Stjernen fra Amager Centret

Tomas Lagermand Lundme skriver om at være ung og usikker indeni, men ikke til at skyde igennem udenpå

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, billedkunstner og dramatiker.
Tomas Lagermand Lundme er forfatter, billedkunstner og dramatiker. . Foto: Kristian Djurhuus.

Jeg sad ude hos min mormor i Birkerød den 10. marts 1986, da en stemme i radioen sagde, at Michael Strunge var død. Og bagefter, det uforståelige: at vi bare kunne sidde i stuen stadigvæk, når noget så ufatteligt, som min mormor ikke engang anede ufatteligheden af, var sket. Jeg var 20 år, og Strunge tilhørte generationen før mig, hvis vi regner med de syv års generationsskel, som Poul Borum opererede med.

Tomas Lagermand Lundme var kun 12 år, altså endnu en generation yngre, den dag i 1986. Men Tomas Lagermand Lundme er en amagerdreng, der var fremme i de (sub)kulturelle sko, og det mærker man, når han åbner sin roman ”Alt er mit” med den 12-åriges forfærdede udsagn: ”Michael Strunge er død”.

Det var et chok for mit 20-årige jeg, men det var også et chok derude i Amager Centret, hvor Tomas Lagermands alter ego og en lidt ældre kusine vandrede rundt iført store sweatre, eyeliner og tårer og forsøgte at se autentisk punk-lidende, 1980’er-slidte ud.

”Alt er mit” er en ”coming of age”-roman og en kunstnerroman, en fortælling om, hvordan man bliver sig selv. Når Lundme har valgt at genrebetegne sin bog som roman, selvom det på mange måder virker, som om fortællingen bygger på meget selvbiografisk stof, så skyldes det, forestiller jeg mig, at han altid skriver på det selvbiografiske, men også ved, at man aldrig fortæller det hele, som det var, men altid laver endnu en form for fiktionalisering af den tabte tid.

Den tabte tid falder i tre dele 1986-89, det vil sige indtil hovedpersonen, lad os kalde ham Tomas, er 16 år, dernæst følger et afsnit, der dækker 1992-93, hvor hovedpersonen er 19-20 år, og endelig et afsluttende afsnit dateret 2000.

Den unge Tomas i Amager Centret begynder, som mange andre unge har gjort, med usikkert at imitere den subkulturs stil, som han brændende ønsker at være en del af. I den kridten banen op er ingen svagheder accepterede: Det er alt eller intet. Det er dén musik, vi hører, de bevægelser, der er i orden, dén tøjstil. Ingen er mere nådesløse tegntydere end teenagere.

Tomas vokser op i en 1970’er-familie, hvor mor går til fagligt møde (med mere, viser det sig) og far dyrker revolutionær grafik og strikning. Man må tegne på væggen, men egentlig kontakt mellem forældre og børn, savnes, den egentlige kontakt får man fra dyrene, som der er mange af. Og selvom 1970’er-ånden skulle være åben og tolerant, så viser Lagermand Lundme, hvordan også denne kultur er gennemsyret af snævre forestillinger om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Således falder den virkelige bombe ikke, da Tomas springer ud som homoseksuel, men da lillebror erklærer, at han vil gå til fodbold!

Den eneste, der ikke kan aflæse de stramme koder for henholdsvis hippie- og punkmiljøet, er den energiske og mentalt udfordrede lillesøster, som sværger til noget så borgerligt som Hilda og Keld Heick. Hun får meget plads i teksten, lillesøster, det er sjovt, men det er også i skildringerne af hende, at Tomas L. Lundme glider over i de finurlige rutiner, bliver for iscenesat sjovsød. Det lidt underspillede og skæve kan meget nemt ende som manér.

Anderledes stærkt er det, når han går tæt på, når kiksede søster med de tykke briller tager ham i hånden, og han bare håber, at den skrappe kusine, der har endnu mere tjek på alle koderne, ikke opdager det. Også i den svære relation til den ensomme kusine kan man mærke stoffet brænde på.

Lagermand Lundmes form er den lette med fokus på det underfundige, det er en måde at overleve på, for nedenunder lurer der altid også en anden fortælling. Jeg kunne godt have drømt om, at han havde turdet gå lidt mere til den fortælling og skippet nogle af de allerede før fortalte finurligheder.