Den danske støtte til unge under uddannelse er den mest generøse i verden. Ikke alene er uddannelserne gratis for de studerende, men der ydes også en klækkelig støtte til studielivets opretholdelse i form af SU’en.
Det er derfor oplagt, at regeringen som led i 2025-planen agter at sænke SU-grund-beløbet, dels for at spare penge, dels for at forbedre kvaliteten af uddannelserne. Når en forskergruppe nu advarer om, at en SU-reform kan få social slagside og formentlig ”medføre et lille fald i optaget på de videregående uddannelser”, som det formuleres, bør det ikke skygge for det overordnede fornuftige mål: at få en større realisme ind i omfordelingen af midler til unge og forbedre de uddannelser, hvor det er påkrævet.
Den skattefinansierede uddannelse er et indiskutabelt gode, som man med rette omtaler rosende i udlandet, hvor mange studerende skal betale for uddannelse, husleje og øvrige leveomkostninger. De samlede udgifter gældsætter mange helt urimeligt eller tvinger unge til at blive boende hjemme uforholdsmæssigt længe.
At uddannelserne er gratis for studerende på danske ungdomsuddannelser og videregående uddannelser betyder imidlertid ikke, at de øvrige aspekter af studielivet bør være det. Vi har vænnet os til et meget højt niveau i SU’en – udeboende kan få næsten 6000 kroner før skat om måneden, mens man som hjemmeboende over 18 år kan få godt 2500 kroner om måneden før skat – og der bør skæres i disse beløb. Ikke mindst af hensyn til de unge selv, der hverken tager skade af erhvervsarbejde eller af at få justeret et samfundssyn, der ofte synes at forveksle statskassen med en gavebod. Desuden beriger erhvervsarbejde ud over lønnen også den studerende med indsigt i dele af samfundet, som uddannelsen og den efterfølgende ansættelse ikke nødvendigvis giver adgang til.
Det bør nemlig huskes, at de unge på videregående uddannelser generelt går en fremtid i møde med relativt høje lønninger og ditto jobsikkerhed. At animere dem til at tage et større SU-lån, samtidig med at man sænker SU-grundbeløbet, er ikke verdens undergang for de kommende advokater, konsulenter og virksomhedsledere.
Når man fokuserer på de muligheder, som uddannelse fører til, frem for på de angiveligt strenge økonomiske begrænsninger, der med SU-reformen pålægges de studerende i begyndelsen af studieforløbet, skaber man et incitament til at tage en uddannelse, som er lige så stærkt som SU-penge i lommen her og nu. Uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) har ret, når hun om rapporten siger, at ”det er svært at konkludere på SU’ens effekt for unges uddannelsesvalg og social mobilitet”. Man kan ikke få håndfast videnskabelig evidens for spørgsmål som disse, for mennesker drives af andet end økonomi og materialisme. For eksempel af udsigten til at løfte sig over sit udgangspunkt takket være verdens formentlig bedste uddannelsessystem. Så klarer man nok selv lidt af udgiften til kollegieværelset.