”Vi er først rigtig lykkelige, når vi drikker med vennerne, ryger, danser og elsker.”
Dét mener den østrigske filosof Robert Pfaller, der er overbevist om, at det er fornuftigt af og til at være ufornuftig, og at mennesker kun kan fornøje sig rigtigt, hvis de gør noget, som strider imod deres fornuft. Filosoffen har tidligere i år offentliggjort sine tanker om, hvordan fornuften er ved at ødelægge menneskers livskvalitet, fordi der ikke levnes plads til fornøjelser, i en bog, hvis titel på dansk kan oversættes til ”Korte sætninger om det gode liv”.
”Fornuften er ved at udvikle sig til noget irrationelt, som ubønhørligt vil forfølge og udslette ufornuften. Den græske filosof Epikur har sagt, at man skal være mådeholden med måde, fordi mådeholdet i sig selv ellers kan udvikle sig til en udskejelse, og det oplever vi i stigende grad: Folk giver frivilligt afkald på usunde nydelser og erstatter lyst med selvagtelse,” siger Robert Pfaller til Kristeligt Dagblad.
”De asketiske ritualer kan snigende udvikle sig til en form for lyst, der ikke har noget med livsglæde, råben, latter og munterhed at gøre, men derimod er en langsomt voksende selvagtelse. Asketiske mennesker opfatter næsten altid sig selv som mere værd end andre. De tror, at de er klogere og moralsk overlegne i forhold til andre mennesker. Man kan blive så besat af følelsen af at være bedre end andre, at man overdriver askesen og dermed gør den til en udskejelse. I vores kultur har asketisk opførsel en højere status end hedonistisk adfærd, og det er for eksempel yderst sjældent, at en komedie får en Oscar. For det meste får film med et alvorligt og sørgeligt tema priserne. Jo finere et samfund er, desto mindre har man lov til at grine højt eller lave grove vittigheder.”
Ifølge Robert Pfaller er der tale om en udvikling, som allerede har været i gang i flere årtier.
”I 1980'erne var kunst stadig broget, morsom og til tider lidt forrykt, men siden 1990'erne har alting været så vanvittigt alvorligt, og kunstnerne tænker kun på at være gode mennesker og politisk korrekte. Nu skal kunst gerne beskytte minoriteter eller andre grupper, der endnu ikke har opnået en form for samfundsmæssig anerkendelse, og nydelsen og lysten er forsvundet ud af kunsten.”
I indledningen til sin bog slår Robert Pfaller fast, at den vestlige verden pludselig er blevet ramt af en formørkelse, når det drejer sig om lyst og nydelser. Ifølge forfatteren bliver uhøflig optræden, flirt, sex, fester, kød, grillmad, alkohol, cigaretter og parfume i dag betragtet som meget anstødelige gener.
”Det har noget med vores syn på det offentlige liv at gøre. Tidligere opførte mennesker sig anderledes, når de var uden for hjemmets fire vægge. De klædte sig pænt på og talte på en anden måde. De spillede en rolle og holdt deres private person og sindstilstand for sig selv. I dag er det anderledes. Siden ungdomsoprøret i 1968 har vi nærmest likvideret rollen som 'public man' til fordel for den private person. Nu buser alle hele tiden ud med deres følelser og betragter det endda som en befrielse. Vi opfører os i stigende grad privat i det offentlige rum. Vi klæder os som i det private liv og går i retten eller optræder i fjernsyn iført joggingtøj.”
”Vores forandrede opførsel i det offentlige rum har også en afgørende indflydelse på vores forhold til nydelse. Tidligere betragtede man andre menneskers lykke som en del af deres rolle i det offentlige rum, og man undte dem fornøjelsen. Når en person var munter, drak vin eller røg en cigaret, så gjorde vedkommende det af pligt for den offentlige situation. Nu, hvor alle er sig selv og ikke spiller en rolle offentligt, mærker man pludselig alt på sin egen hud, og man bliver mere nærtagende. I dag drejer det sig alt for ofte kun om ikke at blive chikaneret af andre. Alt, hvad vi registrerer ved andre mennesker, bliver betragtet som deres mørke, private lidenskaber, og vi begynder at hade andre menneskers nydelser og føle os chikaneret af dem.”
Robert Pfaller er overbevist om, at dette er grunden til, at der opstår flere og flere forbud i det offentlige rum: Folk skal være stille, de må ikke ryge, og nydelsen af alkohol er forbudt mange steder, hvor der for 30 år siden ikke var nogen forbud.
”Denne udvikling fører til, at solidariteten svinder drastisk i samfundet. Man hidser sig op over alting - når naboen spiller musik, eller der hænger vasketøj på altanen - og derfor oplever vi, at der opstår flere og flere nabokonflikter. Alle lurer strengt på, hvad andre gør, og man murer sig inde og sætter hegn op for at forhindre, at et eller andet trænger ind, som kan chikanere. Det har en meget skadelig virkning på samfundet, fordi sammenholdet blandt borgerne forsvinder, hvilket vi allerede nu kan se i vores syn på sygdomme. Før i tiden mente vi, at det var vigtigt at have et sundhedssystem for alle mennesker, men i dag hedder det: Pas på, at du lever et sundt liv og driver sport og ikke bliver syg, for ellers er du selv skyld i det, og du skal ikke ligge os andre til last.”
Robert Pfaller frygter, at samfundet er ved at udvikle sig til ét stort talkshow på grund af tabet af vores offentlige roller.
”Vi har mistet noget værdifuldt. Det er kun, når vi optræder som offentlige personer og taler høfligt med hinanden, at vi er i stand til at tage stilling til spørgsmål af principiel samfundsmæssig interesse. Når vi ikke længere spiller vores offentlige rolle, er det ligesom talkshowene på de private tv-kanaler, hvor alle og enhver har en sygelig trang til at blotte sig og udstille alle deres private griller. Nu til dags oplever vi en slags 'be-yourself-politik', som fører til, at vi alle sidder som dyr ved siden af andre dyr i tv's Zoologisk Have. Vi er alle helt os selv, og ingen forventer mere, at nogen siger noget af relevans for andre. Vi er kun et lille skridt fra at tro, at vi slet ikke har lov til at være andet end os selv. Det kan føre til en paranoid, narcissistisk udvikling, hvor vi hele tiden spørger os selv, om vi nu også er helt autentiske og virkelig os selv.”
I sin bog advarer Robert Pfaller mennesker imod at søge efter en mening i livet.
”Det er meget bevidst, at jeg ikke leder efter svar på dette spørgsmål, fordi det, som filosoffen Montaigne siger, er vores vigtigste opgave blot at leve livet. Vi skal ikke leve for bestemte opgaver, eventyr eller projekter, men bare leve. Når mennesker kun tænker på, hvad de skal leve for, og forsøger at underordne deres liv et eller andet projekt, så risikerer de at havne i en depression ved slutningen af dette projekt. Folk føler åbenbart, at de har brug for et projekt i deres liv, fordi det befrier dem for at stille sig selv spørgsmålet, om de lever et godt liv. De løber praktisk talt fra ansvaret over for deres eget liv, fordi det nu engang er lettere at underordne sit liv et bestemt mål, end det er at spørge sig selv, hvad der gør livet værd at leve. Man er nødt til at være ærlig over for sig selv, hvis man spørger, om man lever et godt liv, og måske er man ved livets ende endda nødt til at indrømme, at man ikke har efterladt sig blivende spor.”
Robert Pfaller opfordrer folk til at tænke mindre på at få et langt liv og i stedet for koncentrere sig om at øge livskvaliteten.
”Vi er i dag så fikseret på at leve længst muligt, at vi glemmer at spørge os selv, hvordan vores liv er. Vi er mådeholdende ud over alle grænser og betragter vores liv, som om det var en sum penge, vi havde til gode på en bankkonto. Vi vogter misundeligt over, at ingen tager noget fra os. På den måde udviser vi en forsigtighed over for livet, som dræber livet selv og fører til en alt for tidlig dødsstivhed.”
”Vi trækker brodden ud af de fleste nydelser: værtshuse uden cigaretrygning, øl uden alkohol, kaffe uden koffein, flødeskum uden fedt og virtuel sex i stedet for kropskontakt. Men det er nu engang sådan, at der ikke findes nogen nydelse uden en brod. Selv når det drejer sig om harmløst formodede fornøjelser som at gå en tur eller høre musik, har disse beskæftigelser også en brod, der hedder, at vi er dovne eller spilder tiden i stedet for at arbejde. Men det er jo netop, når jeg ufornuftigt ødsler, at jeg oplever en nydelsesfuld triumf. En ting er sikkert: Jeg dør under alle omstændigheder - det eneste, jeg ønsker, er, at dét, der sker før min død, kan kaldes for et liv. Vi bør ikke frygte døden men derimod et dårligt liv.”
Mennesker søger mere og mere ekstreme former for underholdning, men ifølge Robert Pfaller bliver vi ikke lykkeligere af den grund, tværtimod.
”I virkeligheden har den såkaldte morskabskultur slet intet med morskab at gøre. Det er typisk for en asketisk kulturepoke, at vi udmaler alt, hvad der går tabt, i meget skrigende farver. For eksempel har vi nu de meget unge popstjerner, der altid klæder sig som prostituerede. Internettet er fuld af porno, og folk sidder timevis og beskæftiger sig med virtuel sex, men i virkeligheden har vi langt mindre kropslig sex med hinanden end tidligere. I dag kan unge mennesker ikke nyde et glas øl med hinanden, men drikker kun, til de falder i koma, fordi de aldrig har lært at nyde alkohol med måde. Lykken er hverken askese eller overdrivelse, men derimod de ganske små ting: For eksempel at vi af og til glemmer vores sparsommelighed og bryder ud af vores penge- og tidsfængsler og lever storsindet - for ellers er og bliver vi kun vores eget livs sagsbehandlere.”