kort sagt

kort sagt
Foto: Iris.

Stop unødvendig magtbrug

VERNE PEDERSEN næstformand hos Socialpædagogerne

Brugen af unødvendig magt over for mennesker med demens er desværre alt for udbredt i de danske kommuner. Det viser en ny rapport fra Ankestyrelsen. Undersøgelsen peger på, at hver anden magtanvendelse over for demente ikke følger reglerne.

Det er meget problematisk, hvis plejecentre og personale, der arbejder med demensramte borgere, ikke har kompetencerne til at forebygge og håndtere udadreagerende borgere. Det er uværdigt for den enkelte borger, der udsættes for unødig magt. Og det er uværdigt for hele vores samfund, at vi lader det finde sted i det omfang, som undersøgelsen dokumenterer.

Naturligvis gør vores kolleger i ældreplejen, hvad de kan. Men hvis vi for alvor vil nedbringe antallet af magtanvendelser over for mennesker med demens, er det et spørgsmål om at have de rette kompetencer til at håndtere udadreagerende borgere. Vi ved, at netop socialpædagogiske indsatser kan forebygge og nedbringe antallet af magtanvendelser.

På dette område er Socialpædagogernes medlemmer eksperter. Socialpædagogiske indsatser kan derfor løse mange af de udfordringer, der er på demensområdet. Det gælder ikke kun for de borgere, der bor på plejecentre, men også i forhold til forebyggende indsatser i borgerens eget hjem.

Forskning og praksiserfaringer viser, at der er gode muligheder for at forebygge demenssygdommens udvikling, når man tager tidligt fat og med de rigtige faglige kompetencer.

Jeg vil derfor opfordre både kommunerne og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V), der lige nu arbejder på en national demenshandleplan, til at kigge grundigt på de undersøgelser, der dokumenterer, at den socialpædagogiske faglighed kan bidrage med stor værdi på ældreområdet - eksempelvis ved at reducere antallet af magtanvendelser.

Det er i hele samfundets interesse at sørge for, at vores demensramte medborgere har en værdig tilværelse, hvor de ikke risikerer at blive udsat for unødvendig brug af magt.