ”Jeg har ofte fået chancen for at spille helt. Men Stanislav er en virkelighedens helt.”

Den danske instruktør og manuskriptforfatter Peter Anthony står bag filmen. Han er en alsidig herre og har arbejdet en årrække inden for arkitektur, teater, kunst og grafisk design. ”The Man Who Saved the World” er Anthonys internationale debut som spille- og dokumentarfilminstruktør. En flot debut.

Filmen har vundet mange priser på dokumentarfilmfestivaler rundt om i verden. På CPH:DOX i november 2014 var filmen udsolgt, og man måtte haste ekstravisninger igennem for at imødegå bare en del af efterspørgslen.

Film gør stort indtryk. Man går rystet ud af biografen. Det hyppige skift mellem dokumentar og fiktion giver filmen en helt særlig dynamik og autenticitet, der understøtter den dramatiske historie. Fra vi sætter os i biografsædet, ved vi godt, hvordan historien ender. Alligevel er filmen spændende og isnende uhyggelig.

”Jeg er ikke en helt. Jeg var bare det rigtige sted på det rigtige tidspunkt,” siger Petrov i filmen.

Han betalte personligt en meget høj pris for sin beslutning. Vi andre kan være ham evigt taknem-melige.