I Nanni Morettis guldpalmevinder fra 2001 - ”Sønnens værelse” - følger vi en familie efter tabet af sønnen. Filmen er et mættet portræt af sorg, der uden salvelsesfuld musik eller nærbilleder af forgrædte ansigter forbilledligt formår at formidle hjerteve stærkt og empatisk.
Samme kvaliteter går igen i Morettis seneste værk - ”Min mor” - der også handler om døden.
Denne gang er det matriarken Ada, der lider af en uhelbredelig lungesygdom. Hendes to midaldrende børn, filminstruktøren Margherita (Margherita Buy) og sønnen Giovanni, spillet af Moretti selv, tackler dødens komme forskelligt.
Giovanni helliger sig moderens pleje - uden dog på noget tidspunkt at indtage martyrens rolle, mens Margherita kaster sig over arbejdet som filminstruktør.
Filmen, Margherita er ved at optage, volder hende flere kvaler end ellers. Hun har svært ved at finde meningen i sine arbejdsmønstre, men udfordres i særdeleshed, da John Turturro møder op på settet i en fremragende parodi på en narcissistisk, doven amerikansk skuespiller med italienske aner.
Under en pressekonference hylder journalisterne Mar-gherita for hendes evne til at spejle virkeligheden i fiktionen, men for instruktøren går det den anden vej.
Hun mister langsomt grebet om tilværelsen, da grænsen mellem drøm og realitet sindigt udviskes gennem filmen.
Det bliver dog ikke til et intellektuelt metaspor, som vi skal sidde og udrede som detektiver. Snarere bliver det en troværdig skildring af, hvordan tilværelsen langsomt kan forskydes, når sorgen og angsten endelig bliver lukket ind i et ellers kontrolleret selv.
Moretti viser på denne måde, hvordan kunst også kan føre til en fremmedgørelse fra selve livet. Han tydeliggør pointen ved at lade filmen, som Margherita instruerer, være et virkelighedsnært, socialrealistisk drama.
”Ordene mister deres betydning,” siger Margherita, og vi aner, at det er første gang, den succesulde instruktør mister ordets magt.
I et drømmesyn opfordrer broderen hende til at bryde med de sædvanlige mønstre i arbejdet, men Margherita klamrer sig til sit manuskript som holdepunkt i en verden befrugtet af angst for moderens forestående død.
På et tidspunkt står Mar-gherita i vand til knæene derhjemme. Vi foranlediges til at tro, at hun nu endelig har mistet grebet, men den er god nok. Lejligheden er oversvømmet, og Margheritas sindsstemning spejles i den virkelige verden.
Skuespilleren Margherita Buys gestaltning af filminstruktøren Margherita er forbilledlig. Hun formår at udtrykke mere med øjnene, end mange andre skuespillere skal bruge al deres mimik til. En undren eller usikkerhed formidles med blikket, og et løftet øjenbryn er nok til at vise os, hvor sorgfuld moderens sygdom efterlader datteren.
”Min mor” overgår ikke mesterværket ”Sønnens værelse”, men er alligevel i sig selv et lille mirakel om kærlighed og kunst. John Turturros mellemkomst gør, at man konstant er underholdt, men filmen holder den hårfine balance, der gør, at den aldrig forfalder til ren underholdning.
I ”Min mor” viser Moretti indfølende, men aldrig med et gran for megen patos, aftrykkene af et levet liv. Og, nej, det er ikke den succesfulde filminstruktør Margheritas bedrifter, der tydeligst sætter sig spor i menneskene i Morettis univers.
”Du må ikke blive jaloux, men din mor levede inde i os,” siger en af moderens tidligere latinelever til Margherita.
Moderen (diskret portrætteret af Giulia Lazzarini) er indbegrebet af værdier, der i vor tid ofte ses som lidt gammeldags. Hun er åndfuld, flittig og dannet og finder ikke tilværelsens værdi i ”likes” på Facebook, men i latinens sindrige systemer og semantiske skønhed.
”Min mor” bliver dermed en hyldest til en generation. Selvom moderen ikke spiller hovedrollen, er det egentlig ”mamas” betydning, filmen kredser om.
Både for hendes børn, men også for alle andre, der blev beriget af hendes beskedne tilværelse. Filmen er et stærkt og indfølende portræt af tre mennesker og deres relation. Og den er en klog påmindelse om, at livet leves i familien, og at døden, i al dens forfærdelighed, også kan berige fremtiden for de levende.
kultur@k.dk