Apoteker-lukninger rammer de svageste

Den nye apotekerlov lukker for døgnapotekerne rundt om i landet. Det kommer særligt til at gå ud over de ældre og de handicappede, der får langt til akut medicin

Ud over lukningen af døgnapotekerne, vil der også blive skåret ned i antallet af vagtapoteker, der åbner klokken seks og lukker ved midnat. Arkivfoto
Ud over lukningen af døgnapotekerne, vil der også blive skåret ned i antallet af vagtapoteker, der åbner klokken seks og lukker ved midnat. Arkivfoto.

11 døgnapoteker i Danmark drejer nøglen om inden for halvandet år på grund af den nye apotekerlov. Apotekerne lukker, fordi de med loven mister et tilskud, der får forretningerne til at løbe rundt, skriver Politiken.

Dermed bliver adgangen til medicin uden for normale åbningstider svækket, kritiserer flere organisationer.

Man kan stadig få medicin på akutklinikker hele døgnet, men bor man ikke nær sådan en, bliver den akutte adgang til medicin forringet. Det kommer i særlig grad til at gøre sig gældende i de tyndtbefolkede områder af Danmark.

Ud over lukningen af døgnapotekerne, vil der også blive skåret ned i antallet af vagtapoteker, der åbner klokken seks og lukker ved midnat.

Byer som Lemvig, Frederikshavn, Skive, Sønderborg og Vordingborg er i fare for at miste deres vagt-apotek.

Apoteklukningerne bekymrer formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damgaard (V).

”Det er en sten på vægten i den forkerte retning, igen. Der er i forvejen langt til de nye supersygehuse og til andre speciallæge-funktioner. På den måde er hele adgangen til sundhed og tryghed blevet forringet,” siger han.

”Det påvirker folk, om der er let og lige adgang, eller om der er en skævvridning.”

Han forudser, at det bliver de svageste, der kommer til at betale prisen.

”Der har jo været en ordning, der fungerede. Den har man desværre ikke ønsket at fastholde. Det rammer især de mindre mobile. Det kan være ældre mennesker eller andre, der ikke har mulighed for at transportere sig selv,” vurderer Steffen Damgaard.

Ifølge Ældresagen viser tal fra det gamle By- og Boligministerium, at der bor en større andel af ældre - cirka 167.000 ifølge Ældresagens beregninger - i de tyndtbefolkede områder. En anden af de grupper, der deler bekymringen over den forringede adgang til medicin, er de handicappede. Formanden for Dansk Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, mener, at sårbarheden hos handicappede forstærkes.

”Vores betænkeligheder går ud på, at mange mennesker med handicap vil få sværere ved at få den medicin, de har brug for i akutte tilfælde uden for åbningstider. Det er ikke alle, der har en bil eller pårørende, som kan hjælpe,” siger han.

Thorkild Olesen frygter, at det betyder, at der er dele af Danmark, hvor handicappede enten må flytte eller leve med risikoen.

”Det vil betyde, at mennesker med handicap endnu engang må flytte efter, at det er i de større byer, at man kan få hjælp,” forklarer han.

”Jeg er selv blind. Hvis jeg boede hjemme i Vestjylland, hvor jeg kommer fra, så ville jeg være afhængig af nogle pårørende i nærheden, der kunne hjælpe, hvis jeg akut fik behov for det.”

Patientforeningen Danske Patienter har svært ved at gennemskue, hvilke konsekvenser den nye lov vil få, men man vil følge implementeringen tæt, lyder det.

Af dens høringssvar til lovbehandlingen fremgår det, at man glæder sig over, at loven indeholder en mulighed for, at Sundhedsstyrelsen kan pålægge apoteker at lægge enheder i tyndt befolkede områder.

Apotekerlovens formål er desuden også, at den skal være nemmere at få fat i medicin i apotekernes åbningstider.