På et kontinent, hvor statslederes urørlighed fortsat er mere reglen end undtagelsen, er det langtfra hverdagskost, at en præsident bliver pålagt at betale penge tilbage til den stat, som han har taget dem fra til sit private forbrug.
Alligevel er det præcis, hvad der finder sted i Sydafrika i disse dage, hvor præsident Jacob Zuma efter syv års pres har kastet håndklædet i ringen, optaget et banklån og betalt 3,5 millioner kroner tilbage til staten i den såkaldte Nkandla-skandale.
Forud er der gået års tovtrækkeri med landets ombudsmand, kritiske medier og interne kritiske røster i regeringspartiet ANC, som udsprang af Nelson Mandelas modstandsbevægelse mod apartheidstyret.
Hermed bliver der sat punktum i en sag, der har optaget den sydafrikanske offentlighed siden 2009, da Zuma første gang blev valgt til præsidentembedet. Avisen The Mail&Guardian kunne dengang dokumentere, at såkaldte sikkerhedsforbedringer i præsidentens barndomshjem, Nkandla, blandt andet omfattede et privat amfiteater, en swimmingpool, et besøgscenter, en hønsegård og en kvægindhegning. Statsfinansierede forbedringer for i alt 92 millioner kroner – og et svimlende beløb i et land, hvor indbyggerne i gennemsnit tjener 4200 kroner om måneden.
Siden har sagen bevæget sig i slowmotion. Jacob Zuma har igen og igen vægret sig ved at betale penge tilbage, og først i marts i år pålagde forfatningsdomstolen ham efter et kolossalt pres fra ombudsmanden at betale en del af de statslige midler tilbage.
I en afrikansk virkelighed betyder det ikke nødvendigvis, at tilbagebetalingen finder sted. Det var også lige ved at glippe i Sydafrikas og Jacob Zumas tilfælde, vurderer medredaktør ved The Mail& Guardian, Philip de Wet.
”Parlamentet har ignoreret problemet i årevis, og ifølge de to største oppositionspartier holder det stadig ikke Jacob Zuma ansvarlig. Vores primære demokratiske institution har fejlet. Det er sikkerhedsnettet af domstole og ombudsmanden, som akkurat har formået at holde Zuma ansvarlig – med 80 måneders forsinkelse,” siger han.
Alligevel er det sjældent, hvis nogensinde tidligere set, at en afrikansk præsident bliver presset til at betale penge tilbage i korruptionssager, vurderer Nicholas Cheeseman, adjunkt i afrikansk politik ved det britiske Oxford Universitet.
”I Zambia blev der indledt en retssag mod den nu afdøde, tidligere præsident Frederick Chiluba, men jeg tvivler på, at der blev tilbagebetalt nogen penge. Og i Nigeria forsøger præsident Buhari at få midler tilbage fra tidligere ministre,” siger han.
Så det er endnu for tidligt at sige, om Zumas eksempel er en sejr for det afrikanske demokrati, mener Nicholas Cheeseman.
”For vil det føre til en styrkelse af anti-korruptionslovgivningen og en mere effektiv opposition? Eller vil det ende som et isoleret tilfælde? Svaret på de spørgsmål er stadig uklare,” siger han.