Rummeligheden eroderer folkekirken som kirke

Gennemtænkningen af kristendommens forhold til andre religioner er måske vor generations væsentligste teologiske udfordring, er meldingen fra lektor emeritus Peder Nørgaard-Højen, der også ser en trussel i den rummelighed, der ellers er folkekirkens styrke

Det interreligiøse møde i Vesten har ifølge Peder Nørgaard-Højen stærke muligheder for at udvikle sig mere voldsomt, end de fleste af os vil synes om. -
Det interreligiøse møde i Vesten har ifølge Peder Nørgaard-Højen stærke muligheder for at udvikle sig mere voldsomt, end de fleste af os vil synes om. - . Foto: Peter Kristensen.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Kristendommen formidler troen på en tilgivende og nådig Gud, der sætter mig fri til at tjene næsten i stedet for at bruge mine gudgivne ressourcer til at spekulere over alle de gange, jeg er kommet til kort.

I troen på Gud befries mennesket fra at koncentrere sig om en mislykket fortid, der er præget af nederlag og forkerte beslutninger, altså det, der i den kristne tradition ofte betegnes som synd. I stedet kan mennesket vende sig til det, mennesket er kaldet til at gøre. I kristendommen frisættes kræfterne til at tage sig af sin næste.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det mest foruroligende og udfordrende ved kristendommen er forestillingen om, at alle mennesker skal frelses og i sidste instans kun kan frelses ved Jesus Kristus, og at kirken derfor er forpligtet til at gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til hans disciple. Det er naturligvis ikke vanskeligt at acceptere den frelsesuniversalisme, der ligger i det. Men når det kædes sammen med det kristne absoluthedskrav, og kristendommen bliver eksklusivt frelsesformidlende, bliver det næsten ubærligt.

For hvilken rolle spiller så de andre religioner? Er de på ingen måde relateret til frelsen? Betyder de milliarder af mennesker, der er muslimer, hinduer, buddhister og så videre kun noget som genstand for den kristne mission? Rækken af ubesvarlige spørgsmål er lang.

Relativerer man på den anden side eksklusivismen og sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af kristen mission, forråder man tilsyneladende traditionel kristendom. Gennemtænkningen af kristendommens forhold til andre religioner er, så vidt jeg ser det, måske vor generations væsentligste teologiske udfordring, og vor løsning af den har konsekvenser langt ud over kirkens og teologiens område.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det bedste ved folkekirken er nok dens rummelighed. Rummeligheden garanterer, at kristendom kan tolkes på mange måder, uden at kirken sprænges - forudsat at tolkningen ligger inden for bekendelsens rammer.

Folkekirken rummer så forskelligartede syn på kristendommens indhold, at dens enhed uden den ydre ramme sandsynligvis ville brydes. Tilspidset kunne man hævde, at det er den ydre statskirkelige forfatning, der holder sammen på folkekirken og bygger bro mellem ellers uforsonlige fraktioner.

Dette behøver imidlertid ikke at være kritisk for det kirkelige fællesskab, så længe evangeliet om Kristus forkyndes til frelse for verden, og bekendelsen sikrer, at folkekirken forbliver en del af det universalkirkelige, økumeniske fællesskab og dermed får status af apostolsk og katolsk, det vil her sige almindelig, kirke. Den i sig selv dogmatisk neutrale karakteristik af folkekirken som dansk folkekirke bliver først problematisk, hvis den medfører en afvisning af den apostolicitet og katolicitet, uden hvilken folkekirken ville ophøre med at være kristen kirke.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Den rummelighed, der ret forstået må betegnes som noget positivt, har imidlertid også en tendens til at løbe løbsk og udvikle sig til at blive folkekirkens akilleshæl.

Dette sker, når man for eksempel i iver efter at imødekomme moderne sekulære og nyåndelige krav om kirkelig fornyelse tillader med kristendommen og bekendelsen næppe kompatible anskuelser - for eksempel mangelfuld præcisering af skabelsestroen, tvivl om den kristne opstandelsestro og reinkarnationslære - at få indgang i kirkens forkyndelse og lære. Dette krænker fatalt folkekirkens apostolicitet og katolicitet.

Rummeligheden truer og eroderer således selve folkekirken som kirke.

Situationen skærpes af den kendsgerning, at den danske folkekirke ud over bispeembedet ingen decideret instans har til håndtering af sådanne konflikter. Det behøver ikke at være nogen ulykke. Men det forudsætter, at bispeembedet udstyres med en kompetence, som det givetvis vil blive vanskeligt at få etableret i et autoritetskritisk, individualistisk og selvrådigt kirkemiljø som det danske.

Men jeg tror, at det kan blive til stor skade for folkekirken, hvis man ikke på en eller anden måde får løst dette problem. Det kirkelige Danmark har en regelret fobi med henblik på indretning af instanser med myndighed til at udtale sig og agere på kirkens vegne.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Søndagens højmesse omgærder og ledsager sammen med særgudstjenester som dåb, bryllup og begravelse de troendes liv fra vugge til grav. Gudstjenesten aktualiserer og formidler det kristne håb om Guds nåde. I dag er det nådens tid, og Gud forlader ikke sit folk.

Det er et befriende budskab, og forkyndelsen og formidlingen af dette er gudstjenestens overordnede formål. I sammenligning hermed bliver alle nok så nødvendige og forstandige overvejelser om revision af ritualer, gudstjenesteformer og liturgi sekundære. Noget, der selvfølgelig ikke udelukker overvejelser om, hvorvidt liturgien optimalt tjener det overordnede mål.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Set i lyset af ovenstående bliver den værste form for gudstjeneste en kirkelig ”performance”, hvor højmessens overordnede formål ikke bliver tydeligt - eller måske ligefrem reduceres til alt for menneskelige betragtninger om dagen og vejen, der let kan forveksles med et slet skjult fremstød for en sekulær agenda.

Et sådant misbrug overser gudstjenestens sakramentalitet og glemmer at fastholde den troende i hans/hendes fundamentale behov for den nåde og det håb, som er den rette forudsætning for den troendes tilgang til sekulære problemer.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det kan efter min mening være vanskeligt - og måske ikke særligt meningsfyldt - at tale om det bedste og det værste ved det multireligiøse samfund. Multireligiøsiteten er først og fremmest et givent fænomen i verden, som vi kender den i dag. Det kan vi ikke lave om på, men vi kommer ikke uden om at forholde os til det.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Med det udgangspunkt, at Kristus er den eneste vej til frelse, har kristne en brydsom position i det opgør mellem religionerne, der bliver det uafvendelige resultat i det øjeblik, vi faktisk forholder os til multireligiøsiteten.

Ikke mindst i Vesten, hvor arven fra oplysningstiden tilsiger os at acceptere religionerne som ligeberettigede partnere og derfor afvise kristendommens og visse andre religioners krav på frelseseksklusivisme, har det interreligiøse møde stærke muligheder for at udvikle sig mere voldsomt, end de fleste af os vil synes om.

Det er - om vi kan lide det eller ej - selve sandheden, der står til diskussion, og det bliver ikke blot en verdensfjern, akademisk debat, men en kamp på liv og død, der muligvis også vil omfatte et senopgør med de filosofiske idealer fra vor egen oplysningstid.