Hans Otto Bisgaard er journalist efter egen opskrift

Han kan bryste sig af 45 år som stemmen, der både vækker danskerne og gør dem klar til fest. I morgen fylder han 70 år

Det var et rent tilfælde, at Hans Otto Bisgaard endte som journalist. -
Det var et rent tilfælde, at Hans Otto Bisgaard endte som journalist. - . Foto: Scanpix.

For Hans Otto Bisgaard har musikken altid været i fokus. Når han i morgen den 7. august fylder 70 år, kan han se tilbage på en lang karriere som radio- og tv-vært samt konferencier på flere danske festivaler og koncerter med DR UnderholdningsOrkestret.

Passionen for musik startede tidligt og har siden været central i Bisgaards liv. I 1967 var han med til at starte Brøndby Pop Club, der arrangerede en række legendariske koncerter med både danske og internationale navne - herunder Led Zeppelins allerførste liveoptræden.

Det lå ellers ikke i kortene, at Hans Otto Bisgaard skulle være journalist. Faktisk læste han kemi på Københavns Universitet i to år, men havnede ved en tilfældighed på DR's P3 i 1970. En aften manglede kanalen en reporter, der kunne interviewe det amerikanske bluesband Canned Heat, og Bisgaard tøvede ikke med at hoppe om bord i tourbussen. Han har senere sagt, at han ikke anede, hvad han skulle gøre, men heldigvis kunne stille gruppen nogle begavede spørgsmål, fordi han kendte noget til dem.

Den tilgang til jobbet har vist sig at være langtidsholdbar. Når Bisgaard nu laver sine morgenprogrammer på P4, har han som oftest ikke forberedt mere end de første tre numre, som er tilrettelagt efter egen opskrift: et blidt, et med mere gang i og et dansk.

Som publikum på Kløften Festival i Haderslev kan man hver sommer opleve ”Bissen” som konferencier, og i mange år var han også fast inventar på Langelandsfestivalens Store Scene.

Hans Otto Bisgaard er kendt fra blandt andet Radio Rita, ”Smil - du er på” og ”Hitlisten”. Han bor på Østerbro med sin kone, som han har to voksne børn sammen med.