I går indgik regeringen forlig om en ny finanslovsaftale. Den rykker helt marginalt på statens samlede udgifter og er som altid i dansk politik en salomonisk løsning. Der kommer mere velfærd, hvilket vil sige øgede offentlige udgifter, men også lavere skatter på udvalgte områder. Finansloven skal ses i sammenhæng med andre politiske forlig.
Opstramningen af udlændingelovgivningen forleden, den generelle besparelse på statens udgifter og den netop vedtagne reform og nedskæring af kontanthjælpen.
Den er der mange, der har klaget over, herunder en kvinde som TV-Avisen forleden interviewede. Både hun og hendes mand er på kontanthjælp og skal som led i den nye reform arbejde mindst 225 timer om året for at få hjælpen. Til det sagde hun: ”Det er hårdt. Jeg vil blive tvunget til at tage et arbejde, som jeg ikke vil være glad for. Jeg vil være ked af at stå op om morgenen og gå på arbejde et sted, jeg ikke er tryg ved at være.”
Idéen med den nye reform er, at det altid skal kunne betale sig at gå på arbejde. Man må ikke kunne få mere i støtte ved at blive hjemme. Samtidig har man en forpligtelse til at tage de jobs, der er til rådighed.
Det er sund fornuft og godt for samfundet at følge den kurs. Siden 1970 er antallet af danskere, der får offentlig støtte, vokset fra 800.000 til 2,1 million mennesker. Det tal omfatter folkepensionister, førtidspensionister, mennesker på kontanthjælp, unge på SU og andre tænkelige ordninger. I dag er der flere, der modtager støtte, end danskere, der arbejder.
Alt for mange danskere holdes på passiv forsørgelse, sådan som den kvinde, TV-Avisen interviewede. Uden at drive rovdrift på samfundets svageste, der skal have god hjælp af fællesskabet, kan man, viser forskellige beregninger, fjerne mere end 100.000 danskere fra de offentlige ydelser og sætte dem i arbejde.
Den massive passivisering er ødelæggende for initiativlysten, og den underminerer det personlige ansvar.
At give flere penge til hospitaler og bedre behandling af ældre, som finanslovsaftalen foreskriver, er gode og rigtige tiltag. Men der skal gøres meget mere for at fremme virketrangen. Man kan passende begynde med at barbere ned på Statens Uddannelsesstøtte, der koster samfundet mere end 20 milliarder kroner om året. Støtten har den negative bivirkning, at den lærer unge, at livet i Danmark begynder og slutter på offentlige ydelser.
Hvorfor arbejde som ung, hvis man kan få SU? Pengene kunne i stedet bruges til bedre uddannelser. Velfærd er det store plusord i dansk politik, men der bør komme mere fokus på, hvordan vi skaber den velstand, der via beskatning bliver til velfærd.