”Tilværelsen er dyb”

"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen
"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen.

”Tilværelsen er dyb. Kun de flade ånder fatter det ikke!”. Sådan skriver den nu afdøde amerikanske teolog Paul Tillich. Noget provokerende.

For vi behøver vel ikke at være hverken flade ånder eller ”flade Jensen fra Fladen Strand”, bare fordi vi ikke sådan lige går og gransker over tilværelsens dybder til hverdag. Vi vil da alle det stærke, dybe og intense liv, hvor øjeblikket er stort, og tiden undertiden står stille.

Men alligevel kan forfladigelsen og det flade liv komme snigende. Det sker, når vi synes, vi har ret til at leve et rart og hyggeligt liv, hvor retfærdighed og rimelighed gør sig gældende i alle livets forhold. Men sel om det skulle være tilfældet, så tilkommer det aldrig et menneske – og slet ikke en præst – at dømme et andet menneskes liv fladt og uden dybde. Den bedømmelse må enhver af os gå ind i vort eget lønkammer med, men der er der til gengæld gode chancer for at få skubbet al den linde strøm af banale forklaringer på alt mellem himmel og jord til side – og støde på det dybe. Det farlige. Det frygtelige. Det gådefulde: Gud. Den Gud, der magter at give nyt liv og nye tanker, der hvor det flade ellers har taget magten.

Det sker i lønkammeret, men det sker også, når stor musik rykker i os. Når vi står med vore nyfødte i armene. Når vi står midt i kærlighedens under og alt er nyt for os som på skabelsens første dag. Når vi står ved et elsket menneskes dødsleje, når sorgen og savnet hugger os i stykker, og vi dog et eller andet sted ved, at vi aldrig, aldrig i livet ville have undværet at have kendt og elsket det menneske, der er død bort fra os. Når alle vore forklarende ord bliver til grus i halsen, og vi ikke har andet tilbage end tak og gråd. Og gråd og tak. Kort sagt: når vi befinder os på yderkanten af vort liv. Der, hvor meningen med det hele forbliver uløst, hvor vi ser alt som i et spejl, som i en gåde, men hvor det spejlglimt af gåden, som vore øjne dog aner urokkeligt binder os til at være tro over for det liv, vi har fået af Guds store hånd, og vi aner, at vi er bastet og bundet til at elske livet, sådan som det er og kommer til os på trods af at alt, hvad vi binder os til en dag, om ikke før så siden, skal falde ud af vore hænder.

Da er vi ganske vist små. Men aldrig flade.

Elisabeth Dons Christensen, tidligere biskop.