Homoseksuelles og arbejderes fordomme mødes - og sød musik opstår

”Pride” er en varm og sjov film om mellemmenneskelig forståelse under minearbejderstrejken i Thatchers 1980'ere

”Pride” er en værdig tronfølger til ”Det' bare mænd” og ”Billy Elliot”: En britisk komedie, der forsøger at gøre os til bedre mennesker, mens den på lystig vis masserer både grinemuskler og tårekanaler. Og så bygger den på en sand historie fra 1980'erne.
”Pride” er en værdig tronfølger til ”Det' bare mænd” og ”Billy Elliot”: En britisk komedie, der forsøger at gøre os til bedre mennesker, mens den på lystig vis masserer både grinemuskler og tårekanaler. Og så bygger den på en sand historie fra 1980'erne. Foto: Camera Film.

I 1984 var der i Storbritannien en voldsom konflikt mellem minearbejderne i landets mange miner og den britiske regering under ledelse af Margaret Thatcher. Minearbejderne strejkede i mere end et år, og forholdene i de i forvejen ikke særlig velstillede mineområder blev værre og værre.

Filmen ”Pride” (stolthed) fortæller om et usædvanligt samarbejde under denne konflikt. Homoseksuelle i London dannede gruppen ”Bøsser og lesbiske støtter minearbejderne” og samlede penge ind til minearbejderne. I begyndelsen var der ingen af minearbejdernes forskellige lokale fagforeninger, der overhovedet ville tale med dem. Så snart de hørte, at støttegruppen var homoseksuelle, blev al kontakt afbrudt. Fordommene var stærke. Homoseksualitet var et tabu for minearbejderne og blev anset for perverst.

Omvendt er der ikke meget sympati i homoseksuelle kredse for minearbejderne. De er snæversynede og intolerante, mente man i denne lejr.

De to grupper mødtes, idet den lille gruppe af homoseksuelle stædigt ringede til lokalafdelinger i Wales for at give deres støtte og for at donere midler, de havde indsamlet på bøssebarer i London og på byens gader. Det er dette møde, der skildres i filmen, der er bygget på virkelige begivenheder.

Filmen bobler af fortællelyst. Rammen for filmen er tidsrummet mellem ”Gay Pride”-demonstrationerne i London i 1984 og 1985.

Det er en varm og rørende film, der bag sin ”feel-good”-atmosfære giver én eftertænksomhed. Den handler om menneskers fordomme mod dem, der er anderledes. Det sagde Jesus klarere end andre. Han var ude efter vores ubændige lyst til at fælde dom over hinanden. En fordom er en dom, som vi fælder uden at vide noget. Det skal I ikke, siger Jesus. I skal heller ikke dømme. Det er ikke jeres opgave. Overlad dommen til Gud.

Den lille gruppe af homoseksuelle tager til den lille walisiske by Dulais, efter at de har haft besøg af en af minearbejdernes lokale ledere. Han havde før mødet ikke forstået, hvad gruppen stod for. Det kommer ret meget bag på ham, men han mærker deres oprigtighed og inviterer dem til Wales. Hånden er rakt ud til nyt venskab.

Det bliver noget af en begivenhed, da ti bøsser og lesbiske ankommer til den lille by, hvor traditionerne er bundet tæt op på en gammel seksualmoral. Langsomt blødes positionerne op, ikke mindst takket været kvinderne. Filmen rører ved nogle almenmenneskelige problemer på en positiv måde. Vi skal lære at acceptere hinanden, som vi er. Det er åbenbart ikke så let, som det lyder, men det er det, vi skal, hvis livet skal foldes ordentligt ud. Der er altid nye dæmoner, der viser sig. Filmen slutter med at antyde aids-bølgens komme.

Kunne man lide ”Det' bare mænd” og ”Billy Elliot”, så er denne film lige noget. Denne anmelder havde tårer i øjnene flere gange ind imellem alle de gode grin. Det er en rigtig dejlig sommer-film, der har noget på hjerte.