Af kærlighed til Midtvesten

Nickolas Butler introduceres på dansk med den hjertevarme roman ”Shotgun Lovesongs” om venskabet mellem fire mænd fra Wisconsin. I disse dag er Butler i Danmark for at møde sine danske læsere i Aarhus og København

Wisconsins vidder og vejrlig er på mange måder den egentlige hovedperson i Nickolas Butlers ”Shotgun Lovesongs”. Forfatteren bor selv i delstaten (billedet her er fra udkanten af byen Eau Claire, hvor dele af romanen foregår) og er vokset op sammen med forsangeren Justin Vernon fra bandet Bon Iver, som er en af romanens figurer. –
Wisconsins vidder og vejrlig er på mange måder den egentlige hovedperson i Nickolas Butlers ”Shotgun Lovesongs”. Forfatteren bor selv i delstaten (billedet her er fra udkanten af byen Eau Claire, hvor dele af romanen foregår) og er vokset op sammen med forsangeren Justin Vernon fra bandet Bon Iver, som er en af romanens figurer. – . Foto: Bill Bachmann/Scanpix.

Det er faktisk rigtigt, hvad der med et anmeldercitat står på omslaget af denne roman fra amerikanske Nickolas Butler: ”En bog, der giver dig lyst til at ringe til gamle venner.” Hvis romaner har hjerter, banker der et stort et i ”Shotgun Lovesongs”, og så pyt med, at dialogen undertiden er urealistisk, at miljø- og personbeskrivelserne af og til er overgjorte, og at romanens fortællerstemmer er for ens.

Disse lidt mere litteraturkritiske og -tekniske indsigelser skal med, når der uddeles stjerner, men må ikke skygge for, at man med en slidt metafor, som Nickolas Butler selv kunne have brugt, er i godt selskab med denne dejligt sentimentale roman.

Handlingen: Vi er i delstaten Wisconsin og langt ude på landet i flækken Little Wing. Her vokser de fire venner Lee, Henry, Kip og Ronny op. En er rodeorytter, en anden er investeringsrådgiver, en tredje er landmand – vi er så langt fra medie- og kulturelite-USA, som tænkes kan. Bortset fra den sidste i firkløveret, Lee. Han er musiker og lige så meget bonderøv som de andre, men opnår som voksen succes med et album, der er indspillet for minimale 600 dollar i et nedlagt hønsehus i en depressionslignende tilstand under en meget kold Midtvesten-vinter; et album, der ender med at sælge over 1,6 millioner eksemplarer, og som gør Lee stenrig.

De mange millioner gør for en stund Lee noget kulret. Han bliver gift med en underskøn skuespillerinde og flytter til New York, men ægteskabet falder forudsigeligt sammen fordi – forstår vi – Chloe er lidt af en mær, som er mere optaget af sin iPhone og den næste erobring i musikermiljøet end af følsomme Lee. Han har gabt over mere, end han kan spise i ”the Big Apple”, og syndefaldsberetningen med Chloe får et efterspil hjemme i Little Wing, hvortil Lee vender tilbage. Det viser sig nemlig, at Lee måske hele tiden har været forelsket i vennen Henrys hustru, og hvad gør dét lige ved det ellers ubrydelige mandefællesskab? Dette og det almindelige liv på landet indkredses i romanen, der fortælles på skift af de fire barndomsvenner.

Det er ikke forkert at sige, at en del af bogens fascinationskraft skyldes, at Lees skæbne er modelleret over Justin Vernon (født 1981) fra indiefolkbandet Bon Iver. Ham kender romanens forfatter Nickolas Butler fra skoletiden i en lilleby, der minder meget om Little Wing, og hvis man nu lytter til Bon Iver, mens man læser, som denne anmelder gjorde, så er slægtskabet tydeligt. ”Shotgun Lovesongs” er en dybt musikalsk roman, en hyldest til både ordenes og tonernes verden, en lovsang til lillebyen, som de fire barndomsvenner skiftevis forlader og vender tilbage til.

Stedernes betydning er en fast figur i litteraturen, ligeså er mandevenskabets vekselvirkning mellem omfavnelse og afvisning, fra ”Moby Dick” i 1800-tallet til ”A Little Life” (der udkommer på dansk til efteråret), og nu ”Shotgun Lovesongs”. I ”Moby Dick” står der et sted: ”Jeg vil hellere dræbes af dig end holdes i live af nogen anden mand”. Denne sentens står som motto for Butlers debut, der altså ikke er stor og kompliceret litteratur, men som fortæller ganske hjerteskærende om fire mænds exceptionelle og alligevel almindelige venskab. Jo, man får lyst til at ringe til sine gamle venner efter endt læsning af ”Shotgun Lovesongs”.

bach@k.dk