De store spørgsmål om eksistensen

Kristeligt Dagblad og Rønshoved Højskole- Højskolen ved Flensborg Fjord arrangerer i fællesskab læseropholdet ”Eksistens - hvad skal vi leve på?” den 23. - 27. maj 2016

Under opholdet på Rønshoved Højskole kan deltagerne høre foredrag af nogle af landets mest vidende foredragsholdere. Der vil blandt andet være foredrag om Søren Kierkegaard (øverst til venstre), Henrik Pontoppidan (øverst til højre), Richard Wagner (nederst til venstre) og N.F.S. Grundtvig (nederst til højre). – Alle fotos: Scanpix.
Under opholdet på Rønshoved Højskole kan deltagerne høre foredrag af nogle af landets mest vidende foredragsholdere. Der vil blandt andet være foredrag om Søren Kierkegaard (øverst til venstre), Henrik Pontoppidan (øverst til højre), Richard Wagner (nederst til venstre) og N.F.S. Grundtvig (nederst til højre). – Alle fotos: Scanpix.

Søren Kierkegaard bemærkede skarpt, at kun mennesket har eksistens, fordi eksistens retteligt betegner det at stå ved siden af sig selv, hvorimod resten af skabelsen er kendetegnet ved essens, at hvile i det, det er.

Sikkert er det i al fald, at mennesket ikke endegyldigt har besvaret alle eksistensens grundspørgsmål og fundet hvile i sig selv, for de store spørgsmål stilles endnu med en uformindsket styrke, så vi ikke alene må konstatere, at den forkromede forklaring nok ikke venter lige om hjørnet, men også, at eksistensen også fremover vil lade mennesket forundres, forbavses og ikke sjældent gå ud af sit gode skind ved tanken om, hvad der mon er tænkt med os. Det er på denne baggrund, at opholdet skal ses.

Vi har inviteret nogle af landets mest vidende og veloplagte foredragsholdere til at føre os ind i eksistensens univers. Ph.d. i filosofi Johannes Aakjær Steenbuch åbner ballet med et foredrag om det gode liv gennem nedslag i filosofihistorien sat i relation til moderne forestillinger om samme.

Hvordan tager fænomener som for eksempel velfærd og mindfulness sig ud, når de belyses ved blandt andet Platon, Aristoteles og antikkens kristne tænkere? Forstander Thue Kjærhus zoomer ind på Frankfurterskolens tænkere og spørger, hvordan deres analyser af det moderne kan afdække væsentlige træk ved vores samfund i dag?

Vi har ligeledes inviteret kulturjournalist Anders Raahauge til at genfortælle og udlægge Henrik Pontoppidans storroman ”De Dødes Rige”, hvis skildringer af menneskeskæbner udgør noget af det fornemste i dansk litteraturhistorie.

Højskolelærer Tim Pohle holder aftenforedrag om den berømte og berygtede Richard Wagners liv og værk. Foredraget ledsages af musik af Wagners.

Højskolelærer Andreas Pilekjær tager fat på Grundtvigs kristendomsforståelse, herunder ikke mindst hvorledes menneskelivet tager sig ud i lyset heraf.

Kunstens rolle i menneskets eksistens tages i nærmere øjesyn af kunstner og professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Erik Steffensen, som blandt andet via Per Kirkebys liv og værk lader kunst og eksistens træde i samtale.

Etikken kommer i højsædet, når vi får besøg af forfatter og litterat Monica Papazu, som holder foredrag om frihed og ansvar. Hvad er den rette forståelse af frihed og ansvar, og hvilke konsekvenser har det for menneskelivet, når man ser bort herfra i forståelsen af eksistensen?

Sognepræst, dr.theol. Anders Kingo udlægger herpå eksistensen, som den ser ud gennem én af sine vel fremmeste beskrivere, Søren Kierkegaards, briller.

Ugen rundes af i det videnskabshistoriske hjørne med et foredrag om begrebet sandhed ved professor emeritus Helge Kragh, forfatteren til en bog af samme titel i Aarhus Universitets roste serie Tænkepauser fra 2014.