Lars Løkke Rasmussens kattepine

Etparti-regering eller flertalsregering? Uanset hvad Venstres formand går efter, står han foran store udfordringer

Er det klogest af Lars Løkke Rasmussen at gå efter en etparti-regering eller en flerparti-regering? I historiebøgerne er der et afskrækkende eksempel på, at det kan blive en meget svag regering, hvis det bliver en mindretalsregering udelukkende med Venstre-ministre. -
Er det klogest af Lars Løkke Rasmussen at gå efter en etparti-regering eller en flerparti-regering? I historiebøgerne er der et afskrækkende eksempel på, at det kan blive en meget svag regering, hvis det bliver en mindretalsregering udelukkende med Venstre-ministre. - . Foto: Scanpix.

Lars Løkke Rasmussen (V) skal forsøge at danne regering. Er det klogest af ham at gå efter en etparti-regering eller en flerparti-regering?

I historiebøgerne er der et afskrækkende eksempel på, at det kan blive en meget svag regering, hvis det bliver en mindretalsregering udelukkende med Venstre-ministre. I 13 måneder fra 1973 til 1975 stod Løkkes forgænger som Venstres leder, Poul Hartling, i spidsen for en regering baseret på partiets 22 mandater i Folketinget. Regeringen måtte fægte sig frem fra forlig til forlig med vrangvillige støttepartier. Nogle gange lykkedes det at få dem med på kortsigtede kriseforlig ved at true med valg. Truslen virker som regel, når partierne, som regeringen forhandler med, står dårligt i meningsmålingerne.

Men regeringen fik ikke gennemført dybtgående reformer, og ministrene kom samtidig på randen af overanstrengelse. Hartling skrev siden, at han helst ville spare selv sin værste fjende for at blive statsminister.

Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen har alle stået i spidsen for rene socialdemokratiske mindretalsregeringer. Det var mildest talt heller ikke altid en dans på roser for dem. Det var svært at gennemføre reformer. Meget politik kom til at dreje sig om kortsigtede kriseforlig, fordi presserende økonomiske problemer nødvendiggjorde indgreb. Lettest for dem var det selvfølgelig at gennemføre oppositionens politik. Men det udvisker regeringspartiets profil og er jo ikke det, regeringer helst vil.

Men der er flere eksempler på, at socialdemokratiske regeringer i modsætning til, hvad mange tror, har haft lettere ved at holde igen på den offentlige sektors vækst end borgerlige regeringer, fordi oppositionen også ville holde igen. I opposition gjorde Socialdemokratiet det derimod svært for borgerlige regeringer at holde igen. Den offentlige sektor er i al fald flere gange vokset hurtigt under en borgerlig regering. Det er ikke Løkkes mål at få den offentlige sektor til at vokse.

Mere tiltrækkende end en ren Venstre-regering kunne det for Løkke være at efterligne Poul Schlüters (K) regering i 1982 med fire partier. Tilmed kan Løkke glæde sig over, at han i modsætning til Schlüter kan få en flertalsregering ved at danne regering med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative. Det vil dog kræve adskilligt. De fire partier skal tale sig til rette om talrige spørgsmål.

Når Schlüter kunne holde sammen på fire partier i fem år og få succes især ved det første valg i 1984 skyldes det, at han konsekvent undertrykte sit eget partis interesser for at gøre koalitionspartierne tilfredse. I de første tre-fire år var De Konservative lykkelige over bare at være i regering og få mange stemmer ved valgene. I længden sled Schlüters undertrykkelse af konservative ønsker dog på støtten i partiet. Kritik og utilfredshed groede frem. Da Schlüter så forsøgte i højere grad at tilgodese de utilfredse i sit eget parti, skuffede han efterhånden sine koalitionspartnere.

Løkkes fordel frem for Schlüter er, at han med fire partier kan danne en flertalsregering. Men DF står i en stærk forhandlingsposition og kan stille tårnhøje krav for at gå i regering.

Hvis det lykkes de to dygtige forhandlere Lars Løkke og Kristen Thulesen Dahl (DF) at aftale et fælles regeringsgrundlag, så er det næste spørgsmål om det er muligt også at få Liberal Alliance med. Der vil være mange ”knaster” i de forhandlinger. Måske vil Løkke også forsøge at få De Konservative ombord. Da Lars Barfoed var formand for De Konservative, udtalte han, at han ikke gik efter at komme i regering. Det var klogt: Al historisk erfaring tyder på, at det koster meget for små partier at sidde i regering. Deres profil udviskes, så vælgerne ikke synes, at de kan få øje på dem. De Konservative risikerer selvmord ved at gå i regering.

Løkke er i en meget krævende situation. Han risikerer, at ligegyldigt hvad han gør, så udvisker han sit partis identitet. Men slipper han godt fra det hele, vil han befæste sit ry som en dygtig politisk håndværker.