Vi mindes ikke helgener, vi mindes mennesker

Vi mindes ikke helgener på søndag. Vi mindes mennesker. På godt og ondt. Som de var, som de er, og som de blev, skriver Kristian Bøcker og mindes, hvordan familien overvejede at gå to gange med kisten, da hans far døde

Nogle af de døde fortoner sig med tiden. Og sådan skal det være. Nogle har man mere med sig. Og sådan skal det også være. Og så er der dem, som man aldrig bliver færdig med, skriver Kristian Bøcker.
Nogle af de døde fortoner sig med tiden. Og sådan skal det være. Nogle har man mere med sig. Og sådan skal det også være. Og så er der dem, som man aldrig bliver færdig med, skriver Kristian Bøcker.

Vi sidder i hans stue, mine brødre og jeg. Min far er død få dage forinden, og vi er i den her vanskelige blanding af lettelse og sorg efter et langt sygdomsforløb.

Og så er der alt det praktiske, der også skal klares, når et menneske dør. Der er to dage, til min far skal begraves, og vi taler om, hvem der skal bære kisten.

Det er lidt vanskeligt, for der er flere om buddet og hensyn til familie og følelser. Det er faktisk ret vanskeligt at få til at gå op. Pludselig siger min bror:

”Vi ka' da gå to gange!”.

Og vi kommer til at grine, og den alvorlige stemning letter lidt. Fordi vi kan se det groteske optrin for os. Men måske mest, fordi vi ved, at min far ville have grinet med.

På søndag er det allehelgenssøndag. I vores lutherske kirke mindes vi ikke helgener, forstået som en slags særligt fromme mennesker med en særlig forbindelse til Gud, forbedere i himlen, troens forbilleder, og hvordan man nu ellers har forstået det førhen.

Ved de fleste gudstjenester i folkekirken læses navnene op på dem, der i årets løb er bisat eller begravet fra den pågældende kirke.

Forinden sendes særlige invitationer ud til de nærmeste pårørende, og det er min fornemmelse, at rigtig mange benytter denne lejlighed til at mødes med den nærmeste familie, gå i kirke og bagefter på kirkegården. Og i det hele taget mindes den døde - ikke for sidste gang, men måske for sidste gang i mere satte rammer.

Med andre ord: Vi mindes mennesker, som de var. Eller forsøger på det. For det er lettere sagt end gjort.

For de var så meget, de døde, så forskelligt for os til forskellige tider. Selvom de er døde, ændrer de sig for os. Der kan være en afgrund til forskel på, hvordan vi ser på den døde, lige når det er sket - og så mange år efter.

Som om der er noget levende over de døde, ikke i genfærdsagtig forstand, men levende i betydningen, at vi bærer dem med os, mens vi og vores liv forandrer sig. Og vi oplever, at den betydning - både positiv og negativ - de har for os, også skifter med tiden.

Som jeg oplevede det ved min fars død: Som det så ofte er tilfældet, fyldte den sidste tid nærmest alt i den første tid.

Alt det tunge og triste, sygdom, afmagt og til sidst døden. Senere fulgte år, hvor billedet af ham som far stod tydeligt - og var det vigtigste for mig. År, hvor det var vigtigt at finde ud af, hvad man kom af.

Og så efterhånden skiftede fokus: Hvem var han som menneske?

Altså ikke alene som far, men som et menneske med et liv, sit eget liv og væsen - med sine forudsætninger, sine idealer, begrænsninger, sære vaner, pudsige træk, talenter, mærkelige meninger og en retning i livet, som man først forstår på afstand.

Og så det allerbedste: En gang imellem at løbe ind i en ”udefra”, som kendte ham - og som føjer lidt til billedet.

Noget varmt og godt, som vedkommende gav sig tid til at aflevere. Og som nu spiller med i billedet af den døde. Det billede, der altså ændrer sig.

Vi mindes ikke helgener på søndag. Vi mindes mennesker. På godt og ondt. Som de var, som de er, og som de blev.

Nogle af de døde fortoner sig med tiden. Og sådan skal det være. Nogle har man mere med sig. Og sådan skal det også være. Og så er der dem, som man aldrig bliver færdig med.

”Vi ka' da gå to gange,” foreslog min bror. I nogle tilfælde er det slet ikke nok. Og det er godt nok!