Der er kun syv meter – eller omtrent fem galopspring – hen til den galge, hvor Allan Hansens lanse om få sekunder gerne skal skyde gennem en ophængt ring.
Selv sidder han på hesteryg. Iført hvide bukser, hvid skjorte, mørk jakke og en blå og hvidstribet hat på hovedet.
Da hestens tunge hove giver genlyd mod jorden, er lansen løftet og blikket så fokuseret, at øjnene skeler let. Der lyder et klang af metal mod metal. Ringen, der før hang i galgen, dingler nu om lansen.
Den 49-årige smed smiler hen mod Kristine Skovgaard, der kort efter sætter sin egen hest i galop mod galgen.
Mens Allan Hansen har været ringrider de sidste 40 år og deltaget i godt 400 turneringer, er det Kristines første sæson med lansen i hånden. Den 27-årige kok har til daglig sin hest opstaldet på Allans landsted i Bjerndrup nord for Aabenraa, og trods erfarings- og aldersskel tager de i år af sted til flere af de sønderjyske ringriderturneringer sammen.
I morgen og søndag deltager de begge i turneringen ved Aabenraa Ringriderfest, der startede i går, og som er en af de omtrent 50 ringriderfester, som finder sted i sønderjyske byer hvert år fra foråret og frem. Hverken Kristine eller Allan er i tvivl om, hvad det er, der gør ringridning til noget specielt.
”Det er jo sammenhold,” siger Allan Hansen med den særlige sønderjyske klang, der får ord som ”er” til at lyde som ”æ”.
”Om man er ung, gammel, tyk eller tynd – alle er velkomne. Det kan nok bedst beskrives som det at tage på camping og møde de samme folk på campingpladsen år efter år.”
Kristine Skovgaard nikker, selvom hun indtil videre kun har været med i to turneringer.
”Det er hyggeligt at være af sted sammen,” siger hun og tilføjer: ”De andre på pladsen kan huske én, allerede fra man er med første gang, til man er med anden gang.”
Selvom både Allan Hansen og Kristine Skovgaard planlægger at deltage i flere turneringer sommeren over, er der noget særligt ved et stort arrangement som Aabenraas, påpeger Allan.
Sammen med Sønderborg ligger Aabenraa i top som én af Sønderjyllands største ringriderfester. Omtrent 340 ryttere deltager i turneringen, og godt 30.000 gæster lægger vejen forbi i løbet af de fem dage, festen varer.
”Det giver en anden stemning, og man gør noget ekstra ud af det. Støvlerne er ekstra pudset,” siger Allan.
Selve ringriderfesten i Aabenraa er hverken han eller Kristine dog interesserede i.
I stedet prioriteres den lokale ringriderfest i Bjerndrup. For Allan er det vigtigt med ”sammenhold i byen”, mens nytilflytteren Kristine, der dog ikke er hjemme til festen i år, ser det som en mulighed for at finde ud af, hvem der bor i byen, og hvad den lokale ringriderfest ”er for noget”.
Kristine og Allan er langtfra de eneste, der går op i både ringridning og lokale ringriderfester.
”Ringriderfesterne er bestemt en del af den sønderjyske kulturarv,” siger kulturhistoriker Inge Adriansen, der er tidligere museumsinspektør ved Sønderborg Slot og ekspert i Sønderjyllands historie.
”Det er en stor byfest og en måde at samle folk på. I Sønderjylland har man en forestilling om, at festerne altid har været der, og det er noget, man går til uanset social rang og status. Det er slet og ret fornøjeligt.”
Oprindeligt er ringridning dog slet ikke et sønderjysk fænomen.
I middelalderen var ridderturneringer en forlystelse ved mange europæiske fyrstehoffer, og de blev i løbet af 1500-tallet afløst af ringridning og andre former for dystridt.
I dansk kontekst kender vi disse forlystelser fra 1545, hvor Christian III arrangerede ringriderfester i Kolding, og i samme periode spredte ringridningen sig til også den almindelige bondebefolkning, fortæller Inge Adriansen.
Ringriderfesterne foregik da i hele Danmark, men forsvandt i løbet af 1700- og 1800-tallet af ukendte årsager.
Dog overlevede fænomenet i det sønderjyske, måske på grund af hertug Christian August af Augustenborg, der fortsat lod ringridning være en del af festlige sammenkomster, blandt andet ved sit eget sølvbryllup i 1845.
I dag er ringriderfesterne en årlig tradition, som med Inge Adriansens ord er ”en blanding af gode rytterpræstationer, gøgl og øl i stride strømme”.
Sådan er det da også til Aabenraa Ringriderfest, som er arrangeret af en ringriderkomité på 38 mand, mens 200 frivillige hjælper til. Dagene byder blandt andet på musik, ”bierfest” (ølfest), kræmmermarked og den årlige ringriderfrokost.
”Som tiden går er der brug for forandring og nyskabelser for at gøre ringriderfesten til det, vi kalder årets fest,” siger formand Hans Jørgen Jessen.
Men selvom det brede publikum ikke kun kommer for ringridningen, er det stadig dét, der er ”fundamentet for det hele”, understreger han.
”Det er stadig rytter- optoget, mange kommer for at kigge på. Det er jo det, der er traditionen.”
Han er overbevist om, at Aabenraa Ringriderfest vil leve videre i mange år endnu.
”Både med respekt for traditionen, men også med de nødvendige fornyelser.”
Når ringriderfesterne består, er det, fordi det er en kulturbegivenhed med gamle rødder, forklarer Jørgen Møller, der er lektor i region- og byplanlægning ved Aalborg Universitet og blandt andet forsker i danske landsbyer.
”Det ligger dybt i sønderjyderne, at det er en kultur og en tradition, som har mange generationer på bagen. Det er noget, der vil fortsætte, for det betyder noget for folk. For dem, der har hestene, dem, der træner til ringridningen og det samfund, der lægger ryg til.
Og det betyder meget for de gæster, der kommer. Ikke nødvendigvis fordi de er interesseret i ringridning, men fordi der er fest. Ringriderfesten er alvor for sønderjyderne,” siger han.
På linje med andre sommerbyfester rundt i landet – havnefester for eksempel – er ringriderfesten et kulturfænomen, der i særlig grad handler om det, Jørgen Møller kalder ”social kapital”.
”Til mange sommerfester er der tradition for, at de, der er rejst bort fra byen, kommer hjem til festen. Det er det sted, man mødes for at vedligeholde relationer, altså få social kapital. Det gælder også dem, der er flyttet til byen siden sidste sommerfest, for det er en god integrationsmekanisme at mødes til en fest.”
Trods ringridningsfesterne og turneringernes status som stolt tradition, er antallet af ryttere, der deltager i Aabenraas ringriderturnering, dalet.
I 1970’erne var det på sit højeste med 571, fortæller formand Hans Jørgen Jessen og spår, at yderligere 30-40 ryttere vil falde fra over de næste 10 år.
”Ringridning er ofte en familiesport, der går igen fra generation til generation, og den aldersklasse, der er over 60 år, og som med tiden vil falde fra, kan vi ikke hente. Jeg tror, den yngre generation går op i ringridning, men det handler om at få budskabet om sporten ud og få folk til at deltage,” siger han.
Kristine Skovgaard, der oprindeligt er fra Gilleleje i Nordsjælland og aldrig havde hørt om ringridning, før hun flyttede til Sønderjylland, syntes egentlig ikke, at sporten var noget for hende.
”Men så prøvede jeg, og så var det jo meget sjovt,” siger Kristine, der vil gøre sit for at føre traditionen videre.
”Når jeg engang får børn, vil jeg da også gerne have, at de deltager. For det er jo hyggeligt, og man glæder sig hele ugen til, at man skal af sted i weekenden.”
Også Allan Hansen synes, det er vigtigt, at ringridning ikke går i glemmebogen.
”Jeg synes, man skal holde ved de gamle traditioner,” siger han og tilføjer med et grin:
”Og sin dialekt!”.