Komponisten Ib Nørholm kan se tilbage på mange år som skaber af et omfattende antal værker og som professor i komposition ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Og, ikke mindst, som ivrig deltager i sin samtids kunstneriske og æstetiske debat. Nu fører han en mere stilfærdig tilværelse, selvom han stadig komponerer og interesserer sig for musik.
Ib Nørholm er af væsen både sky og stilfærdig, dybsindig og rebelsk. Han voksede op i et hjem, hvor der ofte blev spillet musik. Faderen var lærer og billedkunstner, og sønnen begyndte som niårig på undervisning i klaver; han fortsatte med orgelspil, fra han var 15 år, sideløbende med at han begyndte at komponere.
Over 200 værker har han siden komponeret inden for stort set alle genrer, og i 1964 blev han ansat som organist ved Bethlehemskirken i København, hvor han fortsatte de følgende 35 år.
Som komponist er Ib Nørholm på sin egen oprørske måde blevet arvtager til traditionen efter Carl Nielsen og fra læreren Vagn Holmboe.
Nørholm har været en del af den generation, der foldede sig ud i tiden efter Anden Verdenskrig, og som radikalt ønskede at forny og ajourføre fortidens æstetiske holdepunkter.
Her fandt Ib Nørholm venskab med de jævnaldrende komponister Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, som han i et halvt århundrede har dannet med- og modspil til.
Nysgerrigheden over for samtidens udenlandske strømninger fik dem blandt andet til at hoppe ind i en folkevogn i 1960 for at køre til ISCM-festival i Köln, hvorfra de sjælsrystede og berigede vendte tilbage med musik af Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen i ørerne.
”Tabeltrio” lød titlen på et af Ib Nørholms efterfølgende værker, hvor nøje fastlagte tonerækker strukturerer musikken. Han arrangerede Fluxus-festivaler med mærkelige happenings, og han komponerede collagepræget musik i strygekvartetten ”Fra mit grønne herbarium” fra 1966.
En tydelig og varig tendens i Ib Nørholms musik kan høres i den måde, musikken flyder af sted på med fint indarbejdede og mere eller mindre bevidste eller genkendelige inddragelser af tidligere tiders musik. En slags stilpluralisme, der konstant veksler mellem konstruktion og intuition.
Ib Nørholm anvender ofte sjove titler som inspiration og igangsætter for sine værker, og hans tætte forbindelse til poesien førte til et mangeårigt samarbejde med digteren Poul Borum. Sansen for musikkens gestiske udtrykskraft har desuden udmøntet sig i adskillige musikdramatiske værker. Tv-operaen ”Invitation til skafottet” fra 1965 blev til efter en roman af Vladimir Nabokov med libretto af Poul Borum. ”Den unge park” har tekst af Inger Christensen, og operaen ”Sandhedens hævn” fra 1985 er lavet over en marionetkomedie af Karen Blixen.
Komponistens kærlige forhold til den danske guldalderromantik har også ført til en gendigtning af Niels W. Gades ”Elverskud”, som i Ib Nørholm og Poul Borums udlægning fra 1996 blev til kantateværket ”Elverspejl”.
Ib Nørholm har været en god lærer i komposition, og man kan glæde sig over, at musikhistorikeren Jens Brincker nu er ved at skrive en bog om ham, der giver et større helhedsbillede af alt det, han har udrettet.
Morgendagens fødselar er bosat i Hellerup nord for København.