Den perfekte død

Historien om Luther slutter med en prædiken, en trosbekendelse og et fredfyldt sidste åndedrag

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Hvordan sluttede så Luthers liv?

Jo, tilfældet ville, at han i begyndelsen af 1546 opholdt sig i fødebyen Eisleben for at mægle i en grevestrid og benyttede lejligheden til at holde en række prædikener. Den 15. februar måtte han dog afbryde sin prædiken i Sankt Andreas Kirche, da han var utilpas. Og to dage senere opgav han at gå til et møde med den lokale grevefamilie. Han led af åndenød og smerter i brystet. Hjertet var ved at sætte ud.

Da rygtet om den døende Luther spredtes, begyndte hans venner og flere af hans sønner at indfinde sig. Hans ven og kollega Justus Jonas og slotsprædikanten Michael Coelius sørgede for, at Luther fik en god, protestantisk død. Ingen katolsk påkaldelse af helgener eller sidste olie. Til gengæld nåede han akkurat en sidste gang med klar stemme at bekende sin tro på ”Kristus, Guds søn, vor helligånd og frelser”, inden han ved to-tretiden om natten den 18. februar mistede bevidstheden, og hjertet op-hørte med at slå. Alle øjenvidner berettede siden ivrigt om, at Luthers død var gået naturligt til, og en tegner blev sågar tilkaldt for at forevige billedet af den store mand, der var sovet så usædvanlig værdigt og fredeligt ind.

Tilbage stod billedet af manden, som angreb og forkastede paven, oversatte Bibelen, udløste hundrede års religionskrige, afskaf- fede fem af de syv katolske sakramenter, herunder skriftemålet, og kun lod dåben og nadveren være tilbage. Manden, der formulerede Den Augsburgske Bekendelse, som kejser Karl V anerkendte i 1530, og som dannede grundlaget, da Danmark overgik til den evangelisk-lutherske udgave af kristendommen i 1536.

Manden, der blev stemplet som kætter, men døde som en from kristen.

Men måske var det ikke helt sådan. Luther, der blev 62 år, havde ikke skånet sig selv, men arbejdet på højtryk hele livet og havde længe skrantet helbreds-mæssigt. Han havde trods sine hjerteproblemer hel- ler ikke holdt igen ved middagsbordet aftenen inden sin død. Måske gik det ikke helt så fredeligt for sig. Men på den tid blev en fredelig død set som et billede på rettroenhed.

Og så alligevel. I store træk kan det meget vel være foregået sådan, selvom beskrivelsen er præget af, at de tilstedeværende Luther-tilhængere syntes, deres fortælling bidrog så godt til billedet af Luther som den vigtigste kristne tænker i århundreder. Den store reformator.