I haven ved Nive Å har vi et kombineret vandreservoir og fuglebad på terrassen ved den store foderplads, som Fruen til Haven passer og vogter over med ind imellem dekreter om udgangsforbud for ikke at forstyrre fuglene, så jeg - ikke ganske uvilligt - må lade græsset gro og havearbejdet hvile, fordi jeg sætter en ære i at hvile fuldt ud i nuet. Lev og lad leve!
Vandet og fuglebadet var vældigt populært under den lige overståede hedebølge, hvor det i særlig grad blev frekventeret af skovduer og raserende bander af skovspurve, der formerer sig uhæmmet i det overbegroede, døde elmetræ foran huset sammen med grønirisker og halsbåndmus, der hamstrer fuglefrø fra foderbrættet. Der er sikkert mange flere dyr, vi bare ikke ser.
Derfor sidder omegnens katte tit anspændt og længe vagt foran det kvidrende og pulserende træ, lytter til vegetationens evindelige madmusik, der også får forbipasserende til at standse op, og får pip i kalechen, fordi de i bedste fald fanger en uspiselig spidsmus. Alligevel vender kattene tilbage. Når de igen har kastet sig forgæves ind i løvet og igen bliver overfløjet eller undløbet, strinter de misfornøjet ind i den tætte bevoksning og stoltserer så langsomt væk med højt løftet hale for at dække over nederlaget.
Men tilbage til fuglebadet, der i hedebølgen som sædvanlig også fik besøg af sortfugle og musvitter, mens vipstjerten underligt nok bare spankulerer forbi på græsplænen, så det er i dagligdagen så som så med farverigdommen omkring fuglebadet.
Derfor registrerer jeg ud af øjenkrogen, når der indtræder forandringer i farvespillet. Det var netop, hvad der skete under hedebølgen, da flagspætten kom på en kort farverig gæstevisit, mens den mere diskrete rødhals og bogfinkehan så forbi lidt oftere end sædvanlig.
En af dagene så jeg i forbigående en gråspurv, antog jeg, der blev mobbet væk af den hærgende bande skovspurve - indtil jeg i fugleflugt pludselig registrerede en afvigende flaksende farve halefjer.
Derfor greb jeg telelinsen, der afslørede en sjælden gæst, vi aldrig før har set i haven, nemlig en ungfugl med rustbrun halefjer, en rødstjert fra andet kuld, der lige nu er fløjet af reden. Altså må vi have ynglende rødstjerte, formentlig i Skovhaven ned mod Nive Å.
Det er langt fra en verdenssensation, men derfor er den smuk alligevel og minder mig om, hvad vi går glip af i hverdagen, når vi ikke er fuldt opmærksomme på vores omgivelser.
Svend Erichsen, Teglværksvej 6, Nivå