Fem danskere: Derfor deltager vi i Himmelske Dage

Tusindvis af danskere deltager i denne weekend i kirkefestivalen Himmelske Dage i København. Vi har spurgt fem personer, hvorfor de er med på kirkedagene

Fra venstre har vi: Helene Ellemann-Jensen, Britta Nielsen, Christian Damm Knudsen, Peter Bendtzen og Bente Palm Nielsen, som alle deltager i Himmelske Dage.
Fra venstre har vi: Helene Ellemann-Jensen, Britta Nielsen, Christian Damm Knudsen, Peter Bendtzen og Bente Palm Nielsen, som alle deltager i Himmelske Dage. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Helene Ellemann-Jensen, København, medlem folkekirken:

”Jeg deltager for at blive inspireret i mit daglige arbejde i en kirkelig organisation, og så vil jeg gerne høre om for eksempel FNs verdensmål, og hvordan der arbejdes med det rundt om i organisationerne. Men det er altid rart også med et åndeligt input.

Jeg synes, at programmet er super spændende med mange typer arrangementer også musik. Jeg har ikke noget at udsætte på programmet. Jeg ville bare ønske, at jeg havde tid til at deltage i noget mere. Og det er helt fint, at samtale og dialog har fået så fremtrædende en plads.”

Britta Nielsen, København, medlem af folkekirken:

”Jeg synes, det er en god mulighed for at opleve en masse spændende ting, som jeg ellers ikke gør, om hvad der rører sig i grene af det kirkelige landskab. Det er nogle oplevelser og indtryk, jeg kan tage med mig hjem. For eksempel var jeg lige inde i Kirkefondets labyrint, det var virkeligt inspirerende. Jeg synes også, det er en spændende tanke med alle de samtalesofaer, som står rundt omkring. Jeg synes, at programmet er meget alsidigt - det er ikke kun foredrag, samtale eller debatter, der er også mange gudstjenester.”

Christian Damm Knudsen, Randers, medlem af folkekirken:

”Programmet virker spændende og mangfoldigt. Folkekirken er mange forskellige ting og giver mange forskellige udtryk, og det kan jeg godt lide. Jeg har lige deltaget i første del af Folkekirkemødet, og det var en spændende debat, som gik på det globale i forhold til det nationale. Der var nogle, som pegede på, at man skulle åbne sig og tage imod de fremmede, fordi det er en kristen pligt at hjælpe dem, der er i nød. Andre mente, at det skulle man da nok, men også besinde os på, at vi er danskere.”

Peter Bendtzen, København, ateist:

”Jeg har læst programmet og sat krydser ved alt det, jeg skal nå. Jeg synes, det er spændende med de forskellige kirker og organisationer, og hvad deres holdning er til livet, fremtiden, krig og fred. Det er jo noget, alle kirkerne går meget op i, uanset hvilken retning, det er.

Der er meget spændende at følge med i over de tre dage, jeg er med. Selvom jeg er ateist, så mener jeg i høj grad, at vi har brug for kirkens deltagelse i kampen for freden, det har jo været en væsentlig del af kirkernes liv. Jeg er her for at høre de forskellige kirkers holdninger, men også hvad de laver sådan rent praktisk. Den stemning, man bliver nødt med, er virkelig positiv.”

Bente Palm Nielsen, Dragør, katolik:

”Himmelske Dage er et godt initiativ, for det gør kirkerne synlige i et sekulariseret samfund som det danske. På den måde kan man vise, at kirken ikke bare er en støvet bygning, men levende. Det er i høj grad en god ide, at kirkerne går sammen omkring det, for ser man på det helt basale, så tror vi jo alle på Jesus som vores Herre og Gud. Det kan vi dele med andre og vise livsglæde. Men jeg tror nok, at kirkerne skal være lidt varsomme med at være direkte forkyndende på sådan en festival. Man kan jo ikke tvinge nogen til at tro, det er en gave.”