Nej. Drop omprioriteringsbidraget

Regeringen giver med den ene hånd og tager med den anden. Og den tager mere, end den giver, skriver Lillian Knudsen fra Fagligere Seniorer

DET STORE DRAMA er i gang. Og det berører os alle sammen. For der er milliarder af kroner på spil, når regeringen nu igen har kig på de penge, man bruger ude i kommunerne til sundhed og ældrepleje og så videre.

Det er en samlet front af borgmestre fra alle partier, der står sammen om at kræve, at regeringen holder fingrene fra kommunekassen. Der er det såkaldte omprioriteringsbidrag, som kommunerne skal aflevere til staten hvert år. Et bidrag på over to milliarder kroner, der i princippet skal tvinge kommunerne til at effektivisere, men som i virkeligheden ofte bliver lig med nedskæringer. Men det stopper ikke her. Regeringen ønsker samtidig at fjerne mere end tre milliarder kroner i tilskud til kommunerne.

I forhold til nogle af de borgere ude i kommunerne, der er fuldstændig afhængige af, at nogen tager sig af dem – nemlig de ældre og de syge – forsvarer regeringen sig med, at den jo har givet den såkaldte værdighedsmilliard til fordeling. Og at den sammen med de øvrige partier bag finansloven yderligere har fordelt 800 millioner kroner til sundhed.

Det er fint nok – gode penge til gode formål – men de rækker jo bare ikke så langt, når man samtidig skærer kraftigt ned på andre områder af den borgernære sundhed. Og ovenikøbet for nylig næsten har fordoblet den pris, kommunerne skal betale for at have borgere over 65 år liggende på sygehus.

Vi har et kommunalt selvstyre, som regeringen er i fuld gang med at trænge op i et hjørne. Det er tydeligt, at regeringen helst selv vil bestemme over så mange af kommunernes penge som muligt. Regeringen giver med den ene hånd og tager med den anden. Og den tager mere, end den giver.

Hos Faglige Seniorer kræver vi: At omprioriteringsbidraget kommer tilbage til kommunerne uden betingelser. At de svagest stillede kommuner sikres mod de massive nedskæringer i den nære velfærd, der følger med, hvis finansieringstilskuddet falder væk. At en kommende aftale tager højde for de ekstra udgifter, den ekstraordinære flygtningesituation medfører ude i kommunerne.

Forhandlingerne fortsætter. Jeg håber, borgmestrene også fortsætter med at stå fast.

Lillian Knudsen er formand for Faglige Seniorer, der er LO-fagbevægelsens fælles organisation for forbundenes seniorklubber. Tilsammen er de flere end 180.000 medlemmer fordelt på 500 seniorklubber over hele landet