Den nære sammenhæng mellem kirkelige, nationale og politiske aspekter af konflikten i Ukraine er i løbet af denne sommer kommet til udtryk i en ophedet debat. Den har stået mellem repræsentanter for to af den ortodokse kristenheds vigtigste aktører: Moskvapatriarkatet, hvis russisk-ortodokse kirke er langt den største af alle ortodokse kirker, og Det Økumeniske Patriarkat i Konstantinopel (Istanbul), ortodoksiens historiske centrum med en prestige, der langt overstiger dets beskedne størrelse.
Baggrunden for debatten er den splittelse, som siden Ukraines selvstændighed i begyndelsen af 1990’erne har delt Ukraines ortodokse kirke i tre fraktioner: den ukrainsk-ortodokse kirke, der hører under Moskvapatriarkatet og således er en del af den russisk-ortodokse kirke, den ukrainsk-ortodokse kirke under Kijevpatriarkatet og den ukrainske autokefale (selvstændige) ortodokse kirke.
Splittelsen skyldes ikke teologiske uenigheder, men alene det nationale spørgsmål om forholdet til Rusland. Hvor den ukrainsk-ortodokse kirke anerkender og anerkendes af Moskvapatriarkatet, ønsker de to andre, at et selvstændigt Ukraine også skal have en selvstændig ukrainsk kirke. De anerkendes derfor ikke af Moskva og i øvrigt heller ikke af andre ortodokse kirker. Denne situation rejser to principielle problemer: Dels at manglende gensidig anerkendelse af en kirke i ortodoks sammenhæng anfægter denne kirkes status som sand kirke, dels at ortodoks kirkeret ikke tillader mere end én ortodoks kirke på samme territorium.
Anledningen til debatten har været, at Ukraines præsident, Petro Porosjenko, sidst i april fremsatte ønsket om at få løst denne situation ved at oprette en ”autokefal” ukrainsk ortodoks kirke, altså noget, der kunne lyde som støtte til de to kirker, der lægger afstand til Moskva.
Allerede dette ønske fik Moskvapatriarkatets talsmand til at bemærke, at en sådan kirke allerede eksisterer, nemlig den ukrainsk-ortodokse kirke, der har hørt under Moskvapatriarkatet siden 1686 og som sådan repræsenterer den ”kanoniske” (kirkeretligt anerkendte) ortodokse kirke i Ukraine. Talsmanden for Moskvapatriarkatet slog samtidig fast, at de to andre senere opståede kirker ikke anerkendes af resten af den ortodokse verden og som sådan er ukanoniske skismatikere.
Dette hindrede dog ikke det ukrainske parlament, Verkhovna Rada, i midt i juni at følge op på præsidentens ønske. Man rettede en konkret appel til den økumeniske patriark, Bartholomæus I. Under henvisning til, at flertallet af den ukrainske befolkning ikke længere ønsker kirkelig forening med Moskva, opfordrer parlamentet Bartholomæus til officielt at erklære sammenlægningen af den ukrainske kirke med den russiske i 1686 for ukanonisk og således ugyldig. Man bør sammenkalde et al-ukrainsk kirkemøde med det formål at overvinde den eksisterende kirkelige splittelse, lyder opfordringen videre, og udstede en principiel erklæring angående Ukraines kirkelige uafhængighed (af Moskva). Fra den russiske kirkes side er dette blevet mødt med skarp fordømmelse som både ukanonisk og forfatningsstridigt.
Den foreløbige kulmination på striden kom så i begyndelsen af august, da ærkebiskop Job Getcha på vegne af det økumeniske patriarkat bekræftede, at Konstantinopel betragter Ukraine som sit kanoniske territorium (hvad det var før 1686) og nu ”overvejer” muligheden af at anerkende den ukrainske ortodokse kirke som autokefal. Denne udtalelse har ikke overraskende også udløst en skarp reaktion fra Moskva, hvilket dog ikke synes at have ændret på den officielle holdning i Konstantinopel.
Uanset udfaldet er striden ladet med langtrækkende perspektiver. Skulle den medføre den af ukrainerne ønskede ændring, ville det betyde en meget væsentlig forandring af de kirkelige og politiske forhold mellem Rusland og Ukraine. Moskvapatriarkatet ville miste cirka 11.000 – godt en tredjedel – af samtlige sogne, et meget betydeligt tab i kirkelig autoritet, prestige og indflydelse samt den institutionelle realitet i Moskvapatriarkatets hævdelse af, at Rusland og Ukraine trods den nationale og politiske adskillelse stadig udgør en fælles åndelig, historisk og kulturel enhed. Ukrainerne har god grund til at håbe på, at forandringen kunne løse deres splittelse, men om den virkelig vil bidrage til at mindske eller snarere forstørre den herskende krise, er dog usikkert. Ganske sikkert synes det, at Moskvapatriarkatet og dets støtter i al fald vil gøre alt for at modsætte sig en sådan forandring.
Christian Gottlieb er adjungeret professor i kirkehistorie på Københavns Universitet.