Nyt magasin åbner kunstens verden for ikke-specialister

Et nyt kunstmagasin for et bredt publikum er netop kommet på gaden

Nyt kunstmagasin for et bredt publikum er netop kommet på gaden. - Pr-foto.
Nyt kunstmagasin for et bredt publikum er netop kommet på gaden. - Pr-foto.

Idéen er så oplagt, at det næsten er underligt, at ingen har fået den før. Men nu er det her, Danmarks første kunstmagasin til et bredt publikum, der nok interesserer sig for kunst og mode, men ikke har kunstfaglig baggrund eller er medlem af et særligt museums kunstklub.

"Værk" er blevet til i et samarbejde mellem Statens Museum for Kunst og tre livsstils-magasiner, og projektet kommer godt fra start med første nummer. Der er en behagelig vekslen mellem korte noter og længere artikler og emnemæssigt mellem kunsthistoriske sværvægtere som Hammershøi og den nyeste danske samtidskunst, eksemplificeret ved et fint portrætinterview med Lea Porsager. Redaktionen har sandsynligvis ønsket at undgå både at være for overfladisk for et modent museumspublikum og for nørdet-indforstået for nybegyndere i kunstens verden, og det er lykkedes.

Der er en tydelig eksistensvinkel i flere af artiklerne, som når direktør for Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh i et udmærket interview fortæller om værker fra sit hjem, der i særlig grad taler til ham, og når tidligere Novo-direktør Mads Øvlisen og butiksejer Barbara Husted Werner med flere fortæller om deres passion for at samle kunst. Om det er tilsigtet eller ej, er det klart, at man fra redaktionens side formidler med både et æstetisk og etisk-eksistentielt sigte. Det er velgørende at se dette fra en kunstverden, der undertiden er mest optaget af formmæssige spørgsmål. Derfor er det også lidt ærgerligt, at redaktionen præsenteres med et foto, der udstråler utilnærmelig, sortklædt arrogance - man MÅ altså godt smile lidt i kunstens verden, hvilket to af redaktørerne på fotoet da heldigvis har forstået.

Og er man interesseret i tro og spiritualitet, er der inspiration at hente både i førnævnte Lea Porsager-interview og i en gedigen baggrundsartikel om muser og inspiration i kunstens verden, der kredser om, hvordan man som moderne menneske kan gå imod den rationelle tænkning og omfavne guddommelig inspiration i oldgræsk forstand. Her mødes kulturkritik og kunsthistorie i en inspirerende præsentation, kulminerende med en kort oversigt over 10 muser og deres mestre - igen denne blanding af de korte og de lange enheder.

Artiklen er appetitlig og tankevækkende som hele første nummer er det. Billedsiden er som i Euroman eller Rum (begge medudgivere), det vil sige indbydende og smuk, men der betyder ikke, at "Værk" så handler om mode, for overalt er det kunsten, der er i centrum. Magasinet har naturlig tyngde hos Statens Museum for Kunst, men der er ikke noget i oplægget, der umuliggør, at de kommende numre også bevæger sig uden for København til glæde for det store museumspublikum i hele landet.