Biskop Henrik Wigh-Poulsen: Kære mig som student...

Kristeligt Dagblad har i anledning af de nyslåede studenter spurgt en række kendte danskere, hvilket råd de ville have givet sig selv som student. Henrik Wigh-Poulsen ville bede sig selv om at følge fire råd og sandheder

Når man ser tilbage, bliver man altid så klog på tingene, men når man står i det, og det hele brager løs om ørerne på én, så vælger man sin egen vej, og sådan skal det bare være, siger Biskop Henrik Wigh-Poulsen.
Når man ser tilbage, bliver man altid så klog på tingene, men når man står i det, og det hele brager løs om ørerne på én, så vælger man sin egen vej, og sådan skal det bare være, siger Biskop Henrik Wigh-Poulsen. Foto: Christian Klindt Sølbeck/ritzau.

Henrik Wigh-Poulsen, student 1979, i dag biskop over Århus Stift

”Jeg har en firetrinsraket, som er en blanding af indlysende sandheder og gode råd.

Græd ikke over dårlige eksamener: Verden har så meget at byde på, og tilværelsen er større end et 12-tal.

Dårlige karakterer skal man ikke ødelægge sin sommer på. Der er så meget opmærksomhed på karakterer, men selvom man får 02 i matematik, går livet videre, og andre døre åbner sig. 

Glæd dig: Man skal glæde sig over, at man er i live, og at man er ung, for ingen af de ting er selvfølgelige.

Kys pigerne: Det taler vist for sig selv. Det må også gerne være drengene.

Tag på højskole: Jeg har tre sønner, hvoraf to har været på højskole.

Jeg synes, det er utroligt velgørende, for midt i det, der nogle gange kan være gymnasiernes uengagerede samlebånd og universitetets fremdriftshysteri, er det godt at komme ind på en højskole, hvor du kan drive rundt, finde dig selv og blive klogere på verden.

Her er der ikke nogen, der rykker i dig og stiller krav, men vi bliver sammen klogere på tilværelsen og det, som har betydning. Det er vist mest kun det med at kysse pigerne, jeg har efterlevet.

Men ikke desto mindre er det de råd, jeg gerne ville give mig selv som student, men også give til de kommende studenter.

Når man begynder at give den slags gode råd, er der mange, der vil sige: ’Rend og hop’. 

Det store gode ved unge mennesker er, at de går deres egne veje, og det skal de også gøre.

Når man ser tilbage, bliver man altid så klog på tingene, men når man står i det, og det hele brager løs om ørerne på én, så vælger man sin egen vej, og sådan skal det bare være.”