JEG ER IKKE EN AF DEM, der har brugt tid på at brokke mig over, at Dansk Folkeparti har haft et godt valg, og at mange har stemt på dem.
Vi lever i et demokrati, og derfor må vi acceptere resultatet, som det er. Alternativer til demokrati er ikke værd at beskæftige sig med.
Derimod kan jeg godt hævde, at Dansk Folkeparti fra nu af kan kaldes et tøsedrengeparti. Definitionen i Den Danske Ordbog på tøsedreng er: ”Dreng eller ung mand, der er uselvstændig eller bange af sig.”
Wikipedia definerer tøsedreng sådan: ”Tøsedreng bruges nedsættende om drenge og mænd, som ikke lever op til forventningerne til 'rigtige drenge' eller 'rigtige mænd'.” Skifter man dreng og mand ud med politiker, er vi ved at nærme os det, sagen drejer sig om.
Vi har nemlig at gøre med et parti, der trods massiv fremgang ikke tør tage ansvar. Vi har at gøre med et parti, der trods det, at de er landets næststørste parti, nægter at gå med i en regering. Det er ganske enkelt uforståeligt, at man ikke vil påtage sig rollen som leder, når man har fået den opbakning som Dansk Folkeparti har fået hos den danske befolkning.
Det er, som om Dansk Folkeparti ikke har forstået, eller netop har forstået, at det at tage ansvar kan koste blod, sved og tårer.
”Vi vil være der, hvor vi kan få mest politisk indflydelse.” Sådan har Kristian Thulesen Dahl altid sagt. Nej! Dansk Folkeparti vil være der, hvor det gør mindst ondt at føre politik. Dansk Folkeparti har et erklæret mål om, at man kun vil føre politik, hvor man kan være sikker på, at befolkningen synes godt om det.
Dansk Folkeparti har altid haft en fantastisk evne til at sætte en politisk dagsorden efter den aktuelle folkestemning. Har der været en sag, som en stor del af befolkningen har reageret på, så er man kommet enten med et lovforslag, der lagde sig tæt op ad den aktuelle folkestemning, eller en udtalelse, der skulle fremstå som talsmand for folkestemningen.
Det er igen noget der kendetegner tøsedrengen. Gør kun noget, du kan blive populær på og ikke generer flertallet med.
Den lektie kan Dansk Folkeparti udenad, og derfor vil man naturligvis ikke gå med i en regering. For i en regering bliver man nødt til at handle uden altid at vide, hvad der er populært. Man bliver nødt til at føre politik.
Det vil sige, at man bliver nødt til at gå på kompromis med sine holdninger, give indrømmelser og erkende, at det ikke er alt, hvad man tror på, der kan gennemføres, men det ønsker Dansk Folkeparti ikke - fordi partiet i virkeligheden nok ikke har så meget at byde på, som 20 procent af befolkningen ellers havde troet - og regnet med.
Lars Søgaard, lærer, Baldersvænget 32, Assens