Er tavsheden over Vestens allierede nu brudt?

Blodet strømmer som aldrig før på Riyadhs berygtede Chop Chop Square, skriver Kenneth Kristian Bernth (DF), som frygter, at Vesten fortsat vil se blindt til brudene på menneskerettigheder i Saudi-Arabien

I Berlin var der tidligere på året demonstrationer over fængslingen af den saudi-arabiske blogger, Raif Badawi. Arkivfoto
I Berlin var der tidligere på året demonstrationer over fængslingen af den saudi-arabiske blogger, Raif Badawi. Arkivfoto . Foto: Florian Boillot.

Vestlige politikere har travlt med at tage afstand fra Islamisk Stats blodige fremfærd i Syrien, det iranske regimes overgreb mod sin befolkning, og fra tid til anden pippes der endog en smule over det kinesiske kommunistregimes indespærring af dissidenter i de berygtede laogai-lejre - om ikke andet så for syns skyld.

Anderledes med Saudi-Arabiens konsekvente og konstante overtrædelser af frihedsrettighederne og morderiske fremfærd mod personer, der træder ved siden af landets drakoniske sharia-love. De mødes med tavshed af det internationale samfund.

Da udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i efteråret 2014 besøgte Saudi-Arabien var det ikke for at tale frihedsrettigheder - ja, spørgsmålet er, om de overhovedet blev nævnt med et ord.

Nu har brede dele af Folketinget så pludselig taget bladet fra munden i sagen om systemkritikeren Raif Badawis oprørende dom på 1000 piskeslag og 10 års fængsel. Men dommen over Badawi er ikke en undtagelse, men snarere reglen for, hvordan det saudiarabiske regime håndterer systemkritikere.

Blodet strømmer som aldrig før på Riyadhs berygtede Chop Chop Square, hvor bødlerne har haft mere travlt end nogensinde med på barbarisk vis at skille hovedet fra kroppen på - ofte - udenlandske tjenestefolk og arbejdere, der står forrest i køen som ofre for bødlernes sværd.

Saudi-Arabien tillader fortsat ikke hverken israelere eller personer, der har besøgt Israel, at rejse ind i landet. På store skilte ved motorvejen mod Mekka formanes ikke-muslimer om at dreje fra, inden man når islams hellige by.

Og kvinder er fortsat hensat til en nærmest taleban-agtig tilværelse, hvor de ikke kan bevæge sig uden for deres hjem uden en mandlig ledsager, ej heller kan de føre motorkøretøjer eller prøve tøj i en butik.

Altsammen synes på mærkværdig vis fuldkommen accepteret af store dele af verdenssamfundet. Hvis Kina eller Iran fordoblede antallet af henrettelser, som Saudi-Arabien har gjort, er jeg overbevist om, at vestlige politikere nok skulle tage bladet fra munden. Anderledes med Saudi-Arabien.

Spørgsmålet er, om Badawi-sagen er den rambuk, der skal til for at ændre synet på Saudi-Arabien - eller om tavsheden vil sænke sig over Chop Chop Square. Jeg frygter det sidste“

Kenneth Kristensen Berth er folketingskandidat, regionsrådsmedlem og medlem af Rådet for Menneskerettigheder for Dansk Folkeparti