I dag er det Athen, vi kender fra oldtidens Grækenland. Herfra kom demokratiet, dramaet, filosofien og arkitekturen. Men i oldtiden var en anden stat, Sparta, på det politiske og militære område lige så stærk som Athen.
Frem til 600 f.Kr. lignede de to byer hinanden. Der var et blomstrende liv og en smuk poesi i begge. Men så skete der noget, da Sparta erobrede og underlagde sig naboområdet Messenien. Spartanerne var ret få i forhold til den undertvungne befolkning i Messenien, så herefter skulle forholdsvis få spartanske fuldborgere udføre politi- og militæropgaver for at holde en stor nabobefolkning undertrykt. Det satte sit præg på Sparta, for undertrykkelsen af naboerne krævede, at alle frie mænd i Sparta havde mange års værnepligt i en velorganiseret, kampklar hær.
Derfor blev det forbudt spartanske borgere at drive landbrug eller handel; det havde man de undertrykte naboer og fremmede til. Alle frie mænd blev defineret som ”homoioi”, det vil sige ligemænd. Det politiske system blev styret af to konger, fem eforer og et ældsteråd på 28. Og endelig blev spartanske drenges opvækst og opdragelse organiseret, så familien spillede den mindst mulige rolle. Væk fra mors skørter og ind i antiindividualistiske maskuline fællesskaber, som dannede rammen om drenges og mænds tilværelse resten af livet. Her blev de uddannet, lidt i boglige fag, men dog også i sang og musik, og allermest i fysisk træning, konkurrence og krig.
Det lykkedes at skabe Grækenlands stærkeste hær, jævnfør filmen ”300” fra 2007 om 300 sparta-soldaters heroiske kamp ved Thermopylæ i 480 f.Kr., og systemet var stabilt i lang tid, for Sparta undgik de eneherskere, såkaldte tyranner, som en overgang var almindelige i andre græske bystater.
Men efterhånden blev systemet slidt op. Den græske kultur elskede konkurrencer (ved de antikke olympiske lege drejede det sig ikke om at være med, det drejede sig om at vinde!), og hærvæsen lægger også op til rangorden. Der blev større økonomiske forskelle, der var stridigheder om embeder, anseelse og kvinder, korruptionen bredte sig, og presset fra ydre fjender steg. I 371 f.Kr. led spartanerne nederlag ved Leuktra i et slag mod bøotierne, og herefter var Sparta en skygge af sig selv.
Tønnes Bekker-Nielsen beskriver flere af de specielle institutioner i det spartanske samfund, og han giver en gennemgang af bystatens historie med særlig vægt på de utallige krige, Sparta udkæmpede, og de politiske intriger, der omgav dem. Systemets sociale særpræg og de spændinger, der nedbrød systemet til sidst, behandler han, desværre vil nogen tænke, mindre indgående. Men uanset det er resultatet, at nu kan danske læsere glæde sig over en smukt illustreret gennemgang af den anden græske stormagts historie, og ved sammenligning med Athen kan vi se, hvor meget smukkere resultatet bliver, når en stat også satser på lærdom og kultur, sådan som athenerne gjorde.
Arven fra Athen møder vi hele tiden i vores kultur, gå bare en tur i København fra domhuset på Nytorv til domkirken på Frue Plads, men Sparta er noget, vi måske møder i en enkelt film eller en bog som denne.