I et år, hvor man fejrer 150-årsfødselsdagene for Nordens to største symfonikere, giver det naturligvis god mening at programsætte Carl Nielsen og Jean Sibelius ved samme torsdagskoncert.
DR havde valgt at bruge dansk musiks grand old man, 83-årige Per Nørgård, som ”mellemlægspapir”, og man havde endda en førsteopførelse af en dobbeltkoncert på bedding, men tiden blev for knap, og man måtte aflyse og greb i stedet mere end 30 år tilbage i tiden for at spille Nørgårds slagtøjskoncert nr. 1 fra 1982-1983.
Det blev en halv times vandring i et forunderligt lydunivers med hørbar inspiration fra Det Fjerne Østen og med en skiftevis intens og helt fraværende dialog mellem orkester og solist.
Sidstnævnte var Gert Mortensen, der iført en hvid østerlandsk dragt havde en travl stund med alle de mange former for slagtøj, han skulle traktere.
Han gjorde det suverænt, lige fra det store batteri bagest på scenen til det lille afrikanske ”fingerklaver”, den såkaldte kalimba, foran orkestret. Ikke så mærkeligt: Koncerten er i sin tid skrevet til ham.
Forinden havde vi hørt et ungdomsværk af Sibelius, den 15 minutter lange ”Kareliasuite” fra 1893. Karelen er Finlands ”smerteprovins” og blev efter Anden Verdenskrig delvist afstået til Sovjet.
Suiten blev i lighed med mange andre af Sibelius' tidlige værker et vigtigt kulturelt element i finnernes kamp for at løsrive sig fra det russiske zarrige og få deres egen nation.
Stykket er umiddelbart fængende, og de tre satser rummer træk fra det unikke sølandskab i dette hjørne af Europa, flot orkestreret med en smuk solo for engelskhorn i den langsomme sats, sikkert båret af Sven Buller.
I 2015 har det utvivlsomt været Carl Nielsens fjerde symfoni, ”Det Uudslukkelige”, der har været den mest spillede af de seks, han nåede at komponere.
Også af den grund var det skønt at opleve en anden af de allerbedste, treeren med tilnavnet Espansiva fra 1911-12, blive spillet så overbevisende, så klangskønt, ja, så Carl Nielsensk, som vel kun et DR SymfoniOrkester i topform, dirigeret af en kapacitet som Schønwandt, er i stand til.
Vi Nielsen-fans blev i alle fire satser bekræftet i vores klippefaste overbevisning om, at den lille dansker med strithåret var en af de største symfonikere i det 20. århundrede. I begyndelsen af andensatsen spejdede man efter de to sangere, Nielsen har indforskrevet.
De to menneskestemmer synes at stige op fra den disede orkestermusik og skal synge deres aah-aah som instrumenter bagest i orkestret. Men her dukkede barytonen Palle Knudsen op på en balkon højt oppe foran det store orgel, mens sopranen Dénise Beck var anbragt på den modsatte side, også øverst oppe.
Vekselvirkningen på 180 grader var vidunderlig. Eller sagt med en eufemisme: Schønwandt demonstrerede på ny, at han godt ved, hvad meningen med Nielsen er.
kultur@k.dk