Bortadopterede koreanske søstre genforenet efter mere end 40 år

Skæbnen ville, at de to kvinder fik job på samme hospitalsafdeling i Florida, og der fandt de ud af, at de var halvsøstre

Holly Hoyle O'Brien (tv.) og Meagan Hughes foran Doctors Hospital i Florida, hvor de kom til at arbejde sammen og opdagede, at de er halvsøstre. -
Holly Hoyle O'Brien (tv.) og Meagan Hughes foran Doctors Hospital i Florida, hvor de kom til at arbejde sammen og opdagede, at de er halvsøstre. - . Foto: Dan Wagner/AP/Polfoto.

Fra begyndelsen var der et særligt bånd mellem to kvinder, da de tidligere i år fik job på samme hospital i Florida.

Ikke alene var de begge adopteret fra børnehjem i Sydkorea af amerikanske adoptivforældre sidst i 1970'erne. De ellers mangelfulde adoptionspapirer viste også, at de havde samme efternavn.

”Det var næsten for godt til at være sandt, og jeg sagde, at vi skulle få taget en dna-test, da det var den eneste måde, hvorpå vi kunne finde sandheden,” fortæller storesøster Holly Hoyle O'Brien til avisen Sarasota Herald-Tribune.

Testen blev udført pr. postordre i Canada, og den bekræftede, hvad de selv havde fornemmet: De var halvsøstre.

Pigerne - hvis koreanske navne er Eun-Sook og Pok-nam Shin - havde den samme far, der var en stærkt alkoholiseret købmand.

Eun-Sook var ikke ret gammel, da hun og hendes mor forlod faderen, men efterlod den to år ældre halvsøster hos ham. Pok-nam Shin var blot fem år, da faderen begik selvmord ved at gå ud foran et tog.

Det var den lille piges opgave at identificere ham, og hun endte på et børnehjem for forældreløse. Samme skæbne overgik lillesøsteren, omend det er uklart, hvad der skete med moderen.

Begge blev de adopteret af amerikanske forældre, fik nye amerikanske navne, Meagan Hughes og Holly Hoyle O'Brien, og voksede tilmed op mindre end 500 kilometer fra hinanden i henholdsvis Virginia og staten New York. De var i over 40 år totalt uvidende om hinandens eksistens, omend storesøsteren havde en svag erindring om en lillesøster.

Adfærdsforskeren Nancy Segal fra centeret for tvillingestudier ved Fullerton-universitetet i Californien mener, at der trods den lange adskillelse vil være et biologisk bånd.

”Jeg tror, der er genetisk bestemte ligheder, som er den sociale lim, der samler og fastholder de bånd,” siger hun til Sarasota Herald-Tribune.