Stilsikker og smældende verdenstenor

Fænomenale Joseph Calleja gav hele ni ekstranumre i minimalistisk kulisse

Den maltetiske tenor Joseph Calleja lagde søndag vejen forbi DR Koncerthuset. Og det var en stor oplevelse at overvære, mener Kristeligt Dagblads anmelder.
Den maltetiske tenor Joseph Calleja lagde søndag vejen forbi DR Koncerthuset. Og det var en stor oplevelse at overvære, mener Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Frank Leonhardt.

Under et New York-besøg i 1990 ærgrede jeg mig over ikke at få hørt Luciano Pavarotti (1935-2007) i en opera på The Met, fordi den legendariske tenor havde meldt forfald - det var langtfra første gang, noget sådant skete i slutningen af hans glorværdige karriere. I søndags fik jeg en form for revanche, da den maltesiske Joseph Calleja lagde vejen forbi DR Koncerthuset - ikke alene fordi koncerten med titlen Tribute to Pavarotti bestod af en række af Pavarottis mest populære glansnumre, men også fordi den 37-årige Calleja er i besiddelse af en karisma og en smældende stemmepragt, der tåler sammenligning med hans i mere end én forstand store forgænger.

Calleja har ved adskillige lejligheder sunget i Danmark, som han har et særligt forhold til, fordi det var her, han i 2003 i forbindelse med en gæsteoptræden på Det Kongelige Teater blev opdaget af det hæderkronede britiske pladeselskab Decca Classics.

Repertoiret denne augustsøndag var lagt i Pavarottis kølvand med fem numre før og fem numre efter pausen, ni af dem fra italiensk opera, nemlig fem arier af Verdi og to af Donizetti og Puccini. Det enlige franske indslag, ”Pourquoi me réveiller”, stammede fra Massenets opera Werther og blev også mesterligt braget ud i det store rum. Men hele den farverige buket af gamle Pavarotti-hits viste en stilsikker verdenstenor i topform, og Calleja havde også overskud til at indflette humoristiske kommentarer undervejs.

Hans tale havde imidlertid ikke tilnærmelsesvis den samme volumen som hans sangstemme, men der lød da hjertelig latter fra parterret. Kulissen var i det hele taget minimalistisk, for nu at udtrykke det høfligt. Ingen blomster eller anden udsmykning, ingen buket til tenor og pianist efter koncerten og dertil et udateret og skrabet program, der ikke ville have været en middelmådig provinssanger værdigt.

Men den slags kan naturligvis kun kaste en mindre skygge over en flot oplevelse på en solrig sensommerdag. Dacapo-numrene var et kapitel for sig, ikke alene fordi der var hele ni(!) af slagsen, men også, fordi Calleja arie for arie agerede endnu mere frit på den kolossale, helt ryddede scene - symfonikerne har jo endnu ikke indledt sæsonen. Calleja havde dog selskab af sin glimrende akkompagnatør, den amerikansk-italienske pianist Vincenzo Scalera, der nok kendte sin (anden)plads i arrangementet, men udfyldte den perfekt og til sidst fik lov at slå nogle ekstra triller på flygelet under ekstranumrene, der vakte den største jubel. 

Et par af Pavarottis ”signaturarier”- eksempelvis ”Nessun Dorma”, ”O sole mio” og ”Granada” - var ikke programsat, men blev ikke overraskende givet til bedste i koncertens uofficielle tredje afdeling, der var næsten lige så lang som de to officielle tilsammen.

”Don't worry, my voice is fine,” lød en af Callejas første replikker ud til publikum.

Det havde han i den grad ret i.