For nylig så jeg i Deadline på DR 2 et interview med en venstreborgmester i Ikast/Brande, Carsten Kissmeyer, om det københavneri, som mange provinsboere er ved at være trætte af. På værten Jakob Rosenkrands’ spørgsmål om, hvad der er galt, svarede han, at københavnere i modsætning til midtjyder ikke hører til Produktionsdanmark, men mest er beskæftiget i servicejobs (en overdrivelse, skulle jeg mene), og det kan landet jo ikke leve af.
Derfor burde folk i hovedstaden afholde sig fra at se ned på de producerende mennesker i provinsen. De protester, der har været i hovedstadsaviser, over at fremtrædende venstreprofiler nu langer ud efter københavneriet – for eksempel når Søren Gade taler om ”speltsegmentet” i hovedstaden – gav Kissmeyer ikke meget for. Tryk avler modtryk.
I provinsen spores der ifølge Carsten Kissmeyer en voksende irritation over påstande i hovedstadspressen om, at landbruget sviner naturen til og ødelægger grundvandet. Og polemikken mod udflytning af statsinstitutioner fra København som noget nær idioti, ikke mindst økonomisk, er heller ikke faldet i god jord. På spørgsmålet om, hvorvidt debatten mellem København og provinsen er god, svarede borgmesteren, at den er vigtig, og at københavnere bør spørge sig selv, om folk uden for hovedstaden nu er så dumme, som man gør dem til.
Mit indtryk var, at borgmesteren havde valgt at tage bladet fra munden og beskrive midtjyders aversion mod københavneriet helt uden sordin. I hans bagland var seerne sikkert godt tilfredse, men for mig virkede hans kategoriske stil og tilbagevisning af næsten alle tv-værtens argumenter mod sin hensigt. Til trods for sin smilende stil virkede han bister, og som jeg oplevede indslaget, gik øvelsen mest ud på at tale Midtjylland op og København ned.
Men borgmester Kissmeyer har jo noget at komme efter, for den despekt, mange københavnere har for provinsen, er ikke til at tage fejl af. Problemet er bare, at han smurte så tykt på. Havde han valgt en mindre kategorisk retorik og at være lidt humoristisk tilbagelænet, ville han ikke have distanceret sig fra seere som mig. ”Easy does it” er der et udtryk, der hedder på engelsk, og et beslægtet jesuitisk motto er ”Suaviter in modo, fortiter in re” (”Mild i formen, stærk i sagen”). Den retorik er værd at afprøve, næste gang København og provinsen støder sammen.
Et grelt eksempel på en udmelding, der virker mod sin hensigt, bemærkede jeg, da bestyrelsesformand i Nordea, Björn Wahlroos, i forbindelse med de lækkede Panama-papirer udtalte følgende: ”80 procent af folk er idioter, i hvert fald når det kommer til penge. Finanssektoren handler om at flytte penge fra de 80 procent uden idéer til de 20 procent med idéer.”
Den udtalelse fik mig straks til at tænke på Klaus Rifbjergs sidste optræden i Deadline, hvor han sagde, at der kun er 2000 begavede danskere. Min næste tanke var, om bestyrelsesformanden mon var indisponeret. Det virker ubegribeligt, at en topfigur i et stort og hidtil velanskrevet pengeinstitut ellers kunne finde på at udtale sig sådan. Jeg vil i hvert fald nødig være kunde i en bank, der opfatter sine kunder på den måde.
Mit tredje eksempel på dårlig retorik er Flemming Roses udtalelse i Morgenavisen Jyllands-Posten i 2005 om, at nydanskere af hensyn til ytringsfrihedens ukrænkelighed må lære at finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”. Ved et selskab med nogle kolleger kom jeg i en diskussion om ytringsfrihed helt i mindretal. Så forklarede jeg dem, at de tre ord i den grad byder mig imod, at fortsat diskussion for mig er ørkesløs. Måske vil mine læsere forstå, hvad jeg mener, hvis jeg citerer en sætning fra et digt af Peter Poulsen. Som jeg husker det, lyder den sådan: ”For at værne om min ytringsfrihed råber jeg røvhul efter naboen.”
Forleden så jeg med stor fornøjelse Cirkusrevyen fra 2015 i fjernsynet. Et af numrene var en monolog med titlen ”Ytr” (bydemåde af verbet ytre), der blev suverænt fremført af Ulf Pilgaard. Teksten var af Carl-Erik Sørensen – ham der i et andet nummer har lært os at ”Pakistan” rimer på ”kloak i stand”! Pointen var den samme som i Peter Poulsens digt og værd at tage med i sine overvejelser om ytringsfrihed.