Tyrkiet er fortsat i undtagelsestilstand her næsten fem måneder efter det fejlslagne kup mod præsident Recep Tayyip Erdogan. Og så sent som i weekenden sagde Erdogan, at undtagelsestilstanden kan blive forlænget med yderligere tre måneder.
”Jeg kan forstå den umiddelbare reaktion, for der var en følelse af, at der måske var en anden bølge af kup på vej. Men det er svært at retfærdiggøre undtagelsestilstanden her mere end fire måneder efter kupforsøget den 15. juli.”
Meldingen kommer fra Mehmet Öğütçü, der er en fremtrædende iagttager af tyrkisk politik. Han var i 1980’erne rådgiver for premierministeren i Ankara, men er i dag mest beskæftiget med energi, som i grænselandet mellem Mellemøsten, Europa og tidligere sovjetrepublikker i Kaukasus handler lige så meget om politik som om prisen på rørledninger.
Kristeligt Dagblad møder Mehmet Öğütçü i London, efter han er vendt tilbage fra et otte dage langt besøg i fædrelandet, hvor han har haft samtaler med folk fra regeringspartiet, oppositionen og ikke mindst mødt forretningsfolk.
”Befolkningen er bekymret, også for fremtiden. De ser ikke et lys for enden af tunnelen, og de ved ikke, hvordan Tyrkiet kan komme videre efter disse turbulente tider. Selv i regeringspartiet AKP er der spændinger. Men de kan ikke se et troværdigt alternativ,” siger Mehmet Öğütçü om Nato-landet, hvor der ikke er nogle reelle udfordrere til Recep Tayyip Erdogan .
Mehmet Öğütçü beskriver Tyrkiet som et land, der svælger i konspirationsteorier. Sommerens kupforsøg er omgivet af mange af den slags – fra at det var orkestreret af USA til, at det var præsident Erdogan selv, som brugte et pseudokup til at stramme sit greb om landet.
Det sidste er sket med blandt andet fyringen af 110.000 statsansatte og indgreb mod pressen, men Mehmet Öğütçü er ligesom Erdogan-styret ganske overbevist om, at der var tale om et reelt kupforsøg planlagt af folk fra Gülen-bevægelsen. De gik efter hans opfattelse bevidst efter at have centrale poster i alle dele af det tyrkiske samfund for at skabe en revolution indefra frem for at være et selvstændigt politisk parti. Planerne blev lækket, hvorfor kupmagerne fremskyndede kuppet, og det fremstod derfor amatøragtigt.
Men for præsident Erdogan, som var tydeligt rystet i de første tv-billeder, hvor han talte på tv over en videoforbindelse fra sin mobiltelefon, var kupforsøget en kærkommen mulighed. Og den anden kupbølge kom ikke fra kupmagerne selv, men fra regeringen.
”Kupforsøget var en Guds gave for Erdogan, for han kunne opnå, hvad han ville uden om parlamentet. Han kunne sende tropper på gaden, gå efter medierne og indføre censur. Undtagelsestilstanden med de efterfølgende systematiske fængslinger og lukninger af militær-akademier viser, at der allerede lå skuffeplaner klar, som de nu kunne implementere uden modstand,” mener Mehmet Öğütçü.
Medierne var noget af det første, som mærkede den nye jævnnæve fra Ak Saray, Det Hvide Palads, som er præsidentens enorme palads i udkanten af Ankara.
Fra Vesten bliver der udtrykt stærk bekymring over den måde, præsidenten og hans regering har strammet grebet om landet på siden juli. Men Vestens bekymringer om pressefrihed, ytringsfrihed, retssamfund og demokrati preller af på styret i Ankara.
Det har brugt nok tid på at forsøge at gøre Vesten generelt og EU i særdeleshed tilfreds med udviklingen i det befolkningsrige land. Optagelsesforhandlingerne om, hvordan Tyrkiet kunne blive en del af EU, har således stået på i årtier – uden at føre til det store. I mellemtiden har EU accepteret adskillige nye medlemmer, og selv de tidligere jugoslaviske republikker på Balkan synes at have overhalet Tyrkiet indenom i optagelsesforhandlingerne.
”I Tyrkiet er der en tradition for, at en forlovelse varer fra et år til halvandet. Hvis det ikke fører til ægteskab, så er det råddent. Sådan har det været i mange år med EU, og det er ydmygende for Tyrkiet, så forholdet til EU har nu lidt et tilbageslag,” siger Mehmet Öğütçü.
Han vurderer, at Europa har mistet sin indflydelse på Tyrkiet og giver den måde, hvorpå EU har forsøgt at påvirke Tyrkiet med både gulerod og pisk, skylden. Det illustreres også af Europa-Parlamentets beslutning fra sidste uge om at anbefale en indefrysning af optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet – og af Erdogans reaktion herpå.
”Er det Europa-Parlamentet, der har kontrollen med dette land, eller er det regeringen?”, lød det i weekenden retorisk fra Recep Tayyip Erdogan, som i forvejen havde truet med at skrotte forårets flygtningeaftale med EU og åbne grænserne for flygtninge og migranter igen.
Og den debat er ifølge Mehmet Öğütçü ret symptomatisk.
”Tyrkiet bliver altid slået i hovedet med, at det mangler demokrati og menneskerettigheder, og Ankara ser den negative kritik som envejskommunikation. Men det er nødvendigt at engagere sig positivt med Tyrkiet og forstå landets bekymringer – og så vil det være legitimt at tale om bekymringerne om frihed og demokrati,” siger han om tyrkernes behov for at blive opfattet som ligeværdige partnere.
Den tyrkiske iagttager erklærer nu tanken om et tyrkisk medlemskab af EU for dødt – i hvert fald i sin nuværende form – og han kritiserer, at end ikke en aftale om en toldunion er blevet opdateret.
”Tyrkiet er åbent for alle EU-lande, men Tyrkiet må kun sælge industriprodukter til EU og ikke serviceydelser og landbrugsprodukter,” lyder kritikken.
Den sidste anstødssten er flygtningekrisen, som EU har forsøgt at løse med den guldrandede flygtningeaftale, hvor Tyrkiet holdt på flygtningene mod at modtage milliardstøtte. Men selvom flygtningestrømmen mod Europa delvist er standset, har aftalen også skabt en tillidskrise mellem Ankara og Bruxelles.
”Bare se på reaktionerne i EU-landene over at have modtaget nogle hundredtusinder migranter. Men tænk at have tre millioner i flygtningelejre,” siger Mehmet Öğütçü med henvisning til, at Tyrkiet som nabo til det borgerkrigshærgede Syrien bærer langt den største byrde i flygtningekrisen.
Mehmet Öğütçü skifter konstant mellem at være kritisk over den måde, som landets regering agerer på indenrigspolitisk, til at forklare – hvis ikke forsvare – dens udenrigspolitiske ageren, herunder militære interven-tioner i de konfliktfyldte nabolande.
”Tyrkiet var tvunget til at intervenere i Syrien, fordi landet huser tre millioner syriske flygtninge. Og det blev presset af Islamisk Stat. Tyrkiet har helt tiden bedt om en bufferzone. Nato og EU var imod, men Tyrkiet tog den største byrde. Og det rykkede ved den sårbare sociale balance i landet,” forklarer han.
De tyrkiske troppers tilstedeværelse i det nordlige Syrien handler dog ikke kun om at holde Islamisk Stat væk fra grænsen: ”Man vil også undgå, at der kommer en kurdisk korridor ud til Middelhavet.”
Men den måde, som Tyrkiet er gået uden om Nato på og ikke kun er militært til stede i Syrien, men også i Irak, er dels et led i forsøget på at cementere sin rolle som en stormagt i regionen. Men det er også et led i Erdogans bestræbelser på at finde nye allierede.
”Jeg mener ikke, at Tyrkiet isolerer sig selv, men at Europa har fejlet i at møde Tyrkiets forventninger. Derfor leder det nu efter andre allierede,” siger Mehmet Öğütçü.
Mest markant er det i forhold til Rusland og præsident Vladimir Putin. Forholdet mellem de to lande røg ned under frysepunktet, da Tyrkiet for et år siden skød et russisk kampfly ned, da det kom ind over tyrkisk luftrum ved grænsen til Syrien.
Men siden har Erdogan og Putin mødtes et par gange og klinket skårene.
”Erdogan er på sin vis inspireret af ham og den måde, han behandler folket i Rusland på. De eksterne forhold for Tyrkiet minder også om Ruslands. Putin er isoleret internationalt, og Erdogan er sat i et hjørne, og han leder efter allierede. Dem finder han også i Iran, Kina og nogle afrikanske lande, mens forholdet til Vesten er markant nedprioriteret,” siger Mehmet Öğütçü , som også peger på, at Erdogan kan identificere sig med, at autoritære regimer er på vej frem, hvorfor valget af Donald Trump bliver set som gode nyheder i Ankara.
