Carnegie Hall åbner døre for jysk ensemble

Få koncerthuse hjælper kunstnere mere frem end Carnegie Hall , som Ensemble MidtVest netop har gæstet for tredje gang. De vender tilbage af både kunstneriske og strategiske grunde, der skal komme det jyske bagland til gode

Ensemble MidtVest gæster for tredje gang Carnegie Hall, der blev opført i 1891 af den skotskfødte mæcen Andrew Carnegie. – Privatfoto.
Ensemble MidtVest gæster for tredje gang Carnegie Hall, der blev opført i 1891 af den skotskfødte mæcen Andrew Carnegie. – Privatfoto.

De franske sange kildrer skønt og når ned til bageste række i Christina Landshamer og Ensemble MidtVests udlægning. Det er en onsdag i marts i den mest intime af det newyorkske koncerthus Carnegie Halls tre sale, Weill Recital Hall. Hvor som helst på de 268 siddepladser hører man alt i denne akustik. Stars and Stripes hænger ved siden af scenen, en krystallysekrone oplyser det milde rum, og et publikum af meget blandede aldre fylder salen halvt op.

Ensemble MidtVest er en usædvanlig konstruktion ved sin forankring i fire kommuner – Herning, Struer, Ikast-Brande og Holstebro – og støttes desuden af den danske stat. De 11 musikere har pligt til koncertvirksomhed i lokalområdet og i udlandet samt skoleprojekter. Muligheden for at spille kammermusik på fuld tid er så appellerende for musikere, at ensemblet tiltrækker internationale musikere af høj kaliber.

Efter Faurés kærlighedssange i Weill Recital Hall lyser Christina Landshamer endnu mere intenst op i Arnold Schönbergs nerveblottede strygekvartet nr. 2, skrevet under hustruens smertelige utroskab. Man mærker, at den tyske sopran er vant til at synge langt større scener op og at stråle, så selv dette ængstelige kammerdrama får widescreenkvalitet.

Selvom hun har sunget med nogle af verdens bedste orkestre og dirigenter og næste år gæster København sammen med New York Filharmonikerne, fører hun sig ikke frem som en diva her i salen, men virker som en del af holdet.

Christina Landshamer optrådte med Ensemble MidtVest første gang i 2013.

”Så blev vi forelskede i hinanden, og jeg er glad for, at de inviterede mig igen. Det er en stor ære at være med her i Carnegie Hall,” siger hun efter koncerten.

Men hvorfor vælger en kunstner på det niveau at samarbejde med et jysk provinsensemble?

”Mange kender måske ikke Herning, men ikke desto mindre har ensemblet et meget højt niveau, de er fremragende musikere. Og hvis man passer godt sammen med et ensemble, bør man fortsætte”.

Ensemblechef Oliver Quast fortæller, at samarbejdet både har kunstneriske og strategiske formål, og den 31. marts gæster de en eksklusiv kammermusikserie i sydtyske Schloss Elmau.

”Man bytter muligheder: Hun er kommet til Carnegie Hall igennem os, fordi vi havde kontakten hertil, og i Elmau Slot har hendes agentur arrangeret koncerten.” Samarbejder som dette skal også kunne mærkes på hjemmebasen. ”Det var os, der præsenterede Christina Landshamer for første gang i Danmark, både på Nørre Vosborg og i København og i efteråret 2015 i Svendborg og Holstebro. Vi vil ikke lave noget, der ikke kommer vores lokale publikum til gode,” siger Oliver Quast.

Tilbage i koncertsalen runder Ensemble MidtVest af instrumentalt med Beethovens septet og høster et pænt bifald hos det forvænte publikum. Bagefter er der reception med et glas og snacks, hvor jeg taler med et par håndfulde koncertgæster, der alle var glade for det danske besøg. Under koncerten var flere ellers ikke blege for at komme og gå, som det passede dem, men de vendte tilbage. Dagen efter ved en anden koncert oplever jeg samme utidighed – newyorkerne er vant til at kunne shoppe kultur som få andre steder, bekræfter musikkritikeren George Grella.

Når man allerede har erobret en bastion som Carnegie Hall, hvorfor så vende tilbage nu for tredje gang?

”Det er et spørgsmål om at opbygge et netværk,” siger fløjtenist Charlotte Norholt. ”Vi vil sørge for, at folk ude i verden kender til ensemblet som værende af høj kvalitet. Hvis vi fortsat skal udvide den her internationale scene, skal vi blive ved med at komme tilbage. Ved vores første besøg i New York i 2012 spillede vi kun i Carnegie Hall, i 2014 også i Queens College, Symphony Space og holdt workshop på Juilliard School, og på tredje tur desuden tre steder i Toronto ud over de andre steder. Det skal sprede sig som ringe i vandet.” Blåstemplingen og dækning i dansk lokal-tv resulterede også i et større publikum.

”Vi musikere havde ønsket at spille mere i udlandet,” fortæller Charlotte Norholt.

”Jeg havde en idé om, at det var ligesom et fodboldhold, der spiller på udebane og kommer hjem som helte. Da vi havde spillet her første gang, var det virkelig den effekt, det havde”.

Stærke profiler søger til Ensemble MidtVest på grund af dets enestående konstruktion og høje niveau, for eksempel kom Tommaso Lonquich til Herning i 2011.

”At spille kammermusik på fuld tid er en velsignelse, som man kun kender i meget få situationer, for sådanne institutioner findes ikke. Jeg elsker kammermusik og havde aldrig turdet håbe på at kunne leve af det,” siger den italienske klarinettist, som desuden er solist i Chamber Music Society of Lincoln Center, det bygningskompleks, der blandt andet huser Metropolitan Operaen og New York Filharmonikerne. At fastholde musikere i den klasse kræver også, at man giver dem appetitvækkende lunser. ”Jeg spiller på samme måde, om det er i Carnegie Hall eller i Herning, men man får noget energi af at komme nye steder hen og spille sammen i nye miljøer”.

Publikum forventer kvalitet, når de hører musik i Carnegie Hall, men faktisk kan alle med stor nok pengepung spille der. Bygningen fra 1891 opført af den skotskfødte mæcen Andrew Carnegie har udviklet sig til en stor maskine med et par hundrede ansatte. Indenfor på væggene hænger signerede portrætter af berømtheder som Frank Sinatra, Herbert von Karajan, Sting og Vladimir Horowitz, men ukendte musikere og endda skoleorkestre er ofte på plakaten.

For Ensemble MidtVest lå der også et stort forarbejde i at opnå arbejdstilladelse i USA med omfattende formularer og individuelle interviews på den amerikanske ambassade af hver enkelt af de 11 musikere og tre administrative medarbejdere. Og med base i Europa er det besværligt selv at promovere en koncert i Carnegie Hall og tiltrække publikum, når byen har tusinder af kulturtilbud.

”Vi er blevet inviteret af nogen, der har haft en koncertserie i mere end 30 år,” fortæller Oliver Quast. ”Det her agentur (Legato Arts, red.) vælger meget nøjagtigt, hvem de gerne vil have i deres serie og er selvfølgelig interesseret i at kunne sælge billetter og tilbyde koncerter af høj kvalitet. Ellers ville man ikke have en chance for at overleve som privat virksomhed i New York.”