Flere vælger at tage på ø-ferie i Danmark

Trafiktal for 2015 viser vækst på samtlige færgeruter i Danmarks største ø-rederi. Især på tre af de syv ruter går det godt

Flere turister kommer til Bornholm med færgen fra Ysted, her er det katamaranfærgen ”Leonora Christina”.
Flere turister kommer til Bornholm med færgen fra Ysted, her er det katamaranfærgen ”Leonora Christina”. . Foto: Færgen.

”Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt så skært og skønt i solen, som aldrig jeg har set.”

L.C. Nielsens tekst til højskolemanden Torvald Aagaards dejlige melodi til sangen ”Jeg ser de bøgelyse øer” fanger noget af den fascination, som mange danskere har for de danske øer - de større såvel som de mindre. Og nu tyder noget på, at flere af os tager konsekvensen og faktisk også får taget os sammen til at besøge de danske øer.

Det er i hvert fald tilfældet, hvis man ser nærmere på rederiet Færgens nye trafiktal. Færgen er Danmarks største ø-rederi og sejler til henholdsvis Bornholm, Samsø, Fanø, Als, Langeland og Lolland via i alt syv forskelige ruter.

Allerede i 2014 kunne ø-rederiet fremvise vækst på samtlige sine færgeruter. Et år senere gør rederiet nu det samme ved igen at vise vækst på alle ovennævnte ruter. Og denne gang endda med rekorder på tre af de i alt syv ruter.

Opgørelsen for 2015 viser, at antallet af overførte personbiler var 1.057.825 personbiler. Det er en samlet stigning på 4,3 procent sammenlignet med de syv ruters trafiktal for 2014. Især tre ruter synes attraktive for turisterne: På ruten mellem svenske Ystad og Rønne på Bornholm har trafikken aldrig været større, og det samme er tilfældet for ruterne mellem Kalundborg og Samsø samt Esbjerg og Fanø.

Udviklingen viser således, at indenlandsk turisme er i vækst på de danske øer, mener Lindy Kjøller fra rederiet Færgen.

”Via støt stigende trafiktal har vi igennem flere år kunnet registrere en øget lyst blandt danskerne til at rejse i deres eget land - både på egentlige ferier og på endags- og weekendture. Vores kundeundersøgelser peger på, at forklaringen skal findes i øernes udvikling inden for blandt andet gourmet, kulturelle events, gode forhold til aktive ferier og ikke mindst den ro og idyl, som kendetegner de danske øer,” siger han.

Også hvad angår antallet af passagerer er der fremgang for rederiets ruter. Her lyder tallet for 2015 på 4.134.660 passagerer, hvilket er en stigning på 1,1 procent i forhold til 2014.

At også udenlandske rejsende har smag for ø-ferier i Danmark bliver understreget af, at ruterne til Bornholm fra svenske Ystad og tyske Sass-nitz viser fremgang. Her er antallet af overførte personbiler i 2015 steget med henholdsvis 4,0 og 6,1 procent i sammenligning med 2014.

For at gøre det lettere at planlægge sin ø-ferie har Færgen oprettet bookingportalen Dansk Ø-ferie, der søger at markedsføre alle danske øer i samlet flok og gør det muligt at booke både transport, ophold og oplevelser på én gang.